Nedskæringer på universiteterne og forslag om at skære i SUen kan åbenbart ikke ophidse de studerende, eller kan det? Vi har spurgt en række studenterpolitikere, om der kan komme et nyt studenteroprør.

Hober af vrede studerende, der råber slagord foran Christiansborg er efterhånden et sjældent syn. Den demonstration, der var mod nedskæringer i midten af marts, bestod mest af skole- og gymnasieelever og var desuden meget fredelig. Den varede cirka en time, og så tog demonstranterne hjem i god ro og orden. Hvor var kampgejsten henne?

Tradition for dialog

Mens millioner af franske studerende marcherer gennem gaderne med bannere og slagord, samler de danske studerende underskrifter ind uden det store drama. Den forskel er kulturelt betinget, mener Jeppe Mulvad Larsen, der er uddannelsespolitisk ordfører for Studentersamfundet ved Aalborg Universitet.

'Det ligger ikke rigtig til de danske studerende at gøre oprør. Danske studerende har for længst indset, at man kommer langt med dialog. I Studentersamfundet har vi også lagt den linje, at vi skulle gå i dialog med ministrene,' siger Jeppe Mulvad Larsen.

Pernille Skipper tolker også den manglende kampgejst som en følge af tradition for dialog. Hun er aktiv i netværket '3 procent', som er et netværk af studerende mod nedskæringer på Københavns Universitet.

'Det første, man skal gøre, er helt sikkert at snakke om det. Der er hele tiden kontakt mellem de studerende og politikerne, og vi prøver at komme igennem på et parlamentarisk grundlag,' siger Pernille Skipper.

Studentersamfundet ved Aalborg Universitet holder sig til den fredelige linje. De har takket nej tak til at marchere i demonstration med gymnasieelever, fordi gymnasiasterne var for voldsomme i deres metoder.

'Hærværk kan vi selvfølgelig ikke støtte. Men vi har lavet underskriftindsamlinger for bevarelse af gruppeeksamen, og det ser jeg ikke som oprør,' siger Jeppe Mulvad Larsen.

Optakt til oprør

'Der skal være en sag, som rammer de studerende på en måde, så de virkelig kan mærke, at det går ud over dem. Vi mærkede for eksempel en stigende interesse for studenterpolitik i forbindelse med sagen om gruppeeksamen,' svarer Jeppe Mulvad Larsen til spørgsmålet om, hvorvidt der kan komme et nyt studenteroprør. Han tror ikke, at de studerende vil gøre oprør så længe, der er en god dialog med politikerne. Universitetsstuderende har et godt og nært forhold til ministrene, som man ikke bare vil sætte over styr, mener han. Men den tror Pernille Skipper ikke på, hun synes nemlig ikke at politikerne lytter nok til de studerende.

'Dialogen ser ikke ud til at virke. Det gør mig vred, og jeg får lyst til aktivere folk omkring mig. Hvis politikerne ikke lytter til os, så bliver vi nødt til at vise dem, at vi er mange og at de skal lytte til os,' fastslår Pernille Skipper. Hun mener, at '3 procent-netværket' netop er et udtryk for, at politikerne ikke lytter nok, og at de studerende er utilfredse med deres vilkår. Grupper som '3 procent' er med til at bakke op om det parlamentariske arbejde og vise, at der står mange bag de studenterpolitikere, som taler studerendes sag over for politikerne.

Jakob Muus, der er formand for de studerendes råd på Copenhagen Business School er enig med Pernille Skipper i, at politikerne ikke lytter til de studerende.

'På trods af det fantastiske arbejde Mads Svaneklink fra Danske Studerendes Fællesråd laver oppe på Christiansborg, så bliver der bare nikket og arbejdet i en anden retning. Politikerne sidder 28 led fra os og mener, at de ved, hvad der er bedst for os. Det er naivt,' siger Jakob Muus. Hans egen motivation til at demonstrere ligger netop i det forhold, at politikerne har mistet tilliden til de studerende. 'Jeg vil slås for, at vi bevarer vores indflydelse. Studerende ved bedst, hvad der virker,' siger han.

Pernille Skipper mener også, at de studerendes indflydelse er blevet indskrænket. Det kan man se helt konkret i den nye universitetsreform, mener hun.

'Beslutningskompetencerne er generelt blevet lagt over til dekaner og rektorer. Indflydelsen er fjernet og magten lagt over til enkeltpersoner.'

For travlt til oprør

Netop indflydelse på universiteterne var et af de vigtige punkter i tressernes studenteroprør. Blandt andet fik de studerende tilkæmpet sig halvtreds procents repræsentation i studienævnene. Pernille Skipper er ikke alene om følelsen af, at indflydelsen nu er på vej ud igen.

'Vi har haft det rigtig godt siden '68. Nu er det ved at ændre sig igen, og i min drømmeverden ville de studerende rejse sig lige nu og råbe: Nej!,' siger Jakob Muus. Men han erkender samtidig, at det er svært at mobilisere kræfterne til et oprør, fordi de studerende har det godt lige nu. Men hvis politikerne får frit løb til at stramme skruen, så har de studerende det ikke længere godt om fem år, mener Jakob Muus.

'Man har for travlt til at gøre oprør, fordi systemet fordrer, at man har travlt, og derfor har man ikke engang tid til at tænke nærmere over det system, man er i,' pointerer Jakob Muus.

Pernille Skipper er enig i, at de mange krav der stilles til de studerende gør det svært at finde kræfter til at kæmpe imod.

'Der er en masse mekanismer, der stresser os. Blandt andre SU-stramninger og nedskæringer, der betyder mindre undervisning, så vi få derfor mere ansvar for os selv. Man bliver nødt til at koncentrere sig om, hvad der er godt for en selv og får mindre tid til at koncentrere sig om, hvad der er godt for fællesskabet,' mener Pernille Skipper.

Både Jakob Muus og Pernille Skipper mener, at studerendes vilkår på et tidspunkt vil være så forringede, at der kommer et nyt studenteroprør. Faktisk håber de, at de studerende på et tidspunkt vil sige fra over for politikerne.

'På et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at sætte foden ned over for den uddannelsespolitik, der bliver ført i dag. Enten det eller også må vi acceptere den, og jeg håber, vi sætter foden ned,' fastslår Pernille Skipper.