Efter måneder med eksamensstress, søvnløse nætter og ikke mindst kaffe er endnu et forsømt forår forbi, og en lang sommerferie ligger endelig for ens fødder. Det er dog ikke helt tilfældet for 57 studerende fra hele verden, der i stedet har valgt at tage to uger til Italien på et sommerskoleophold om menneskerettigheder. En af dem er Thomas Larsen, der til daglig læser jura på Aarhus Universitet.
Det azurblå Adriaterhav glimter i det fjerne. Vi er på terrassen i det lille nonnekloster i den italienske middelalderlandsby Ripatransone ikke langt fra Bologna. På andet år huser Theresa-søstrene i den lille bjergby lidt over 50 studerende, der er kommet fra tre forskellige verdensdele for at opsamle 5 ECTS points for kurset 'Human Rights in Cultural Contexts: Cultural Pluralism against Racism and Xenophobia. Communities vs. Individuals'.
En af deltagerne er Thomas Viskum Lytken Larsen, der lige er blevet bachelor i jura på Aarhus Universitet. For ham er hovedmotiverne for to ekstra uger med undervisning at få et nyt perspektiv på menneskerettighederne og muligheden for networking med ligesindede. Efter at have tygget lidt på spørgsmålet insisterer han på, at der desuden er ting, man kan lære på en sommerskole, som man ikke kan lære derhjemme:
'Indgangsvinklerne til fagene er mindre farvede, end hvis det bare var danske undervisere, og derudover er der en anden gejst og entusiasme, når man tager til udlandet for at blive undervist,' forklarer Thomas Larsen og siger videre om risikoen for, at der går ferie i den: 'Overraskende nok føler jeg ikke, at folk er kommet for at holde ferie, men at de lever op til et fagligt ansvar - måske fordi man også betaler for det.'
Hvordan gradbøjes menneskerettighederne?
Sommerskolens hjemmeside slår på et tværfagligt og internationalt miljø, og kigger man på den brogede sammensætning af både lærere og elever, er der helt sikkert ikke tale om tomme løfter. Ifølge Nicola Catellani, der er en af sommerskolens hovedkoordinatorer og til daglig underviser på Bologna Universitet, er formålet med kurset at få de studerende til at se spørgsmålene om menneskerettigheder fra andre faglige vinkler. Samtidig understreger han, at han og de andre arrangører også lægger meget vægt på det sociale - derfor bor og spiser alle sammen på klostret.
En typisk dag på sommerskolen har en forelæsning og paneldebat om formiddagen og workshops om eftermiddagen. Hver dag belyser underviserne et emne fra en udvalgt faglig disciplin. Skal man forhandle med terrorister? Skal man prioritere sikkerhed frem for mad, når man som FN bruger menneskerettigheder som udviklingsstrategi i Britisk Guyana? Hvordan vægter man fællesskabets krav over for individuelle rettigheder, som menneskerettighederne fremskynder? Dette er et udpluk af de problemstillinger, der bliver bragt på banen i lyset af faglige discipliner som blandt andet antropologi, sociologi, retsfilosofi og jura.
Nogle emner er meget kontroversielle og giver anledning til forvirring og til tider frustration blandt deltagerne. Herunder en workshop, der har til hensigt at give indblik i, hvor svært det kan være at klassificere mennesker i lovens forskellige kategorier. Workshoppen tager udgangspunkt i køn, og dens godt 25 deltagere får udleveret billeder af et lesbisk par, en hjemmegående husmor, en transseksuel og en dragking (den kvindelige pendant til en dragqueen, red.), der alle repræsenterer forskellige kønsidentiteter.
'Skal en dragking, som er en kvinde, der klæder sig som en mand, og på mange måder nyder godt af de samme sociale fordele i det offentlige rum som mænd gør, være genstand for eksempelvis positiv særbehandling af kvinder?', spørger læreren.
Hård kost for en rumæner.
Folk er ikke helt med. 'Ok,' siger hun og omformulerer sit spørgsmål: 'Hvad så hvis vi tager den transseksuelle. Hvordan klassificerer man hende, når det kommer til reproduktionsrettigheder?'. 'Transseksuel?! Jeg troede, det var en pige,' siger en australsk kvinde forundret. 'Hvad er en transseksuel?', hvisker en rumæner, for hvem dragshows og Love Parade tydeligvis ikke er en del af hverdagen. Frustrationen breder sig, men diskussionen tager en uventet drejning, da en studerende nævner, at det er svært at forholde sig juridisk til skæve kønsidentiteter, så længe lovgivningen bygger på en todelt opfattelse af køn - en kommentar, der vakte genklang hos læreren, men var sort snak for mange elever. Og sådan fortsatte det.
At man som underviser har sin sag for, hvis man vælger at undervise i gender-bending (gradbøjning af kønnene, red.) og queer-teori (teorier, der udfordrer traditionelle forestillinger om køn og seksualitet, red.) for en gruppe, der både rummer folk fra det landlige Rumænien og downtown Sydney, er indlysende. Men for de studerende bliver frustrationerne opvejet af det interessante i at se, at forskellige fag og problemstillinger bringer forskellige skillelinjer frem i en multikulturel og tværfaglig gruppe.
'Der er andre indgangsvinkler end ens eget fag, og de skal tages i betragtning, hvis man vil arbejde med menneskerettigheder i fremtiden,' forklarer studerende Thomas Larsen. Men de mange tilgange splitter ikke kun de studerende: På samme tid forener de også, da det multikulturelle miljø tvinger deltagerne til at sætte sig ind i andres synspunkter på deres præmisser. Thomas Larsen er da også sikker på at se mere til gruppen i fremtiden.
'Jeg har uden tvivl fået udvidet netværket. En del af oplevelsen hernede er også, at man lærer folk at kende, og det er jo også dem, man måske støder ind i senere i forbindelse med praktik og arbejde.' At der også er luft i kursusprogrammet til VM, shopping i Rom, grillaften, vinsmagning, strandture, reggaefestival og nonnekoncert gav også frit spil for netværkslystne studerende. Alt i alt er Thomas Larsen også meget glad for sit ophold: 'Jeg har aldrig rigtig overvejet at tage på sommerskole før, men nu kan jeg stærkt anbefale det. Det skal ikke undervurderes at få faglige inputs udenfor Danmark, især ikke hvis man læser jura,' afslutter Thomas Larsen.
Tag på sommerskole
Sommerskolen i Italien er arrangeret af Utrecht Network, som er et netværk af 31 højere uddannelsesinstitutioner i EU og Østeuropa, der arbejder med internationalisering. Ud over sommerskoler tilbyder Utrecht Network også internationale masteruddannelser. Fra Danmark er Aarhus Universitet med i netværket. For mere information se linket "Tag på sommerskole" øverst til højre.