Lykkeliv med 180 i overhalingsbanen

Af: Christoph Burmeister og Jeff Jørgensen

Fuld fart på karrieren og et lykkeligt liv på alle fronter.


 

Det er en illusion ifølge feministen og forfatteren Lone Nørgaard, der mener, vi skal turde vælge og fravælge. Århus politimester Jørgen Ilum kritiserer arbejdsgiverne for at fremelske karriereryttere

Velfungerende karrieremennesker. Lykkeeksemplerne kan hurtigt findes frem. Ung advokatfuldmægtig med 70 timers arbejde om ugen og alligevel plads til både ferie, fest og Malthe på fire. Stud.Samf.ere med adgangsbillet til fremtidens pulserende arbejdsmarked får af forfatteren og feministen Lone Nørgaard stillet en rød blinkende lampe for øjnene. For ikke ret mange kan se frem til et deltidsarbejde med mere end nok tid til at nå det hele i jagten på det lykkelige liv.


Snakkens ulidelige lethed

Når Lone Nørgaard holder foredrag nævner hun gerne, at opfattelsen af, at man kan nå det hele som karrieremenneske, er en illusion:

"Vi er nødt til at træffe nogle valg. Det lyder ukristeligt banalt, men der er stor forskel på at anerkende nødvendigheden af at træffe valg og så rent faktisk at gøre det. Alt for mange i det her land er bange for at træffe valg. De vil både blæse og have mel i munden."

De fleste studerende har allerede stået i situationer, hvor man både ville have is og chokolade, men kun kunne få en af delene. Hvad angår studielivet og vort kommende arbejdsliv, er vi nødt til at foretage prioriteringer. Hvad er det, vi vil og mindst lige så vigtigt, hvad er det så, som der ikke er plads til, når vi har valgt? Spørgsmål som Lone Nørgaard mener, vi er for dårlige til at stille og svare på.


Arbejdsgiverne har et medansvar

Som Århus politimester er 54-årige Jørgen Ilum en erfaren jurist og leder. Han kender selv lykkeeksempler, som arbejder 60 timer om ugen og ofte weekenderne med.

"Nu behøver man ikke nødvendigvis være den bedste, fordi man ikke er til at jage hjem," besinder han og beklager, at så mange nyuddannede finder sig i den overarbejdskultur, der har udviklet sig i dele af centraladministrationen og i det private.

"Det er arbejdsgiverens ansvar at tilrettelægge arbejdet, så det kan ordnes inden for normal tid - og så miljøet på arbejdspladsen er sundt og behageligt. Og fleksibilitet gælder begge veje. Så når kollegaen skal tage en ekstra tørn i perioder - så skal der også være plads til, at han kan tage nogle dage hjemme med pcen, når han får brug for det." Jørgen Ilum har aldrig selv dyrket sit CV med henblik på karrieren.

"Min vej til politimesterjobbet skyldes mere tilfældigheder end en målrettet CV-indsats." Han ser dog mange fordele ved karrierebevidste folk. De får prøvet noget forskelligt, og er ikke bange for at kaste sig ud i nyt og meget på en gang. Men det kan også blive for meget:

"Et langt CV kan fortælle noget om overfladiskhed, begrænsede reelle erfaringer og reel viden samt mangel på helhjertet og loyal indsats. Og der er jo ingen, der gider arbejde sammen med én, der kun er der, fordi det passer ind i plejningen af karrieren."


Man starter som karrierestuderende

Jørgen Ilum har som tidligere politimester i Esbjerg og vicepolitimester i Aalborg ansat mange jurastuderende i sommerfuldmægtigstillinger. Han bekræfter, at mange allerede som studerende dyrker CVet. Han har set studerende, der har studiejob, praktikophold, instruktorerfaring, erfaringer fra studenterpolitiske og faglige foreninger, og som har frivilligt arbejde i det hele taget og måske fulgt nogle frivillige kursusfag - og i øvrigt været tutor.

"Det er nødvendigt at kigge bag papirerne. Jeg har aldrig ansat en, før jeg har haft en samtale med henblik på kemi og indstillinger. For der er flere afgørende kriterier end karakterer og CV."


Børn bliver taberne

Lone Nørgaard fremhæver, at især børn vil lide under karriereforældres uvilje til at prioritere.

"Børn er en møllesten om halsen, med mindre hovedansvaret - med en ordentlig slat penge bundet i enden - kan dumpes konsekvent på enten mormor eller en nanny. Med mindre man dømmer dem til et sejt og frustrerende fuldtidsinstitutionsliv. Derfor skal ambitiøse kvinder tænke sig godt og grundigt om, før de sætter børn i verden - eller vælger at lade være."

Ansvaret gælder i lige så høj grad mændene, understreger Lone Nørgaard.

"Manden lover dem alt, før de bliver gravide, men holder intet. Mange mænd vil gerne have børn, men de skal forstå, at hvis de vil have børn, skal de også være med til at passe dem."

Jagten på lykkelivet med 180 i overhalingsbanen er et valg - men også et fravalg.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op