Slut med 13-taller
Undervisningsminister Bertel Haarder vil have 13-skalaen afskaffet. Den nuværende karakterskala er for svær at sammenligne med andre landes måder at opgøre karakterer på, mener ministeren. Han vil i stedet have indført den 12-skala, som Karakterkommissionen fremlagde forslag om sidste år. De nye karakterer er -3, 0, 2, 4, 7, 10 og 12 - det vil i det nye system være slut med 13-tallerne. -3 kan sammenlignes med det nuværende 00, som gives for den helt utilstrækkelige præstation.
'Det er meget afgørende for vores studerende, at de kan forklare, hvad deres karakterer betyder, og hvordan de kan sammenlignes,' siger Bertel Haarder til Politiken.
Det går godt med økonomien
Endelig er der kommet skub i tilgangen af nye studerende til økonomistudiet. På landsplan er der optaget 422 nye studerende på økonomistudierne mod 339 sidste år.
Fremgangen kan primært mærkes i København, hvor 257 nye studerende skal i gang med at studere pengenes strøm i samfundet. Sidste år startede 199 studerende på økonomi ved Københavns Universitet. I Århus er der også en lille fremgang på 15 studerende i forhold til sidste års optag.
RUC og Aalborg bedst til fastholdelse
Roskilde Universitetscenter og Aalborg Universitet er bedst til at få de studerende gennem en samfundsvidenskabelig uddannelse. I hvert fald når det handler om at gennemføre studiet på normeret tid og undgå, at studerende dropper ud. Tal fra Rektorkollegiet viser, at henholdsvis 62 og 57 procent af de samfundsvidenskabelige studerende gennemførte deres bachelorstudium på normeret tid i 2004. I Århus, København og Odense er antallet af bachelorer, der har læst på normeret tid kun omkring 30 procent. Også når det kommer til frafald, er det de studerende i Roskilde og Aalborg, der klarer skærene bedst med frafaldsprocenterne 22 og 23 procent på bachelordelen. De tre andre universiteter har alle omkring 30 procents frafald på bachelor delen. Rektorkollegiets opgørelse kan ses på www.rks.dk, hvor der også findes opgørelser fra tidligere år.
Vær flittig og bliv belønnet
Socialdemokraterne vil belønne flittige studerende, der gennemfører studiet på normeret tid. Belønningen for at læse normeret skal være kontant i form af et halvt års SU, der gives som reduceret studiegæld. Det svarer til cirka 25.000 kroner.
Samtidig vil Socialdemokraterne love unge under 21 år adgang til deres drømmestudium som belønning for at starte tidligt på en uddannelse.
'Forslagene er en del af vores velfærdsudspil. Her foreslår vi, at de ældre bidrager ved at blive lidt længere, og altså også at de unge gør det samme ved at komme lidt hurtigere ind. Det er et kollektivt ansvar på tværs af generationer at bidrage til velfærdssamfundets fremtidssikring,' siger uddannelsesordfører for Socialdemokraterne, Christine Antorini til Information 19. august 2005.
Hvor gammel bliver du?
På Diplom- og Teknikumingeniørernes pensionskassens hjemmeside kan du tjekke, hvor gammel du bliver. Der gives dog - desværre - ingen garanti for, at den beregnede levealder holder. Et af spørgsmålene, der beregnes ud fra, er, hvor højt et uddannelsesniveau du er på.