Af Nicolai Robinson
Finansministeriet har udmeldt besparelser i staten.
Der er i efteråret 2010 indført en dispositionsbegrænsning i ministerier, styrelser og alle statslige institutioner på 1 %.
Denne udmelding om besparelse gennem dispositionsbegrænsningen indeholder dog en finesse, som måske kan få betydning på din arbejdsplads.
Dispositionsbegrænsningen er nemlig udmeldt som en begrænsning af ministeriernes driftsramme. Driftsrammen dækker både lønsumsmidler og øvrige driftsmidler (som er de penge, som bruges på al øvrig drift, herunder husleje, indkøb af kontorudstyr og lignende).
Det er således op til det enkelte ministerium at beslutte, hvor besparelsen skal lægges.
Hvis der er mulighed for det og vilje til det, kan man således forestille sig, at hele den udmeldte besparelse blev lagt på de øvrige driftsmidler, og der dermed slet ikke blev foretaget nogen besparelse i forhold til lønsummen. Og dermed ikke skulle foretages nogen fyringer.
Det er nok sjældent muligt at lægge hele besparelsen på de øvrige driftsmidler, da lønsummen ofte er den helt tunge post.
Dog er det vigtigt, at du er opmærksom på denne mulighed, da det trods alt kan tænkes, at dispositionsbegrænsningen ikke fordeles ligeligt, men at en forholdsmæssig større andel måske kan lægges inden for de øvrige driftsmidler.