På dybt vand uden kontrakt

Af: Pia Duus Jensen

'Neeej, vi laver ikke kontrakter'. Får du det at vide på dit nye job, skal advarselslamperne blinke. For uden en kontrakt er du på dybt vand.


Kontrakten er alfa og omega, når du får nyt job, for uden kontrakt aner du ikke, hvad du kan forvente dig af din arbejdsgiver. Men nogle virksomheder undlader at lave kontrakter til deres studentermedhjælpere, fortæller forhandlingsafdelingen i Djøf, der har fået flere henvendelser fra studerende, som ikke har fået en ansættelseskontrakt i forbindelse med deres studenterjob.

'Måske opfatter nogle arbejdsgivere de studerende som løsarbejdere, der ikke skal have et ansættelsesbevis, eller også handler det måske om decideret ukendskab til loven', mener Camilla Hjorth Stræde, der er konsulent I Djøf.

Camilla Hjorth Stræde advarer studerende mod at acceptere det manglende papir på jobbet. Uden en kontrakt kan man ikke dokumentere det, hvis man har aftalt en anden timeløn end den, man reelt får. Man er heller ikke sikker på sine vilkår med hensyn til eksempelvis ansættelsens varighed, eller om man har ret til ferie ud over ferieloven.

Og selvom man måske tror det, betyder den manglende kontrakt ikke, at man er frit stillet, hvis man bliver træt af jobbet. Funktionærloven siger nemlig, at man skal sige op med en måneds varsel til den første i en måned. Og det gælder altid, når man laver funktionærarbejde, det vil sige eksempelvis kontorarbejde - også selvom man ikke har skrevet kontrakt.

'Det er et problem, hvis den studerende tror, man er i et retsløst forhold. Det er man ikke', mener Michael Rødbroe Kolbæk, der er formand for de studerede i Djøf, StudSamf. 'Selv om man ikke har kontrakt har man både nogle rettigheder og pligter, som man gerne skulle være klar over. Jeg kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvad det er arbejdsgiverne lover, som de ikke kan opfylde, siden de ikke vil lave ansættelseskontrakter'.

Det er hovedsagligt mindre, private virksomheder, der undlader at lave ansættelseskontrakter til deres studentermedhjælpere.

Kravet om en kontrakt gælder for ansættelsesforhold på mere end otte timer om ugen og af længere varighed end en måned. Hvis arbejdsgiveren forsømmer at lave en ansættelseskontrakt eller udelader nogle af de påkrævede punkter i kontrakten, har den ansatte krav på erstatning på mellem fem og titusind kroner.

Beskæftigelsesministeriet har dog netop haft et lovforslag i høring, som skal sætte erstatningen ned til 1000 kr., hvis der er tale om mindre udeladelser i kontrakten. Da der er tale om en umiddelbar forringelse af lønmodtagernes, og herunder de studerendes, vilkår kan Djøf ikke støtte forslaget om at sænke godtgørelsesniveauet.


Kontakt

Problemer med kontrakten? Kontakt Djøf (tlf. 33 95 97 90) eller klik på linket i boksen til højre og læs mere.læs

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op