For Louise Scheibel blev det også til barnepigetjans for TV 2s Silberbrandt og 15 minutters small-talk med Ulla Terkelsen

Med svedige håndflader og bankende hjerte nærmer jeg mig hende. Den rappe reporter. Danmarks jernlady inden for journalistikken - Ulla Terkelsen.

I morgen er det ét år siden, at fire fly bragte USA ind i "The War on Terrorism." Ambassadøren holder mindekomsammen på residensen i Washington for de pårørende til de omkomne ved Pentagon. Ulla er der. Jeg er der.

Vi følges ud fra residensen til den bil, der venter på hende. Ulla skal tilbage til hotellet, og jeg skal af hjemme hos TV2s korrespondent Silberbrandt. Dagen efter skal jeg følge datteren i skole, fordi begge forældre skal dække begivenhederne for årsdagen for 9/11.

Hot ved Pentagon

Vi sidder i en stor, lækker amerikansk bil af den slags, der kommer med egen chauffør. Selvom airconditionanlægget kører for fuld skrue, mærker jeg, at D.C.s saunavarme kaster sig grådigt over mine nylonindkapslede ben, som klistrer mod det cappuccinofarvede læderbagsæde.

Pokkers at jeg sidder her og sveder, som var man til tredjegradsforhør hos FBI. Heldigvis er stjernereporteren selv ved at koge over i USAs hedebølge, og min puls nærmer sig endelig et naturligt leje. Ulla er venlig og let at tale med. Hun fortæller, at hun skal stå ude ved Pentagon med kameramand klokken halv seks næste morgen. Ulla har stadig jetlag. Det bliver hot ved Pentagon. Vi taler om muligheden for at stå med paraply og stor hat, når hun skal sende hjem til seerne. Ret syret, at jeg sagligt debatterer påklædningsmuligheder med et af mine forbilleder.

My moment

"Hvad skulle jeg sige til obersten, som mistede sin søn ved 9/11? Han var næsten ikke til at komme fra igen." Jeg svarer forstående, og Ulla spørger igen:

"Hvordan er stemningen i Washington?" Jeg beretter om sikkerhedsforanstaltninger uden sidestykke og om den konstante utryghed, som amerikanerne lever i. Jeg opdager, at hun faktisk lytter interesseret til en kun 1.62 m. høj praktikant. Det her er faktisk "my moment" til at sige noget intelligent. Nervøst bevæger jeg mine tæer i stiletterne. De er ved nå grill-ovns temperaturer. Jeg fugter mine læber, here it goes: Mine tanker bliver til ord til ære for verdensdamen. Jeg giver min vurdering af, hvad 9/11 betyder for menige amerikanere langt væk fra high politics i korridorerne. Alt imens vi passerer et utal af små oplyste ambassadepalæer.

15 minutes face to face

Vi glider op til hotellets indgang. Ulla stiger ud.

"Ciao Louise, vi ses igen engang." Måbende sidder jeg tilbage. Gad vide om vi gør? 

Det var det. Next stop Silberbrandt. Jeg smiler for mig selv. At være one-onone med Ulla Terkelsen var mine svedige håndflader og bankende hjerte værd.

Louise Scheibel, Stud.Samf, Washington