Christian Lang der læser jura, var med i Berlin:
Turen var virkelig en fed oplevelse, med spændende besøg i byen, selvom jeg personligt som stud.jur., også havde ønsket et juridisk indblik i byen. Berlin er en spændende metropol, der desværre står lidt i skyggen af andre store europæiske byer i danskernes bevidsthed, men er absolut et besøg værd. Efter turen er det blevet svært ikke at tage John F Kennedys ord: Ich bin ein berliner til sig.
Christian var også glad for muligheden for at knytte venskaber og netværk på tværs af studierne - turen har givet ham en ide om, hvad studerende på andre uddannelser læser, og det vil være til gavn for ham i fremtiden, mener han. Det må varmt anbefales, at man tilmelder sig en tilsvarende tur.
Og det er der rige muligheder for. I efteråret er der arrangeret en rejse til Washington og New York, der dog allerede er fuldt booket. Turene har været sådan en succes, at vi planlægger endnu en til i foråret, siger Pernille Wichman. Hun har været med til at arrangere studierejser i flere år. I begyndelsen var det studerende på RUC, der tog initiativ til arrangementerne, og de var forbeholdt studerende fra deres eget universitet. Men Berlin turen blev arrangeret i et rigtig godt samarbejde med studerende fra KU, og derfor var der selvfølgelig studerende fra begge universiteter med på turen.
Samarbejdet udspringer af et netværk, der i den seneste tid er blevet etableret med studerende fra RUC, KU og CBS. Og netværket er klar til at arrangere flere studierejser i fremtiden, fortæller Pernille: Vi prøver at gøre studierejserne både spændende og fagligt relevante, f.eks. ved at give de studerende mulighed for at se på en fremtidig praktik- eller universitetsplads i udlandet. Og så er det jo billigt. Vi gør meget for at søge legater og anden støtte til rejserne, siger hun begejstret.
- Bruxelles efterår 2002: 4 dage, 1150 kr.
- Berlin forår 2003: 4 dage, 599 kr.
- Washington & New York, efterår 2003:8-10 dage, max. 4600 kr.