Økonomisk guide til stud.forældre

Af: Marie Louise Lind

Stud.Samf. har kigget på økonomien og kommer med par forslag til, hvordan der kan blive råd til at give prinsen eller prinsessen mere end rene bleer.


 

Det økonomiske minimum

Den nybagte mor modtager som studerende 12 ekstra SU-klip. Faren må nøjedes med 6. Der ER ikke tale om guld og grønne skove. Til gengæld bliver de glade forældres fribeløb - det beløb man må tjene per år ved siden af SU-en - hævet med 20.120 kr. brutto pr. barn. Men hvem har tid fra studier til det og råd til at betale en babysitter, mens man er på arbejde?

Og det løse...

Som fattig studerende kan det godt betale sig at holde øjnene åbne for støttemuligheder. Alle har ret til at søge kommunen om tilskud til enkeltydelser (f.eks. en barnevogn), boligsikring og friplads i daginstitution. Derudover findes forskellige tilskudsordninger, specielt til eneforsørgere. Ring til din kommune og snak med en socialrådgiver for at finde ud af, hvilke ydelser din familie er berettiget til.


Scor kassen ved et kort studiestop

Det er ikke ulovligt at melde sig ud af sin uddannelse midlertidigt. Og som oftest kan du også nemt melde dig på banen igen, når du vil - f.eks. efter din "barselsorlov". MEN, tippet gælder kun for personer, der enten er dagpengeberettigede i a-kassen eller ikke ejer mange røde rejer. De dagpengeberettigede scorer den almindelige dimittendsats, men har altså ret til barselsorlov (dvs. ret til ikke at være jobsøgende).

Hvis du ikke er dagpengeberettiget, er alternativet bistandssystemet. Dette er et såkaldt subsidiært system, altså et system, der kun træder i kraft, når andre muligheder for forsørgelse er udelukket. Det vil f.eks. sige, at hvis din samlever eller du har lidt krummer på kistebunden, er der ingen kære bistandsydelse. Ring og forhør dig om begge muligheder hos din kommune.

Afhængigt af om du havner i dagpenge- eller bistandssystemet bliver bidraget et sted mellem 10.000 og 11.000 kr. brutto pr. måned. Et meget bedre tilbud end SU-styrelsens.

Tjek muligheden for studiecomeback

Inden du melder dig ud af universitetet, bør du forhøre dig hos studienævnet om, hvordan reglerne er for at få et comeback på studiet. Muligheden for at blive genindskrevet varierer fra institut til institut, men der er ofte tale om en formsag.


 Studiejob sikrer god barselsøkonomi

Når du har studiejob, er du i langt de fleste tilfælde sikret både barselsorlov og barselsdagpenge fra jobbet. Det kan ligefrem vise sig at være en endnu bedre forretning end at melde sig ud af studiet. Retten til barselsdagpenge er en ret, der knytter sig til dit erhvervsarbejde. Det har ikke noget at gøre med, om du er studerende og SU-modtager. Barselsdagpengene påvirker altså ikke det antal ekstra SU-klip du får. Du skal dog huske på, at barselsdagpengene tæller med i din samlede indkomst, så du skal overveje at vælge nogle SU-klip fra.

Krav til studiejobbets omfang

Som studerende skal du opfylde beskæftigelseskravet for at modtage barselsdagpenge. Det indebærer, at du har haft tilknytning til arbejdsmarkedet de seneste 13 uger op til orloven. Du skal kunne dokumentere, at du over de 13 uger har arbejdet mindst 120 timer.

Størrelsen på barselsdagpengene bliver beregnet på baggrund af din timeløn ved at gange det antal timer, du gennemsnitligt har arbejdet pr. uge.

Timesatsen for barselsdagdagpenge er på op til 84,14 kr. Som lønniveauet ligger for studiejobs, vil det i praksis sige, at du ugentlig vil få udbetalt 84,14 kr. pr. time. Så hvis du f.eks. arbejder ca. 15 timer om ugen til 100 kr. i timen, vil du under barselsorloven modtage 1.262 kr. om ugen - godt 5.000 kr. om måneden foruden det løse.

Måske sikrer dine ansættelsesvilkår dig endnu bedre vilkår. Det kan du se i din kontrakt eller overenskomst. Hvis du er i tvivl, så tjek med tillidsrepræsentanten eller personalekontoret.

Betal for undervisning

Selvom du er på barsel fra studiejobbet, kan du godt følge undervisning og tage eksamener. Men inden for de første 14 uger bliver der dog trukket et beløb fra for hver dag, du opholder dig på studiet.

Hvem sagde det var surt at have børn som studerende.

Efter en tur i kanen og undfangelsen af et barn eller tre, kan du søge vejledning på linket nederst på siden (søg bl.a. efter "Funktionærloven" og "barselsdagpenge")

Du kan også få rådgivning hos Djøf på tlf. 3395 9700 eller på vores hjemmeside www.djoef.dk


 Det mener politikerne om studerende forældres vilkår

Louise Frevert (O)
De gældende regler fungerer udmærket efter hensigten.

Pernille Rosenkrantz-Theil (Ø)
Studerende med børn har helt urimelige forhold, og de skal forbedres nu. Vi vil give et særligt børnetilskud på 3.000 kr. pr. barn til studerende forældre. Og dobbelt tilskud til enlige. Finansieringen skal komme fra en række indirekte erhvervstilskud, idet erhvervslivet i sidste ende får gavn af tiltaget.

Helle Sjelle (K)
Jeg tror, at unge nyuddannede, som har fået børn i studietiden, især kvinder, i visse tilfælde kan drage fordel af det ift. til indtræden på arbejdsmarkedet. Alt andet lige vil der være ringere sandsynlighed for, at barselsorlov bliver nødvendigt i den første række år på jobbet, selvom man aldrig vil sige dette åbent.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V)
Flere partier i Folketinget har udtrykt ønske om at se på SU-lovgivningen, herunder de økonomiske vilkår for nybagte forældre. Denne problemstilling vil naturligvis indgå i de forhandlinger, jeg skal have med Folketingets partier i løbet af foråret om en reform af SU-lovgivningen.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op