Af Ann Louise Steengaard
På sektorforsamlingsmødet den 18. november 2010 var der kampafstemning om en ny politisk struktur i Djøf Overenskomstforeningen. For efter to års udvalgsarbejde havde sektorforsamlingsudvalget afgivet en betænkning med problemer, dilemmaer og anbefalinger til tiltag, der var nødvendige for at modernisere Sektorforsamlingen.
Det var disse anbefalinger, der bl.a. var på dagsordenen til det ordinære sektorforsamlingsmøde.
Sektorforsamlingen godkendte anbefalingerne, men anbefalingen om at reducere forsamlingen til 70 medlemmer og 35 suppleanter udløste dog en kampafstemning.
Bestyrelsen og et flertal på 81 mente, at det er en størrelse, der både tager hensyn til effektivitet og demokrati. Et mindretal på 25 mente, at 70 var for lidt til at sikre repræsentativiteten i foreningen.
Hvad går de nye anbefalinger så ud på?
-
Navneændring fra sektorforsamling til repræsentantskab for at Overenskomstforeningens politiske struktur kommer til at ligne den øvrige Djøf-familie.
-
Ændret Djøf-år så Overenskomstforeningens repræsentantskabsmøde fremover ligger i marts – april måned, således at det ikke længere er nødvendigt med et ekstraordinært møde i forbindelse med udtagning af overenskomstkrav og godkendelse af overenskomstresultat.
-
Ændret størrelse fra de nuværende ca. 350 til 70 plus 35 suppleanter. Det vil skabe et transparent Djøf, hvor Overenskomstforeningens repræsentantskab vil udgøre en hel ”delmængde” af Djøfs repræsentantskab og samtidig afhjælpe det tidligere repræsentativitetsproblem.
-
Valg- og opstillingsproceduren bliver forankret i sektorudvalgene, og valgmodellen vil sikre repræsentanternes mandat.
-
Valg til repræsentantskabet sker hvert andet år på et TR-møde i oktober - november måned i ulige år, hvor alle foreningens medlemmer har mulighed for at stille op.
-
Ny fordelingsmodel baseret på medlemstallene i de enkelte sektorer.
-
Alle medlemmer får ret til at deltage i møderne med taleret og får dækket transportudgifterne.
-
TR-møderne skal sikre TR’ernes mulighed for at netværke.
Formanden for Djøf Overenskomstforening, Lars Qvistgaard, udtaler:
”Jeg er rigtig glad for, at et stort flertal i Sektorforsamlingen var enig med udvalget og bestyrelsen i, at der ikke er nogen af vores medlemmer, der i dag har et behov for store politiske overbygninger. De ser hellere, at Overenskomstforeningens politiske hus anno 2011 er fremadrettet og bæredygtigt, og hvor ressourcerne i stedet bruges på medlemsrettede aktiviteter. Og her er tallet 70 et godt fundament.”
Hvad er næste skridt?
De godkendte anbefalinger skal udmøntes i vedtægtsændringer, der skal i høring i de respektive sektorudvalg i begyndelsen af det nye år, inden de skal på det ekstraordinære sektorforsamlingsmøde den 14. marts 2011.