Frit valg af uddannelse, også i udlandet

Af: Gitte Lillelund Bech

Når vi i Venstre har ambitioner om, at Danmark skal være blandt verdens førende uddannelseslande, skal de studerende også have verdens bedste muligheder for uddannelse.


Hvert eneste år, når nye rus-årgange starter på polit., scient.pol., jura eller en af de andre samfundsvidenskabelige universitetsuddannelser, laves undersøgelser af russernes forventninger til studietiden. Én ting går igen år efter år, uanset hvilken uddannelse de studerende er begyndt på: et udbredt ønske om at studere i udlandet. Allerede i dag er de samfundsvidenskabelige studerende blandt de mest internationalt orienterede. De seneste tal fra CIRIUS viser, at over 1.400 stud.samfere var på studieophold i udlandet i 2002/2003. Dermed udgør stud.samf'erne den største gruppe ud af de ca. 3.500 studerende, der hvert år benytter sig af muligheden for at tage en del af uddannelsen uden for landets grænser.

Det er i Danmarks interesse, at danske unge får mulighed for at tage en internationalt orienteret uddannelse af høj kvalitet for derefter at komme hjem og bidrage til det danske samfund. Lysten til at få internationale erfaringer og opleve en hverdag udenfor landets grænser er ikke kun en god oplevelse for den studerende, men også værdifuldt for samfundet. Derfor ønsker vi i Venstre, at det taxametertilskud, som et dansk universitet får for at uddanne en studerende, skal kunne bruges til at betale dele eller hele gebyret for at læse på et udenlandsk universitet. Oven i dette skal man - præcis som i dag - kunne tage sin SU med til udlandet.

“Lad pengene følge de studerende. I og for sig er det ligegyldigt for statskassen, om den studerende tager sin uddannelse i Odense eller i Oxford. Så kan pengene følge den studerende derhen, hvor han tager sin uddannelse,' sagde Anders Fogh Rasmussen, da han introducerede idéen på Venstres landsmøde i november. Herved vil studerende i højere grad kunne vælge de bedste universiteter og de bedste uddannelser, uanset om disse findes herhjemme eller ude. Endelig vil forslaget betyde, at danske universiteter må fokusere endnu mere på høj kvalitet i egne uddannelser. Forslaget vil således ikke kun komme den studerende, der læser i udlandet, til gavn, men også de mange studerende, der fortsat vil tage en uddannelse på et af vores gode danske universiteter.


Gitte Lillelund Bech er uddannelsespolitisk ordfører for Venstre og cand.merc.mat. Der skal være frihed til at tage drømmeuddannelsen, uanset om det foregår her i Danmark eller i udlandet.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op