Præmier til restauration Bryggeriet for 2 x 2.000 kr og 2 x 1.500 kr. bringes her. Opgaven var enten at fortælle det, ingen andre fortæller, når man starter på en uddannelse (s 21). Eller at tage udgangspunkt i samfundsvidenskabelige studerendes vilkår generelt (s 20). De indsendte bidrag kredsede om praktikophold, vejen til studiejob, eksamensformer, sparetips til studerende, undervisningens kvalitet - men også små interessante anekdoter blev indsendt.
(1) Spidse albuer
Jesper Villumsen, 27, statskundskab, Aarhus Universitet
På mit studium har man ofte mulighed for at vælge mellem flere eksamensformeren af dem er en ugeeksamen, hvor der bliver stillet en opgave, som skal løses i ugens løb.
Indtil nu skulle det også vælges om opgaven skulle bedømmes med karakter eller bestået/ikke bestået. Nogle gange kommer albuerne noget højt op, når opgaven skal karakterbedømmes.
Min sidste ugeeksamen blev bedømt bestået/ikke bestået, og der var en fri stemning, hvor alle hjalp alle med guldkornene. Men som en sagde:
"Hvis dette havde været en karaktereksamen, havde jeg ikke givet så meget fra mig." Det var en meget positiv oplevelse for opgaven og mig med denne samarbejdsvilje. Faktisk sad en enkelt alene med et problem i over et døgn. Dette problem havde vi i fællesskab løst på under 10 min., fordi der kom forskellige aspekter ind i problemløsningen.
Holdningen hvis ikke jeg kan bruge ideen, så skal andre heller ikke er værdiløs. Hvorfor skal andre forhindres i at bruge en god ide, som man alligevel ikke selv kan bruge?
Analyser af beslutninger har vist, at flere deltagere i en beslutning sikrer, at flere aspekter bliver inddraget. Herved bliver beslutningen bedre. Det er lidt det samme med en eksamensopgave - når flere aspekter medtages bliver opgaven bedre. Dine ideer vil kunne løfte andres opgaver, og måske sidder de andre med ideen, der gør din opgave komplet.
Selvfølgelig skal opgaverne heller ikke være kopier, men gode ideer bliver ikke dårligere af, at flere bruger dem.
Måske skulle vi studerende sænke de spidse albuer lidt og forstå, at fordi en medstuderende får en god karakter, gør det ikke vores egen dårligere - der er faktisk positivt afkast af samarbejde ved de fleste eksamner, hvor det er tilladt. Selvfølgelig er der nogle få drømmejob, hvor karakteren er afgørende, men hvad er sandsynligheden for, at lige præcis dem, du har dette fag med, søger det?
(2) Holdshopping
Louise Grønfeldt, 22, jurastuderende, Københavns Universitet
Det er desværre et faktum. Langt fra alle undervisere er lige gode til deres arbejde. En underviser, der i monoton envejskommunikation på det nærmeste læser op fra lærebøgerne og i øvrigt nægter at besvare spørgsmål, kan tage pusten fra selv det mest interessante fag.
På store studier er der heldigvis ofte flere, der underviser i præcis det samme - sandsynligvis bag døren lige ved siden af dit eget lokale. Og hvorfor så sidde og trille tommelfingre hos din egen kedelige underviser?
Tippet er enkelt: Prøv en anden underviser, hellere først som sidst. Hør eventuelt kammerater fra parallelhold om kvaliteten af deres undervisning og skift så. Den nye underviser opdager næppe et nyt ansigt blandt tilhørerne, og selv om han gør, vil han som oftest finde det smigrende, at folk fra andre hold vælger netop hans timer. Dét er jo netop et succeskriterium. På den måde slipper du for at spilde din tid på en håbløs underviser, der enten ikke har brugt den fornødne tid på forberedelsen eller bare ikke er genetisk disponeret for at videreformidle viden. Og dét er i sidste ende med til at give dig bedre resultater til eksamen. Som sidegevinst lærer du måske nogle nye kammerater at kende fra de andre hold - og det gør det hele lidt sjovere.
(1) Hvad vil du bruge det til?
Christina Stougaard Hansen, 27 år, Statskundskab, Aarhus Universitet
På klassisk studentikos vis troppede jeg op til den første uni-dag med den klare overbevisning, at jeg var så propfuld af viden, at de næste mange år blot indebar en finpudsning af allerede indprentet viden. Selvfølgelig blev jeg klogere...
De første tre år på statskundskab udviklede sig for mig til nogle ret så sure år. Men slidergenet i mig gjorde, at jeg alligevel kom igennem. Det, som for alvor gjorde de første par år sure, var, at jeg ikke rigtig lærte at læse på en god måde. Jeg læste simpelthen alt pensum fra anden til ende.
Det samme gjorde de fleste af mine holdkammerater. Resultatet var, at vi alle tilbragte væsentlig mere tid med at sidde og svede over bøgerne end at sidde over en kop kaffe og drøfte verdens tilstand. Vores verden
begrænsede sig til næste uges pensum. Hvad der skete ude i verden kunne de fleste dårligt svare på.
Først efter et praktikophold på en dansk ambassade lærte jeg at læse på en bedre måde - dvs. selektiv pensumlæsning. Hvorfor lærte jeg det først der? Fordi ambassadeopholdet var den første gang i mit studieforløb, hvor jeg fik tiden til at reflektere over, hvad jeg ville med mit studium.
For første gang gik det op for mig, hvilke værdier jeg fandt vigtige. Derefter var det relativt let at selektere, hvilken faglige problemstillinger jeg ville beskæftige mig med.
Denne aha-oplevelse indtræder for de fleste studerende på overbygningen. Hvis man ikke har fået denne aha-oplevelse, må det på det kraftigste anbefales at lede efter den.
For det gør studielivet så meget lettere.
Det er ligesom med virksomheder: de virksomheder som har en klart defineret værdimæssig mission er ofte mere dynamiske og succesfulde end dem, der mangler et klart defineret værdigrundlag. Derfor er det drøn nødvendigt at få styr på sine værdier. Om det så gøres gennem sport, meditation, rejser etc. er for så vidt underordnet. Det vigtigste er, at man gennem hele sit studium - og bagefter - aktivt sørger for altid at have et privat rum, hvor man har tid til at reflektere over spørgsmålet: Hvad vil jeg bruge det her til?
(2) En lille sandhed
Janne Jeppesen, 25,journaliststuderende, Roskilde Universitets Center
Jeg fik sandheden at vide en morgen i marts. En af de første forårsdage, hvor jeg kunne mærke, at den lange vinter var på retur. Vi var omkring 100 studerende i en trang pavillonbygning på den mudrede Marbjerg Mark - på RUC's samfundsvidenskabelige basisuddannelse, og på skemaet stod der videregående kursus i sociologi. Underviseren var en af RUC's anerkendte professorer, komplet med forskerhår og den fodformede forskergarderobe. En venlig og klog mand, som jeg kendte fra dengang han var vejleder på mit allerførste RUC-projekt - hvor min gruppe og jeg lærte nogle andre af hemmelighederne at kende - men det er ikke dem, jeg vil fortælle om nu. For nu vil jeg fortælle videre hvad professoren af-slørede den dag i marts. Den mest ned-slående og alligevel mest lettende sandhed, jeg har lært på universitetet.
Han kom lidt for sent. Med sig havde han sin mappe og stakkevis af bøger. Jeg kunne se på ham, at han var træt - forskerhåret så også lidt mere uglet ud, end det plejede. Da han havde fået samlet sig, og overheadens summen indikerede, at det var på tide at finde kuglepennen frem og tage notater om arbejdsliv, rettede han sig op, og så ud over forsamlingen.
"Undskyld, at jeg kom lidt sent, men jeg skulle lige ordne noget." Han forsatte, og som et
er andet orakel kom sandheden bag hele den institution, vi kalder universitetetja hele den akademiske verden:
"I virkeligheden," sagde han, "så er universitetsuddannelsen noget samfundet har skabt for at vænne folk til at arbejde 60 timer om ugen.
Det handler ikke om teorier og metodiske tilgange.
Det handler om at lære at leve med, at arbejdet er det, der fylder mest i livet."
Indrømmet, jeg husker ikke professorens eksakte formulering. Men meningen står stadig klokkeklar for mig. Om han havde gennemskuet systemet eller bare havde en dårlig dag, er op til den enkelte at vurdere.