En gruppe danske studerende oplevede en lille bid af historien, og trodsede KGB for at støtte hviderussernes kamp for demokrati.
Kom ikke tilbage til hotellet! Det var budskabet i en sms-besked Lena og to andre danskere fik på sin første dag i Hviderusland. Lena havde netop afsluttet sin første exitpoll, og nu stod det helt klart, at efterretningstjenesten var på sporet af hende og hendes venner. Adrenalinen pumpede i blodet, men Lena forsøgte at trøste sig med, at det værste der kunne ske, var at de blev sendt hjem igen. De tre venner Lena, Jens Jonatan og Martin var opfyldt af en stærk vilje til at fuldføre missionen. Ingen mand med skæg og blå briller skulle få dem til at tvivle på, om det de gjorde var det rigtige. De var på en mission for demokrati og frihed. Og de var trods alt ikke blevet fanget endnu.
De havde en mission
'Vi skulle være med til at slå et slag for demokratiet og afsløre, hvis det her valg ikke foregik ordentligt,' siger Jens Jonatan Steen, som var sammen med Lena i Hviderusland.
'Vi skulle vise hviderusserne, at vi var der og støttede dem, og hvis de havde en oprørstrang, så skulle de gøre det, og vi skulle nok være der og støtte dem,' istemmer Lena med glødende øjne. Det er tydeligt at både Jens Jonatan og Lena har fået vakt deres indre oprørstrang af turen til Hviderusland. De ligner ikke længere almindelige danske studerende, der brokker sig over for lav SU og for mange eksamener. Men de har også prøvet noget, som de fleste af os kun ser på film. Som en del af initiativet 'Friends across borders' har de været med til at trodse så store kræfter som selveste efterretningstjenesten. En efterretningstjeneste, der stadig hedder KGB, ligesom i Sovjetunionens tid.
De tog af sted for at lave exit polls, og på den måde undersøge om valget i Hviderusland foregik demokratisk. Lena Azimi er 26 år og læser russisk og østeuropæiske studier ved Københavns Universitet, og Jens Jonatan Steen er 24 og læser forvaltning på RUC. Umiddelbart er de bare to idealistiske studerende med en god portion eventyrlyst. Oprindeligt var de to ud af en delegation på 200 unge fra flere europæiske lande, der skulle til Hviderusland for at observere valget. Der er ikke nogen hviderussisk ambassade i Danmark, og derfor mødtes de i Litauen for at søge visum der, og derefter fortsætte med tog ind i Hviderusland. Men der gik ikke længe før ambassaden fandt det mistænkeligt, at så mange danskere pludselig ville på ferie i Hviderusland, og Jens Jonatan skønner, at omkring 120 af valgobservatørerne blev afvist af den hviderussiske ambassade. Jens Jonatan og Lena var imidlertid blandt de heldige, som kom tidligt ind i landet.
Ikke bare paranoia
Men Jens Jonatan og Lena havde åbenbart ikke opbrugt deres held endnu, for det lykkedes dem også at være det rigtige sted, da KGB rømmede 'Friends across borders' hovedkvarter tirsdag den 14. februar 2006.
I Hviderusland løber valget over flere dage, og det skulle slutte om søndagen. Tirsdag var den første dag valgsstederne havde åbent, og Lena var ude i felten og interviewe vælgere, da der tikkede en sms-besked ind om, at syv var blevet taget til afhøring, og at hovedkvarteret og hotellet nu var en farezone. KGB nøjedes ikke med at afhøre de folk, de fandt på kontoret, de gennemsøgte også computere og USB-nøgler for oplysninger. Derefter vidste KGB ikke alene, at Lena, Jens Jonatan og Martin var i landet. De kendte også deres pasnumre.
Forfølgelsen blev helt åbenlys, da hviderussisk tv og radio bragte billeder og efterlysninger af de tre danskere, som de omtalte som 'rakkerpak'. Tv-billederne stammede fra et overvågningskamera i metroen. Lena, Jens Jonatan og Martin kunne ikke vende tilbage til hotellet.
Men Jens Jonatan og Martin ville gerne have deres bagage tilbage. Hvad gør man så? I bedste spionfilmstil får man da nogle hviderussere til at hente bagagen og lægge den i en opbevaringsboks på banegården. Derefter afleverer de så nøglen til boksen til en anden hviderusser, som igen giver den til en tredje person, der til slut afhenter bagagen og afleverer den til de retmæssige ejere.
Samtidig måtte de tre unge være lige så forsigtige med sig selv, som de havde været med bagagen. De måtte helst ikke tale dansk, når de var ude, og de boede på skift hos forskellige venligtsindede hviderussere. Unge hviderussere bor ikke lige så godt som danske studerende, erfarede de, og måtte blandt andet sove alle tre i samme seng.
Trods den evige nervøsitet lykkedes det alligevel de tre venner at more sig lidt. Særligt morede den lille forfulgte gruppe sig over Lenas teori om, at en nydelig midaldrende kvinde på en restaurant i virkeligheden arbejdede for KGB og forfulgte dem. Grinene stilnede af, da de gang på gang støtte på kvinden, som samtidig blev mere og mere åbenlys i sin tilgang til dem. Hun kunne stå kun tre meter fra dem, og stirre direkte på dem i en halv time ad gangen. Men hun henvendte sig aldrig til dem, og det lykkedes dem på en eller anden måde at undgå at blive arresteret.
Historiens vingesus
Det lykkedes at komme gennem valgugen og som afslutning på det hele, tog de til demonstration på valgets sidste dag. De startede med at holde sig i udkanten af menneskehoben, men efterhånden som timerne gik, lod de sig bogstaveligt talt rive med og endte inde i midten af demonstrationen. Jens Jonatan mener, at der har været omkring 15.000 mennesker på Oktoberpladsen. Selv om kun Lena forstod russisk, kunne de begge forstå, hvad der blev råbt: 'Frihed, demokrati, nyvalg!' og 'længe leve Hviderusland'. Der var begejstring, glæde og kampgejst, fortæller Lena. Det var en god oplevelse, der var ikke optakt til vold eller vredesudbrud over følelsen af uretfærdighed og magtesløshed. Militæret og politiet var hele tiden i nærheden sammen med trusler om dødsstraf til dem, der demonstrerede. Alligevel var tusindvis af mennesker mødt op. De turde stå frem og vise deres oprørstrang på en fredelig måde.
'Jeg følte, at jeg var vidne til historien. Vi er en generation, som ikke har oplevet det her, så det var utroligt at se med egne øjne, hvor meget frihed betyder for det enkelte menneske. Det var meget smukt og jeg er meget stolt over at have været en del af det,' siger Lena. Det er som om man stadig kan se flagene og de råbene menneskers spejlbillede i hendes øjne.
Revolution på hjernen
For Jens Jonatan blev den største oplevelse, da deres 18-årige tolk sagde til ham: 'Det er så vigtigt, at I har været her, og I må love os at komme igen!' Tolken blev hentet af sine forældre den aften, fordi de var bange for, hvad demonstrationen kunne udvikle sig til. Men selv om de var bange, havde de med den største selvfølgelighed sagt ja til at huse de tre danskere.
'Bare det, at vi har været der og vist, at vi støtter Hviderusland, gjorde en forskel. Det beviste over for dem, at de ikke er alene i Hviderusland, og at kampen for frihed og demokrati ikke er forgæves,' siger Jens Jonatan, som tydeligvis er blevet styrket i troen på, at der er håb for hviderusserne. Da han kom hjem følte han sig rastløs og havde svært ved at samle sig om hverdagsting, og han snakkede meget i telefon med sine nye hviderussiske venner. Nå ja, og så arrangerede han også lige to demonstrationer for Hviderusland herhjemme. Både for Lena og for Jens Jonatan har det været svært at finde jordforbindelsen efter de kom hjem. Begge blev også noget overraskede over de danske mediers udlægning af begivenhederne i Hviderusland.
'Det var som om, der var en skuffelse over, at Hviderusland ikke blev et nyt Ukraine, men der er altså sket noget meget stort i Hviderusland. Billedet er blevet fordrejet af journalisterne herhjemme, for 15.000 mennesker er det største antal demonstranter i Hviderusland nogensinde' fastslår Jens Jonatan og Lena er enig. De mener begge, at selv om der ikke kom en fysisk revolution, så skete der en revolution i hovedet på den hviderussiske befolkning. De turde at stå frem og vise deres utilfredshed, og det er et stort skridt for mennesker, der lever i et diktatur. Følelsen af fremgang og håb har givet både Lena og Jens Jonatan blod på tanden, og de håber begge på at kunne vende tilbage til Hviderusland en dag. Men det er meget usikkert, om de kan blive lukket ind, nu hvor de står på KGBs sorte liste.