Af: Mads Matzon
Hvad synes du om muligheden for at evaluere kursusfag på nettet?
Simon Bergmann Lassen, 25 år, læser cand.merc.fil. på CBS
Altså umiddelbart lyder det jo meget godt. Så man på en eller anden måde kan gå ind og evaluere deres undervisning, så de ikke bare kan blive ved med at undervise på et fripas i 30-40 år. Men på den anden side kan det også, måske uheldigvis i nogle henseender, skabe en dårlig stemning mellem lærere og elever.
Frederik Waaben, 21 år, læser jura på Københavns Universitet
Jeg synes, det er et udmærket initiativ. Det er en måde at komme de unge i møde på. Internettet er jo deres medie, så det, synes jeg, er fint nok. Det giver måske også mulighed for, at man kan ytre sig lidt friere end normalt.
Det er jo meget det samme som evalueringsskemaerne, der bliver uddelt. Der er jo anonymitet i begge tilfælde. Jeg synes, at det er et naturligt skridt at gøre det på nettet.
Det fjerner jo nok lidt af ansvaret, når man bare kan sidde og gemme sig bag sin computer og skrive et eller andet tilfældigt. Men man må jo stole på, at folk kan finde ud af at forvalte det ordentligt.
Magnus Øhlenschlæger Madsen, 28 år, læser historie på RUC
I princippet er det jo fint nok. Altså eleverne skal have en mulighed for at vide, hvilke lærere, der er kompetente, og hvem der ikke er. En evaluering skader jo ikke noget. Problemet er bare, hvis evalueringerne kører på personen og ikke det professionelle. Det bliver hurtigt nedladende og til en hetz.
De officielle skriftlige evalueringer, vi har haft på RUC i slutningen af året, er ofte lange og kræver for mange uddybninger. De bliver givet i slutningen af semesteret, to minutter inden fredagsbaren åbner. På det tidspunkt er der jo ikke nogen elever, der gider at bruge tid på det. Under de forhold er det svært at få en seriøs evaluering.