Da Markus gik i børnehaveklasse, nærmede det sig jul, og en dag skulle alle eleverne fortælle, hvad de ønskede sig. Da turen kom til den lille Markus, svarede han: Verdensfred og en verden uden forurening. Ifølge Markus er ønskerne de samme i dag - men på selve ønskesedlen er de nu erstattet af mere materielle ønsker, fortæller kæresten Dina.
Ønsker for dig
Men han har også ønsker på dine vegne, og det er derfor, han er blevet formand for Djøf Stud.Samf.: Jeg vil jo gerne hjælpe folk til at finde ud af, hvad det er, de er gode til, siger han. Foreningen skal hjælpe sine medlemmer til at udvikle deres kompetencer, både i forhold til studie og arbejde. Vi skal simpelthen hjælpe folk til at finde ud af, hvad de er gode til. Djøf Stud.Samf. skal være meget mere end en billig forsikring. Det skal være en forening, man kan være aktiv i og en forening, der giver dens medlemmer muligheder, fortæller Markus.
Markus er 26 år gammel og opvokset i Bagsværd ved København. Efter en tur omkring Nørre Gymnasium i København og University of Essex vendte han næsen mod Århus, hvor han nu læser statskundskab. I det sidste år har han været næstformand for Djøf Stud.Samf., og efter at Jakob Brandt er gået af, er han rykket en plads op i hierarkiet.
Privat bor Markus i Århus sammen med kæresten Dina, som han har været sammen med i 27 måneder og 17 dage, da vi snakker sammen. Det første halvandet år sammen delte de et lille kollegieværelse med en enkeltmandsseng men har nu fået en lejlighed i byen.