"Min undren gik på alle de bastardteknologier, der findes," fortæller ph.d.-studerende Tobias Lindeberg, der er eksempel på, en af de mange veje til en ph.d.
Han havde ellers smækket døren til universitetsverdenen grundigt efter sig med starten på en god embedsmandskarriere. Fra starten af det nye job lå det ret klart, at han ikke skulle forskervejen: "Jeg var ved at brække mig ved tanken om at skulle tage fat på ideerne fra mit speciale igen og skrive mere om universitetspolitik eller integration af Foucault og Luhmann. Jeg havde ikke ideer til endnu tre års studier."
Mellem to stole
Men som tiden gik efter han blev færdiguddannet, begyndte han at gruble over, hvad det dog var, han og kollegerne gik og lavede på Danmarks Evalueringsinstitut, der tjekker kvaliteten af de danske uddannelser. Efter et stykke tid kom overvejelserne fra hans studietid om en ph.d. tilbage.
"Evaluering af videregående uddannelse passede utroligt dårligt med, hvad der stod i bøgerne," fortæller Tobias. Det er derfor, han er endt med at beskæftige sig med kvalitetsudvikling set fra midtbanen: "Jeg har to positioner, jeg skriver mig op i mod. På den ene side jubeloptimismen: Kvalitetsudvikling kan det hele, og det skal vi bare have noget mere af, og jo mere vi får, desto mere lykkeligt og godt bliver samfundet. På den anden side er jeg lige så kritisk overfor at evaluering og kvalitetssikring bare er beskæftigelsesprojekter for scient.poler eller udtryk for et maskeret, magtkynisk spil." Og han kunne argumentere overbevisende for, at der manglede viden om emnet set fra perspektivet mellem de to stole. Men inden han kom så langt, skulle der bruges meget fritid på at brygge en god ansøgning sammen. Først i tredje forsøg lykkedes det ham at blive ph.d.-stipendiat på Handelshøjskolen i København.
Vær afklaret uvidende
Rådet til andre, der gerne vil søge en ph.d., er, at man skal være meget præcis med, hvad man vil i sin ansøgning, og opbygge den cirka sådan her:
"Jeg har det her problem. Det er super relevant, og der er ikke forsket ret meget i det. Jeg vil bruge den og den teori. Og jeg vil bruge den metode. Jeg vil bruge de cases. Og det vil jeg gøre derfor." Det skal man også gøre, selvom det er lidt af et spil for galleriet: "Man er egentlig usikker på det hele, og selvfølgelig bliver det et dynamisk projekt mellem teori, empiri og metode. Men det nytter bare ikke at skrive i ansøgningen, at jeg har den her gode idé, og jeg har også gjort mig nogle tanker om metode. Men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal få det til at hænge sammen, men jeg er sikker på, at det nok skal blive super-spændende." Hvis man alligevel prøver det sidste, tilføjer Tobias, skal man i hvert fald selv synes, at man er noget i retningen af et originalt remix af Einsteins gener eller have en selvtillid, der lider af elefantitis.
Men hvis det første afslag får kureret den slags idéer, og janteloven genindfinder sig på øverste etage, har Tobias stadig nogle opløftende kommentarer om, at man alligevel godt kan forsøge sig igen - bare med en endnu bedre ansøgning: " Jeg skrev mine ansøgninger om hele tiden. Hver gang jeg fik et afslag, prøvede jeg at få råd fra nogle nye mennesker. Min første ansøgning flagrer forfærdeligt mange steder i forhold til den tredje ansøgning, jeg sendte af sted."
"Når en ph.d. ansøgning bliver bedømt, står der, om du er kvalificeret eller ej - altså om de ville have dig, hvis de havde uendeligt mange penge. Og så står der bagefter, om de vil have dig med de penge, de nu en gang har." Og det var den slags klap på skulderen, der fik Tobias til at prøve igen og igen.
Røvtur
Godt tilfreds med sin nye tilværelse og med midlertidigt at hænge ud på London School of Economics kan Tobias alligevel også godt få øje på B-siden ved at være upcomming forsker: " Der er også noget rimelig røvtur over at skrive en ph.d. Man kommer lavest i hierarkiet. Man får dårligere løn. Der er ikke meget med at flyve rundt i Europa og være smart og blive lyttet til. Det var ikke nogen let beslutning at skifte en bureaukrattilværelse ud med at blive studerende igen."
Stud.Samf. har stukket fingeren i jorden hos Videnskabsministeriet og Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd for at høre hvilke veje, der fører til en ph.d.
Vejviser ph.d.
Den mest synlige vej til en ph.d. er gennem de bredt opslåede stipendier, som i princippet kan søges af alle og enhver.
Men der er også andre muligheder for dem, der er smålune på ph.d.-graden. Hvis man allerede er i gang med et job, er det for eksempel muligt at starte som ph.d.-stipendiat ved at søge sammen med sin arbejdsplads. Hvis chefen er klar på idéen, og der er penge i kassen, henvender man sig til det fakultet eller institut, man gerne vil samarbejde med. Hvis man så ellers har noget, de synes er interessant og kan godkende, kan et ph.d.-forløb godt få den facon.
En anden tæt beslægtet måde er at søge en erhvervs-ph.d. Her finansierer Videnskabsministeriet en del af udgifterne, mens en privatejet virksomhed i Danmark også betaler en bid af kagen.
Derudover findes der Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, der opslår kandidatstipendiater. De fører også til en ph.d.-grad, men kræver at man har lavet noget relevant i forvejen og stipendiet varer kun to år i modsætning til tre for et normalt ph.d.-forløb.
Se linket nederst på siden.