Dette er en beretning om et års udvekslingsstudier på Institut d'Etudes Politiques de Paris (Sciences Po) En rugekasse for Frankrigs politiske elite.

Lad mig for god ordens skyld først henlægge tiden og opmærksomheden på februar måned år 2003. I denne kolde tid varmedes jeg tirsdag og torsdag aften på Institut Français i København for at stifte bekendtskab med det franske sprog, hvis smukke toner jeg i karrieremæssigt øjemed tilskrev en vigtig rolle. Efter jeg havde bøjet mit første franske verbum indtraf frankofilien, og imens semestrene fløj af sted med statskundskab om dagen og franske verber og sværmerier om aftenen, søgte jeg samtidig - via Københavns Universitet (KU) - studiepladser i Frankrig.

Jeg havde til lejligheden udarbejdet en overbevisende ansøgning, søgt anbefalinger fra mine tidligere undervisere, samt mødt op til samtlige møder om udveksling på KU, således at de ansvarlige for udvekslingerne ikke var i tvivl om, at jeg hjertens gerne ville til Frankrig. Efter nogle måneder tildelte Institut for Statskundskab ved KU mig en studieplads af et års varighed ved Sciences Po-Paris.

Således gik det til, at jeg blev tildelt en udvekslingsaftale gennem det navnkundige Erasmus-program på Sciences Po, en grande école fra 1871 beliggende i centrum af Paris. Som Frankrigs svar på Ivy League og Oxbridge kan størstedelen af den franske politiske elite siges at have frekventeret denne eliteinstitution, som blandt andet har uddannet Jacques Chirac og François Mitterrand, samt talrige andre præsidenter og præsidentkandidater

For at få adgang til Sciences Po-Paris skal de franske studerende bestå en optagelsesprøve, hvortil de fleste forbereder sig igennem et år på forberedende kurser. Trods det, og grundet den store efterspørgsel, består kun 10 procent af ansøgerne concours'en, den adgangsgivende eksamen til skolen. Forberedelseskurserne koster penge og gør yderligere sit til, at der er massiv social slagside på Sciences Po. De uofficielle forlydender bedyrer, at omkring 90 procent af eleverne på Sciences Po stammer fra de rigeste 10 procent af Frankrigs husstande.

Jeg var lykkelig. Nu havde jeg ved grundig indledende overvejelse, længere tids engagement og hårdt verbeterperi fået mulighed for at komme til Frankrig og forbedre mine sproglige færdigheder, så jeg i fremtiden både ville kunne arbejde og læse på fransk. Det havde været mit mål med de mange franskaftener.

Elitært terperi eller teoretisk traktortræk?

Det pædagogiske system på Sciences Po er hårdt, men retfærdigt. Man må maksimalt udeblive fra timerne tre gange, hvis man vil bestå et kursus, og undervisningen foregår fra mandag til lørdag fra kl. 8 til 22. Man har omtrent lige så mange timer om ugen som på et dansk gymnasium, og lærernes tone er formel og til tider irettesættende, når den enkelte elevs personlighed, holdning og dygtighed afvejes.

Timerne præges af empiri-terperi i modsætning til teori-terperiet på KU. I et uddannelsesmiljø hvor argumenterne er baseret på mange af verdens medier, samt Sciences Po's eget meget omfattende forskningsbibliotek, blev jeg vist vejen til virkeligheden. Det bedste eksempel er de til tider omfattende revue de presse (pressegennemsøgninger), hvor eleven forventes at gennemsøge alle relevante medier fra så mange sprogområder som muligt med henblik på at kortlægge mediedækningen af en bestemt sag og dermed også sagens natur. Mens man på den KU'ske elfenbensfæstning for statskundskab ofte bekymrer sig mest om epistemiske spidsfindigheder og diskursive narrativer, så kredser Sciences Po altså for verden derude. Det har jeg lært meget af.

At få eliteuddannelsen i sækken

I en global, frankofon kontekst kan Sciences Pos elitestatus meget vel betyde en ordentlig håndsrækning, hvis min karrierevej skulle gå udenlands. I Frankrig og i de tidligere franske besiddelser er færdiguddannede fra grandes écoles som Sciences Po nogle, som alene i kraft af deres diplom nyder en utrolig respekt i samfundet, og alene studiekortet kunne i Paris åbne mange døre, som ellers var lukkede i det uofficielt meget stratificerede franske samfund. Eksempelvis har bankerne specielle tilbud til Sciences Po-studerende, som ved oprettelse af en gratis konto får overført 100 euro af banken som startkapital til deres lyse fremtid og VIP-kundestatus.

På Sciences Po er cirka en tredjedel af de studerende ikke-franske, og det giver et fantastisk sammenrend af alverdens kulturer, erfaringer og holdninger. Sciences Po er derfor en nyttig platform for netværksdannelser på både fransk og internationalt niveau. Desuden kommer mange af de studerende fra de bedste universiteter i verden.

At måle sig med de bedste kan give én et tip om, hvor godt vi selv gør det i Danmark og på hvilke områder, man har sine svagheder. Kan det offentlige KU's masseuddannelse af danske hoveder matche den selektive franske elitemaskine? Noget tyder på det, for udover mine egne iagttagelser, så ligger KU ifølge internationale universitetsrangementer ofte ganske højt placeret. Dette illustreres af det anerkendte The Times Higher Education Supplement som i dets rangering af universiteter fra 2005 vurderer KU til at være det 20. bedste universitet i Europa (en plads højere end Sciences Po-Paris). Med alle forbehold for disse sammenligninger in mente, så giver de dog et praj om KU's udmærkede standarder, som til trods for en egalitær studenterstrategi stadig kan konkurrere med Frankrigs - og måske verdens - allerbedste.

Eliteuddannelse til masserne

Med en samarbejdsaftale imellem mit institut på KU og Sciences Po tog jeg et år til Paris. Der var altså intet odiøst over den måde, hvorpå jeg kom til at frekventere denne franske eliteinstitution. Faktisk er der hvert år mange ledige udvekslingspladser på grandes écoles i Frankrig og topuniversiteter i andre lande, som ikke bliver besat af de københavnske statskundskabsstuderende. Jeg kan kun forestille mig, at denne apati også er tilfældet på andre uddannelser, og jeg forstår vanskeligt, at mange af disse fantastiske muligheder for at komme til andre lande og få oplevelser og uddannelse på højt niveau ikke bliver grebet med kyshånd af de studerende. Hvorfor forhippe sig på mentalt strandende projekter med manglende studierelevans eller de mange og dårligt betalte studiejob i kopimaskinernes grønne skær, når KU både gør det muligt at rejse til fjerne himmelstrøg og at få en verdensklasseuddannelse? Når SU'en oveni købet følger med, er det en fantastisk mulighed, som jeg mener, flere burde benytte sig af så tidligt og hurtigt som overhovedet muligt.