Gadejurist på cykel

Af: Pia Duus Jensen

Læs artiklen fra StudSamf.Print nr. 4, 2006 om hvordan Emil Kiørboe yder juridisk førstehjælp.


Jurastuderende Emil Kiørboe slår jævnligt et smut forbi Skelbækgade i København, hvor de prostituerede holder til. Her uddeler han mad, 'værktøj' og kondomer - og yder juridisk førstehjælp

'Juridisk førstehjælp'. Sådan kalder jurastuderende Emil Kiørboe det arbejde, han laver som frivillig gadejurist. Et par gange om ugen får Københavns hjemløse og prostituerede besøg af gadejuristerne med deres Christianiacykel. Med i cyklen har de mad, 'værktøj' og kondomer - og tilbud om juridisk rådgivning eller en sludder.

'Vi hjælper gadens folk, når deres rettigheder er blevet trådt under fode,' fortæller Emil Kiørboe. 'Det kan være, at de har brug for at få aktindsigt i deres egen sag, hvis de er blevet trukket i kontanthjælp eller ikke kan komme i behandling. Nogle gange tager vi også med dem til lægen eller sagsbehandleren - eller måske har de brug for en vækkeordning, så de kan komme op til tiden og nå deres aftaler. Men tit handler det bare om, at vi skal lytte til deres problemer.'

I folkemunde kaldes Emil og hans kolleger 'dem med cyklen'. Det gør de, fordi den juridiske førstehjælp suppleres af blandt andet varme drikke og kondomer - serveret fra en Christianiacykel. 'Det er kvinderne, der har bestemt, hvad der skal være i vognen,' fortæller Emil. 'Derfor kommer vi med varme og kolde drikke, sandwicher, kondomer, glidecreme, spritservietter, kanyler og andet værktøj.' Samtidig skabes kontakten til brugerne gennem cyklen, når snakken går over en kop kaffe eller kakao.

Så var de selv ude om det.

Gadejuristprojektet er startet af gadejurist Nanna W. Gotfredsen, men det er den frivillige arbejdskraft fra jura-, socialrådgiver- og sygeplejestuderende, der holder projektet på benene. Emil Kiørboe havde undret sig over, hvorfor der ikke fandtes et gadejuraprojekt i København, da han læste en artikel i Djøf Bladet om Nanna W. Gotfredsen. 'Det var helt genialt,' siger han. 'Jeg tænkte, at de nok ikke kunne bruge mig til noget - jeg var jo kun lige startet på andet år. Men så så jeg på frivilligjob.dk, at de søgte frivillige - og så var de selv ude om det!'

Adgangsbilletten til at blive frivillig er ikke specielt høje karakterer, men vilje og lyst - og så skal man synes, at jura er sjovt. Man får heller ikke nogen anbefaling med, når man forlader jobbet som frivillig igen. Det er netop fordi, at gadejuristerne ikke skal gøre det for at forbedre deres cv, men fordi de synes, det er vigtigt og spændende.

Det er netop Emils motivation: 'Folk på gaden er spændende at arbejde med, fordi de lever på kanten af samfundet og ikke kan blive lukket ind - og måske heller ikke vil. Deres verden er en parallelverden, og gennem arbejdet prøver jeg at have et ben i hver verden - selvom jeg ikke bilder mig ind, at jeg nogensinde kommer til at forstå, hvordan det er at leve, som de gør. Og så vil jeg jo gerne være med til at ændre verden - men verden er så stor, så jeg tænkte, at nu starter vi på Vesterbro. Samtidig er det sjovt at lære det område, jeg bor i, at kende på en anden måde.'

Når systemet svigter.

'De mennesker, vi hjælper gennem Gadejuristen, er blevet krænkede hele deres liv. Og det bliver de stadig - ikke kun på gaden, men også i systemet,' fortæller Emil Kiørboe. 'Derfor er der i virkeligheden tale om et rettighedsprojekt, hvor vi hjælper folk med at holde fast i deres rettigheder. Mange gange svigter systemet, når folk bliver løsladt fra fængslerne og undervejs har mistet både deres lejlighed og kontanthjælp. På trods af at der er regler om, at sagsbehandleren sammen med brugeren skal lave en handlingsplan inden løsladelsen, sker det stort aldrig. Der går vi ind og gør opmærksom på, at der er et problem.'

Emil mener, at der er for store forventninger til gadens folk: 'Sidste år kom der nye regler om, at alle er sikret et bestemt rådighedsbeløb, selvom de skylder penge. Men problemet er, at folk selv skal opdage, at der er kommet nye regler - det kan man altså ikke forvente af hjemløse og prostituerede. Ofte har de alt for travlt med at få opfyldt deres umiddelbare behov for penge til stoffer eller spiritus til at kunne sætte sig ind i nye kontanthjælpsregler.'  

Her kan gadejuristerne bruge deres juridiske kompetencer til at hjælpe. Der findes dog ikke altid en løsning på problemerne: 'Det er ikke altid, at vi kan hjælpe folk med deres problemer, men derfor skal vi stadigvæk være til stede og lytte til dem. Uden at blive missionerende,' fortæller Emil, inden han tager ud på sit Vesterbro for at spille billard med en af gadens folk.

Bliv frivillig gadejurist.

Der er brug for frivillige i Gadejuristen, som går på gaden med cyklen to gange om ugen: onsdag aften i Skelbækgade og fredag formiddag i Reventlowsgade. Som frivillig kan man både gå ud med cyklen og deltage i det juridiske arbejde. Gadejuristprojektet  af jurist Nanna W. Gotfredsen og drives primært af frivillig arbejdskraft. Læs mere via linket Gadejuristen og Frivilligjob i boksen øverst til højre på siden.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op