Eksaminer samlet, bedøm individuelt

Af: Jeff Jørgensen

Studerende, der har lavet et fælles eksamensprojekt, skal både vurderes for deres gruppepræstation og individuelle præstation. Derfor skal eksaminationen ske samlet, men bedømmelsen være individuel.


To be or not to be - i en gruppe. Det er ikke det relevante spørgsmål. I hvert fald ikke ifølge videnskabsminister Helge Sander. Det er derimod spørgsmålet om, hvordan de studerende sikres en individuel bedømmelse, når de går til eksamen på baggrund af et fælles projekt.

'Det er den enkelte studerendes faglighed, der skal prøves ved eksamen. Karakterbeviset tilhører den enkelte, og derfor skal der også ske en individuel eksamination,' siger han og vil derfor ændre den nugældende bekendtgørelse om eksamener, så det udelukkes at eksaminere flere studerende på en gang. Det er ikke godt nok, når der i dag står skrevet, at også gruppeeksamener skal ske med individuel bedømmelse. Den fælles eksamination skal slet ikke være mulig.

Ideologisk - ikke fagligt - projekt.
På universitetet i Aalborg undrer de fleste sig over regeringens manøvre, når nu de allerede sikrer individuelle bedømmelser - også til gruppeeksamener. Allan Næs Gjerding er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, og han mener, at hele spørgsmålet om afskaffelse af gruppeeksamen i virkeligheden handler om at manifestere sig politisk.

'Regeringen har gang i et ideologisk projekt. Men så bør den komme ud med det i stedet for argumenter, der ikke er faglig og pædagogisk begrundet,' siger han.

Gruppeeksamen er mere grundig.
En gruppeeksamen foregår ved, at der først er en fælles dialog om projektet mellem gruppen og eksaminator, og derefter sørger eksaminator og censor for at inddrage hver enkelt studerende i særskilt dialog. På den måde får man en særlig god bedømmelse, fortæller Allan Næs Gjerding, der har eksamineret elever på mange forskellige måder gennem 20 år. Han fremhæver som den første fordel selve den situation, som eksamensformen skaber. Det, at de studerende skal levere en præstation i en gruppesammenhæng, matcher nemlig kravene på en arbejdsplads, hvor de hele tiden skal få deres individuelle faglige kompetencer til at spille sammen med andres. På den måde bliver eksamen også en lærerproces, fordi de studerende skal leve op til samarbejdskrav ud over pensum.

For det andet fremhæver han, at bedømmelsen er bedre. For i en gruppeeksamen engageres de studerende i diskussionen både som individer og som gruppe. Så bredes den faglige spændvidde mere ud.

For det tredje undgår man de tilfældigheder, som individuelle eksamener ofte er præget af, mener Allan Næs Gjerding. En individuel eksamen har i langt højere grad end en gruppeeksamen karakter af faglige punktnedslag over kort tid, mens en gruppeeksamen er fagligt mere omfattende både i tid og i synergien mellem de studerende. Fundamentet for at bedømme bliver derfor større, og det forklarer, hvorfor karakterudsvingene er mindre ved gruppeeksamener.

'De er simpelthen mere grundige,' konkluderer han og tilføjer, at de mere ens karakterer i en gruppe også skyldes, at de studerende typisk indgår i grupper, hvor de andre har samme faglige niveau.

Allan Næs Gjerding fortæller også, at de har fået positiv respons fra de virksomheder, de har kontakt med. De er glade for kandidaterne og ser gerne, at universiteterne fortsætter med at eksaminere samlet og bedømme individuelt. 

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op