Tag på højskole

Af: Marianne Gosvig Rasmussen

Kunne du tænke dig at blive undervist af Hans Engell, Poul Nyrup Rasmussen eller Connie Hedegaard? Kender du følelsen af, at hjertet nærmest springer ud af brystkassen, når du skal holde oplæg foran dit hold?


Føler du dig fanget i specialesumpen? Så er løsningen måske at tag et break og tag på højskole.

Der er i alt 81 højskoler i Danmark, og Stud.Samf. har set på tre af tilbudene: Politik i Esbjerg, drama i Herning og specialeskrivning i Vestbirk.


Politik i Esbjerg

På Esbjerg højskole er der oprettet en højskole for politik, hvor prominente gæstetalere som Mogens Lykketoft og Jørgen Goul Andersen forelæser, og hvor du prøver at være borgmester eller byrådsmedlem i en uge. Johannes Lundsfryd, der er primus motor for projektet, fortæller:

'Opholdet skal bidrage med en empirisk dimension ved at den enkelte elev skal prioritere mellem f.eks. plejehjemspladser eller flere undervisere i den lokale kommuneskole.' Den dimension kan mangle på universiteterne, mener han. Kurset kører nu i foråret med mange tilmeldte. Næste gang er foråret 2006.

Drama og kommunikation i Herning

På Herning Højskole anbefaler forstander Preben Thisgaard, at universitetsstuderende deltager i kurset Bedre end sommerferie. Kurset stækker sig over to måneder i sommerferien og indeholder bl.a. øvelser i drama, kommunikation og retorik, hvor den studerende får redskaber til at tackle nervøsitet ved at holde oplæg. Øvelsen kan også forbedre procesdisciplinen for jurastuderende, der senere skal begå sig i en retssal. Derudover underviser de bl.a. i hurtiglæsning og EDB.

'Jeg har selv en bachlorgrad i samfundsfag, og de redskaber, som vi mener eleverne kan få med herfra, er nogle jeg brugte år på at tilegne mig,' siger Perben Thisgaard. Han forestiller sig, at alderssammensætningen på holdet bliver mellem 20 og 35 år. Mange studerende vil kunne bruge deres sommerferie på at forbedre studieteknikken, samtidig med at de tilegner sig nogle menneskelige kvalifikationer. Selvom studerende skal droppe sommerferiearbejdet og i stedet betale 8.000 kroner, mener han pengene er godt givet ud.

Specialeskrivning i Vestbirk

På Vestbirk Højskole udbyder de et ophold for specialeskrivende. Forstander Ole Kobbelgaard fortæller med en smule stolthed i stemmen, at initiativet kom fra tidligere elever, der ønskede at komme tilbage for at få fred og ro til skriveprocessen. Netop fred, ro og praktiske rammer giver mulighed for at arbejde dagen lang. Der skal for eksempel ikke købes ind og laves mad, men som Ole Kobbelgaard siger med et smil på læben:

'Det er ikke et hotel, man skal også kunne fungere i dagligdagen, når man kommer hjem.' Men netop ideen med at forlade de faste rammer for at skrive sit speciale advarer studiechef ved Københavns Universitet Jakob Lange dog om

'Det at tage på højskole behøver ikke være en dårlig ide. Men man skal blot huske, at når specialet er færdigt, skal man kunne magte hele livet og ikke kun arbejde eller sjov. Og man skal passe på med at trække specialet i langdrag og lade sig friste af for mange overspringshandlinger.' Men der er et behov, mener Ole Kobbelgaard:

'Vi har fået langt flere tilmeldinger til forårsholdet, end vi har nået at installere trådløse netværksforbindelser.'

Speciale eller ej. Har du mod på et højskoleophold et halvt år, et par måneder eller fjorten dage, så tjek mulighederne på

Højskolerne.dk.


Ophold på højskole

Der er 81 højskoler i Danmark. Et ophold varer mellem 1  og 25 uger.

Eleverne er typisk mellem 18 og 35 år.

Gennemsnitsprisen for et langt ophold er 1.200 kroner om ugen for mad og logi mv. og lidt dyrere for korte kurser.

Du kan søge kommunen og højskolerne om støtte og i øvrigt søge legater.

En undersøgelse blandt højskoleeleverne viser, at hver femte har taget opholdet for at holde en pause fra sin uddannelse.



Det bedste jeg har gjort

Ideen om, at højskoler er for forvoksede efterskoleflippere på 20 år, der mangler retning i livet, trænger til en opdatering. Et højskoleophold er også oplagt for dig, der er i fuld gang med en uddannelse. Pernille Bundgaard tog afsted efter sin bachelor.


24-årige Pernille Bundgaard trængte til at break fra studiet. Efter hun blev bachelor i Administration og Samfundsfag ved Aalborg Universitet, var hun træt af at sidde med næsen i bøgerne. Hun var i tvivl, om hun havde valgt det rigtige studie, om det var for teoretisk. Hun havde længe haft en interesse for guldsmedefaget, og på Vrå Højskole fik hun mulighed for at arbejde med faget i et halvt år. Derudover gav opholdet hende, som hun selv siger, afstand til det, hun var i gang med, og som hun var træt af.

'En sådan afstand kan være nødvendig for, at man opnår klarsyn omkring sin situation og ser kvaliteterne i sin uddannelse. Det havde jeg svært ved før.' Pernille Bundgaard har svært ved at sætte ord på, hvad der gjorde forskellen, men hun fik afklaret, at hun ikke ville guldsmedefaget som profession, men kun som hobby.

'Jeg har ikke den energi, det vil kræve i den branche at skulle jage en elevplads i fem år og stadig være usikker på, om jeg kan fortsætte i fremtiden.' Men hun beundrer de mange mennesker, hun mødte på højskolen og som brændte for deres fag:

'Jeg har mødt mange spændende mennesker, som drømmer om at arbejde med noget helt andet end det, jeg vil komme til at arbejde med. Typisk meget mere kreativt som for eksempel guldsmede eller fotografer.' Hun ville ikke tage på et nyt halvt års ophold, men kunne sagtens finde på at tage nogle uger af sted igen. Og det gør hun nok også til den temauge, Vrå Højskole arrangerer for gamle elever. Hun tøver ikke med at anbefale et ophold til andre:

'Det giver en ny slags mod på tilværelsen,' siger hun.



Handler om at lære nyt på ny måde

23-årige Hong Quang Hatog var på højskole umiddelbart før, han begyndte på statskundskab i Århus. Vennerne havde anbefalet ham det, og derudover ønskede han almen dannelse og mulighed for at være kreativ og evne til at fordybe sig. Ry Højskole gav ham de muligheder:


'Jeg fik en masse gode venner og kan uden tvivl sige, at det at tage på højskole er det bedste, jeg har gjort i mit liv. Man skal bare huske, at det ikke er ren afslapning, og man skal have lyst til at lære noget nyt på en ny måde - ellers går det ikke.'  I forhold til at studere i almindelighed, og at studere statskundskab i særdeleshed, finder Hong Quang Ha, at han gennem opholdet lærte at undgå at køre fast og havne i et fagligt dødvande, som han udtrykker det.

'Det er fordi, at jeg har lært at tage stilling selvstændigt. Derudover har jeg lært, at det er ok at være normativ. Noget der ellers er et fy-ord på mit studie, men når alt kommer til alt, er det vigtigt, at man kan finde ud af at tage stilling.'

Jo, højskoler er for andre end forvoksede efterskoleflippere på 20 år. Er du studietræt, søger du selvindsigt eller noget helt tredje, så har du mulighed for at tage et break og tage på højskole lige meget, hvor langt på studiet du er.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op