Mor og far betaler

Af: Ida Alsing

Mens danske studerende typisk er 20-21 år, når de starter på en videregående uddannelse, er belgiske studerende almindeligvis omkring 18 år.


Hele 50 procent af de belgiske studerende starter på deres uddannelse som 18-årige. En af dem er Christophe Diercxsens, der for øjeblikket læser et semesters statskundskab ved Københavns Universitet. Han er 21 år og får sin mastergrad i Belgien om et år.

'Næsten alle starter, når de er 18-19 år. Der er næsten ingen, der tager sabbatår, fordi de job, man kan få efter gymnasiet, er for dårlige. Det handler om at få et diplom, så man kan få et godt job,' fortæller Christophe Diercxsens. '

De belgiske studerende får ikke SU på samme måde som i Danmark. Baseret på deres forældres indkomst kan de blive tildelt stipendier, men de fleste får ikke noget uddannelsesstøtte fra staten. Samtidig skal de studerende betale for at læse ved universitetet. Brugerbetalingen ligger typisk på 500-600 Euro om året, hvilket svarer til 3800-4500 danske kroner. De studerende betaler ikke selv, det gør deres forældre. Christophe Diercxsens forældre betaler alle hans udgifter: husleje på hans værelse i universitetsbyen, bøger, mad og tøj. Af og til tager han et feriejob for at have til lidt forbrug som for eksempel biografture og rejser.

'Så længe du er studerende, bliver du forsørget af dine forældre. Så snart man bliver færdig med studierne, forsørger man sig selv,' fortæller Christophe Diercxsens. Han og hans studiekammerater bor i værelser i universitetsbyen på hverdage, og i weekenden bor de hos forældrene.

'Det er som at have fem dages selvstændighed og to dage derhjemme,' fortæller Christophe Diercxsens. Hans lillesøster har valgt et universitet i den by, hvor forældrene bor, og derfor bor hun hjemme, mens hun studerer. Det er helt almindeligt i Belgien, fortæller Christophe Diercxsens. Man lever lidt på forældrenes nåde, og hvis de ikke vil betale de 2000 kroner om måneden for et værelse, så må man blive boende hjemme. Selv om forældrene har forsørgerpligt, så er der udgifter, der kan skæres ned på, hvis de ikke er tilfredse med deres barns indsats på studiet. Det er meget ualmindeligt at flytte permanent hjemmefra, mens man studerer, fordi det er for dyrt.

'Hvis presset for at bestå sine eksamener ikke kommer fra regeringen, så kommer det fra forældrene. Mine forældre har sagt, at de vil betale for mit værelse, så længe jeg består mine eksamener. Det er et pres, men det virker,' fortæller Christophe Diercxsens. Når han sammenligner sig med danske studerende, kan han se, at han har et mere nært forhold til sine forældre. Til gengæld virker de danske studerende langt mere modne og selvstændige, synes Christophe Diercxsens.

'Jeg tager måske en master mere, når jeg bliver færdig, for jeg kan godt lide studielivet. Så længe mine forældre vil betale, så vil jeg gerne fortsætte. Jeg er kun 22 år, og jeg synes, det er lidt tidligt at komme ud og arbejde.'

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op