Af Dorte Gotthjælp Nielsen
Lige meget hvad, så kan du og dine kolleger få feedback på jobansøgninger i Djøf.
Vi kan klæde dig på, så du kan planlægge og gennemføre en målrettet jobsøgningsproces.
Djøf giver feedback
Før eller siden vil krisen klinge af, og der vil komme endnu flere ledige stillinger. Heldigvis er der stadig en vis mobilitet på djøfernes arbejdsmarked, og vi ser pt. en stigning i antallet af kontraktgennemgange. Og når drømmejobbet kommer, så er det om at slå til.
Det kræver en god ansøgning og et gennemarbejdet CV at blive inviteret til en jobsamtale.
Du og dine kolleger kan trække på vores erfaring med den gode ansøgning og vi tilbyder derfor medlemmerne feedback på ansøgning og CV.
Du skal sende både et konkret stillingsopslag, CV og en ansøgning til stillingen ind. Så kan vi nemlig give den mest målrettede feedback. Du kan også få flere tips og tricks til jobsøgningen på www.djoef.dk/JobogKarriere.
Ting tager tid
Det er ikke nødvendigvis let at skrive en spændende og fængende ansøgning. Faktisk er der mange af vores medlemmer, som siger, at det er vanskeligt at fortælle og skrive om, hvor fantastiske de er til en bestemt stilling.
Det er også vores erfaringer, at en god ansøgning tager tid at lave.
At skrive en ansøgning er i princippet en mikroanalyse du skal udføre. Ud fra dine tidligere erfaringer, uddannelse og kompetencer skal du i ansøgningen få fortalt;
- hvorfor du vil have det nye job
- hvad du vil bidrage med i den nye stilling
- hvordan du vil og kan angribe opgaverne og
- hvad virksomheden dermed kan få ud af at ansætte lige netop dig.
Det er ikke nok bare at opremse alt det, du tidligere har lavet.
Du skal hjælpe virksomheden og læseren til at få et billede af dig som kollega og arbejdsressource i den nye virksomhed.
Går du rundt og spekulerer over næste skridt i din karriere så læs mere om, hvordan du kan lave et karrieretjek på www.djoef.dk/jobogkarriere eller få en karrieresamtale med én af Djøfs karrierekonsulenter.
Få feedback på din jobansøgning
- Det kræver, du sender ansøgning, CV og stillingsopslag ind
- Send dit materiale direkte til os på djoef@djoef.dk
- Djøf kontakter dig hurtigst muligt og typisk inden for 24 timer
- Husk at skrive et nummer, hvor du kan træffes
- Send dit materiale ind i god tid i forhold til ansøgningsfristen – så har du mere tid til arbejde videre på ansøgningen
Før du skriver
- Lav grundig research på arbejdspladsen og jobbet
- Er der nogen i dit netværk, som kender virksomheden eller arbejder der
- Skab klarhed over hvilke konkrete opgaver du skal lave
- Kontakt gerne arbejdsgiver med relevante og opklarende spørgsmål
- Sorter dine erfaringer, kompetencer, uddannelser og andre relevante aktiviteter i forhold til de konkrete arbejdsopgaver
- Vær klar på hvad der tiltrækker dig i det nye job