Et friskt pust

Af: Camilla Lund-Cramer

Ret blikket væk fra lærerbøgerne og prøv kræfter med den virkelige verden. Med AIESEC kan du rejse ud i verden og gå i praktik i udenlandske firmaer


Planlægningen inden man tager af sted, kan virke håbløs og uoverskuelig. Og hvordan får man lige en kontrakt i hus med en studierelevant virksomhed, så det ikke ender med, at man udbener fisk på Grønland? Med AIESEC sørger andre for, at du kommer til at arbejde i en udenlandsk virksomhed, hvor arbejdsopgaverne ikke består af toiletrengøring og kaffebrygning.

Har du ikke karakterer i den høje ende af skalaen..
.. så skal du ikke opgive. AIESEC udvælger sine praktikanter ud fra personlige egenskaber som sprogkundskaber, åbenhed og kulturforståelse. Bliver du udvalgt, er chancen for, at AIESEC finder en praktikplads, der matcher din uddannelse og sprogkvalifikationer ca. 50/50. Er det ikke lige Hans Persons sutsko, du har lyst til at markedsføre, har AIESEC kontakt til mange større og mellemstore virksomheder som f.eks. Electrolux, Danisco og Deutsche Telekom.

Selvom din konto kun rækker til en tur til Glostrup i telt, kan du godt komme ud i den store verden. Praktikopholdet er lønnet, så hvis du ikke spiser kaviar og røde bøffer hver dag, dækker lønnen udgifter til mad og bolig. Du betaler selv for dine udgifter i forbindelse med opholdet. Men der er mange muligheder for at få finansieret dit ophold, f.eks. legater.

2.300
Det koster 2.300 kr. at få hjælp af AIESEC. Men så bliver du også båret igennem hele forløbet indtil du igen står på dansk jord. AIESEC hjælper dig med alt fra at skaffe bolig, visum, arbejdstilladelse og praktikplads samt arrangerer fester og sammenkomster, når du er af sted. Inden det hele går løs, sender AIESEC alle praktikanter på et seminar i Danmark. Her bliver du forberedt på de kulturelle forskelle og omvæltningen i at skulle bo og arbejde i et fremmet land.

Ikke for førsteårsstuderende
Virksomhederne tager praktikanter ind, som de forventer kan bidrage med teoretisk viden. Derfor kan du først tage af sted på sidste år af din bachelor eller på overbygningen. Desuden skal du være forberedt på en seks dages arbejdsuge, hvor arbejdstiden godt kan være over 37 timer. Virksomhederne forventer en aktiv praktikant, som er villig til at sætte sig ind i virksomhedens arbejde og komme med friske inputs.

AIESEC
AIESEC er en studenterorganisation oprettet af studerende for studerende. Som verdens største internationale udvekslingsorganisation, er AIESEC repræsenteret i 90 lande verden over. I Danmark består AIESEC af ca. 100 studerende, der frivilligt arbejder for organisationen. Her sørger de bl.a. for at skaffe praktikpladser hos virksomheder i hele verden til studerende. I alt blev der udvekslet 70 praktikanter i Danmark sidste år.

Nederst på siden finder du link til AIESEC, hvor du kan læse mere om organisationen og på Djøfs hjemmeside, kan du læse mere om praktikophold

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op