Lang vej mod bedre tider

Af: Lars Qvistgaard

Der er antydninger om forbedring af økonomien – også selvom visse økonomer tvivler på bæredygtigheden af et begyndende opsving


Kære medlemmer,

Aktiemarkederne er på vej op. Boligmarkedet synes også at vejre morgenluft. Der er antydninger om forbedring af økonomien – også selvom visse økonomer tvivler på bæredygtigheden af et begyndende opsving.

Desværre må vi erkende, at den spirende optimisme er svær at overføre til overenskomstområdet.

Regeringens genopretningsplan og en hård opbremsning i det offentlige forbrug giver anledning til panderynker, hvor andre områder måske har en krusning i smilehullerne.

Antallet af afskedigelser er vokset betydeligt. Ansættelsesstop bremser mobilitet, og arbejdsgivernes rammer for lønnen er uhyre snævre. Overenskomstforhandlingerne starter med et minus. Vi modtager flere og flere henvendelser om mobning og dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Og for at det ikke skal være løgn, har den økonomiske krise sat pensionerne i pensionskassens afdeling 1 under pres.

Vi kommer til at levere et langt sejt træk mod bedre tider.

Men dette er ikke en klagesang. Selvom vi ikke har nogen aktie i krisen på det økonomiske marked, har vi et stort ansvar for at sikre gode rammer for de overenskomstansattes arbejde.

Året er derfor gået på at tilpasse de indsatser, som har betydning for de overenskomstansatte djøfere, så vi, som jeg også nævnte sidste år, fortsat er rustet til at møde udfordringerne og skabe resultater. Det vil lykkes, men det kræver benarbejde af os i bestyrelsen, af klubberne og de enkelte medlemmer.

Lønkommissionen dokumenterede, at vi har et enormt lønmæssigt efterslæb i forhold til vores privatansatte kolleger. Opretning af sådanne uligheder er ikke mulig indenfor det gældende lønsystem, og derfor lufter vi forslaget om nye lønordninger ved de kommende overenskomstforhandlinger OK11.

Løn vil som altid være i fokus ved forhandlingerne, men rammen vil være snæver, og derfor skal vi især have indrømmelser på arbejdsmiljøområdet og en større tryghed i ansættelsen.

I det hele taget skal vi være langt mere opmærksomme på vores arbejdsmiljø. Flere og flere henvender sig til Djøf rådgivningen, fordi de får det dårligt af at gå på arbejde.

Det er en væsentlig politisk indsats at sikre bedre viden om djøfernes arbejdsmiljø og stille os bedre, hvis vi bliver skadet af miljøet på vores arbejdsplads.

Beskæftigelsesindsatsen og håndteringen af afskedigelsessager er to sider af samme sag.

Politisk har vi sikret nogen opmærksomhed på akademikerledigheden. Men ikke nok og derfor arbejder vi aktivt på at sikre politisk opbakning til alle mulige initiativer, der kan skabe jobs til djøferne. 

Og for dem, der måtte bliver ramt af ledighed, arbejder vi for at optimere sagsbehandlingen, så de får den ypperste behandling for så vidt angår vilkår og mulighed for at komme videre.

Pension er måske ikke det mest hotte emne mens vi sparer op, men den økonomiske krise og den fortsat voksende levealder kræver, at vi interesser os for det.

Den politiske udfordring for pensionskassen er at sikre alle generationer bliver behandlet ligeligt og fair. 

Jeg er overbevist om, at vi har valgt de rette indsatser. Resultaterne taler i hvert fald deres tydelige sprog – vi har medlemsvækst og øget tilfredshed. Så på trods af de dystre udsigter, gør vi det godt!

Læs beretningen om hvad vi har gjort, og hvad vi vil gøre for at navigere igennem de hårde tider. Så har vi det bedst mulige afsæt, når vilkårene igen bliver bedre.

God læselyst

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op