Penge i overskud til arbejdsmiljø

Der er afsat masser af penge til arbejdsmiljøet. Men puljen er langt fra brugt endnu. Har din arbejdsplads et egnet arbejdsmiljøprojekt, som vil kunne støttes? Bliv inspireret her.


Af Nicolai Robinson

Arbejdstilsynet uddeler i 2009 14,5 millioner kr. til arbejdsmiljørådgivning.

Offentlige virksomheder og institutioner, der frivilligt indgår en aftale med en arbejdsmiljørådgiver om bistand til at løse et arbejdsmiljøproblem, kan få refunderet 50 % af deres udgifter.

Ordningen omfatter også selvejende institutioner, der udfører offentligt finansierede opgaver på linje med offentlige institutioner. Det kan f.eks. være privatskoler, daginstitutioner og plejehjem.

En forudsætning for at opnå støtte er, at der skal være tale om en frivillig aftale, som den offentlige virksomhed har indgået med en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, og at aftalen skal være indgået uden Arbejdstilsynets mellemkomst.

Forhåndstilsagn

Offentlige virksomheder og institutioner m.v., der ønsker at benytte ordningen, skal ansøge Arbejdstilsynet om et forhåndstilsagn, således at man sikrer, at den rådgivningsopgave, der søges støtte til, ligger inden for ordningens rammer. Refusionen bliver udbetalt, når opgaven er udført, og der er indsendt dokumentation for, at udgiften er afholdt.

Først til mølle princippet

Der er afsat 10 mio. kr. om året i perioden 2008-11 til ordningen.

De ekstra 4,5 millioner i puljen i år er midler, som er overført fra sidste år.

Midlerne fra puljen bevilges efter ”først til mølle-princippet”, og den enkelte virksomhed og institution kan årligt maksimalt få 500.000 kr. i refusion.

Ansøgning

Puljen administreres af Arbejdstilsynet. De offentlige virksomheder og institutioner m.v., der ønsker at opnå økonomisk støtte fra denne pulje, skal udfylde og indsende ansøgningsskemaet elektronisk til Arbejdstilsynet på E-post: tilskud@at.dk

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op