Public service med Sølvræven

Af: Christoph Burmeister

Der findes mange grunde til at gøre det. Det er super afslapning efter en lang dag på læsesalen. Ambitionen kan også være at glemme alt om den ækle, men aldeles eksamensrelevante fodnote på side 867.


Men jeg har simpelthen fået nok af boligprogrammer. Og af kvindelige værter på et par og 35, som overfriskt præsenterer en øm kombination af smilerynker og tilstandsrapporter i den bedste sendetid. Men i stedet for at brokke mig, som en sur efterlønner in spe, vil jeg komme med en vej ud af boligsyndens hule.

Kanalen med det superbrandede navn DK4 er i sandhed en overset guldgrube. En aften sad jeg og zappede fra skrot til slot på 117 forskellige og dog alligevel mistænksomt ens måder. Frustrationen indfandt sig så småt. Men pludselig løftede min efterhånden godt ømme finger sig fra fjernbetjeningens kanalskifter og blev pludselig helt rolig og rørte sig ikke.

På skærmen fangede mine øjne en midaldrende, vel nærmest erotisk buttet mand. Typen, som på grund af hårpragtens farve eller mangel på samme ville kalde sig selv Sølvræven i en ikke helt usandsynlig kontaktannonce. Det tog mig lidt tid at forstå, hvad der egentlig foregik. Blandt andet på grund af den lille fine asiatiske pige, som i baggrunden lavede nøjagtig de samme bevægelser som Sølvræven. Men endelig gik det op for mig, hvad det gik ud på. Der var ikke tale om synkronsvømning for folk med vandskræk, men en øvelse udi den ædle kampsport tai chi. At Sølvræven samtidig prustede mere eller mindre frit gennem seancen, gav det hele et muntert og absurd skær. Pludselig glemte jeg alt om boligprogrammerne som det moderne svar på public service.

Prøv at sige nogle magiske ord for dig selv næste gang du sidder foran flimmeren. Det kunne være TV2 Charlie my ass. Eller forbyd dig selv synet af udsendelser, hvor højdepunktet er en fugtskade i viktualierum. Og lad dig i stedet forføre af det overflødighedshorn af oplevelser, som du kan finde andre steder. For verden er aldrig helt den samme efter en aften i selskab med for eksempel Sølvræven.

Kanalen med det super brandede navn DK4 er i sandhed en overset guldgrube

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op