Det kan minde lidt om fodboldtræning, hvor man har konditionstræning i lidt for lang tid, før man må spille en kamp. Men så har man til gengæld også en ballast at trække på i de afgørende situationer."
Han er en travl mand. Jeg møder ham, mens han hastigt skridter hen ad universitetsgangene. Selvom han undskylder det rodede kontor, så fornemmer man, at det er sådan, han bedst kan lide det. Papirer, notater og udregninger ligger spredt ud over skrivebordet, og endeløse rækker af bøger synes at udgøre væggene i kontoret, der huser en af Danmarks fremmeste økonomer.
Torben M. Andersen blev udnævnt til økonomiprofessor i en alder af 29 år. Det var kun tretten år efter, at han selv begyndte sit studium på samme institut. Han var dog langt fra sikker i sit studievalg: "Jeg overvejede over en længere periode, om jeg skulle droppe ud. Og havde du spurgt mig om mine fremtidsplaner tilbage i 1976 i fredagsbaren, havde jeg ikke kunnet give dig et klart svar."
Interessen blev dog styrket i de følgende år, og efter studiets fjerde år valgte han at drage udenlands til London School of Economics. "På daværende tidspunkt var det ikke normalt at indlægge udlandsophold i sit studieforløb, men set i bakspejlet var opholdet en kæmpe saltvandsindsprøjtning for min videre karriere," siger Torben M. Andersen.
Naiv professorspire
Som ph.d.-studerende blev han en del af en forskerverden, som han på forhånd ikke vidste særlig meget om: "Da jeg først begyndte at gå til konferencer, var jeg præget af ungdommens naivitet. Jeg kom og troede, at alle gerne ville deltage i teoretiske diskussioner, men sådan fungerer store videnskabelige konferencer slet ikke". Et andet element, der voldte besvær i starten, var de ofte korte afslag på de artikler, han forsøgte at få udgivet: "Når man ikke er særligt hårdhudet, og man har lagt et stort stykke arbejde i det, så føles et afslag, der bærer præg af, at folk ikke har sat sig ind i det, man har skrevet, ekstra hårdt. Forskningsverdenen er mere benhård og konkurrencebetonet, end hvad man ellers går og tror. Det er en verden af knive og spidse albuer."
Professoren fremhæver to ting fra sin studietid som væsentlige for den position, han har nået i dag: "Først og fremmest fik jeg lagt en faglig basis som ung, hvilket har gjort mange ting nemmere i mit senere arbejde. Efter at den grundlæggende faglighed var sikret, kunne jeg udvide horisonten med et udlandsophold, der gav mig en ny måde at se tingene på."
CV-udpluk
2004- Formand for Velfærdskommissionen
2001-2003 Overvismand
1989- Professor i økonomi, Aarhus Universitet
1986 Ph.d., Universite Catholique, Louvain-la-Neuve, Belgien
1984 Lic.oecon.
1981 M.Sc., London School of Economics