Meningsmålinger er en dejlig ting. De giver os svar på, hvad resten af befolkningen mener om en lang række eksistentielle spørgsmål. De giver os ro i sjælen.

Forleden var jeg endnu en gang i færd med den dejlige tur til den mark uden for Roskilde, hvor jeg har valgt at placere mit studie. Den tur giver ikke ro i sjælen. Men gratisavisen kom til undsætning. Jeg kiggede løst på forsiden og blev fanget af en lille meningsmåling. Den kunne fortælle mig at kun 8 pct. af danske mænd foretrækker kvinder der er "meget tynde - grænsende til det undervægtige". Omkring ti gange så mange foretræk omvendt kvinder med kurver.

Jeg fik ro i sjælen. Majoriteten af mænd, foretrækker - ligesom mig selv - ikke undervægtige kvinder. Både analyseinstituttet og rekvirenten fortjener min oprigtige tak.

Men det er jo ikke kun folkene bag denne måling jeg må takke. For alle deres kolleger bidrager jo også til at udvide min horisont. Til at hjælpe alle danskere til at vide mere om hvad vi egentlig går og mener. Hvad synes du om politik? Om økonomien? Om ost? Hvor gammel bliver en ræv?

I det hele taget har meningsmålinger en stolt historie.

I 1968 kunne Gallup eksempelvis konkludere at skæg var blevet et statussymbol. Men allerede tre år inden var samme institut fremme i skoene, og stillede danskerne dette elegante spørgsmål: 'Har de hørt eller læst om "the Beatles", det vil sige, de fire unge englændere med pigehår, der spiller og synger en slags jazzmusik, også kaldet pigtrådsmusik, på grund af dens voldsomhed?'

Det var der 95 pct. der havde. På trods af Gallups beskrivelse. En tredjedel af de, der kendte "the Beatles," var i øvrigt modstandere af, at ungdommen var optaget af den slags pjank. Hvorfor? Joh, Gallup gav dem en række muligheder: "larmer forfærdeligt", "synes ikke det er musik", "hysteri", "forrykt/unaturligt", "hæmningsløse" eller "påvirker de unges opførsel". Så skulle alles holdninger vist være dækket ind.