En vejleders opgave er ikke at få studerende til at skrive speciale om det vejlederen selv brænder for. Det forklarer Laurids Lauridsen, der er professor i samfund og globalisering på Roskilde Universitetscenter, og som modtog prisen som årets vejleder 2007.
”Som vejleder skal man ikke gifte sig med specialet, så går det galt. Det handler jo ikke om, at en studerende skal lave noget, jeg interesserer mig for. Min opgave som vejleder er at se mulighederne og begrænsningerne i det, de studerende kommer med,” Han nævner som eksempel, at det ikke er godt, når studerende vil forske i fremtiden.
Ole Bruun Nielsen er lektor i jura på Aarhus Universitet og har netop på Djøf Forlag udgivet bogen ”Juraspecialet”. Her giver han studerende råd til at skrive speciale, og hvordan de skal bruge deres vejleder. Han er enig med Laurids Lauridsen i, at det ikke må bliver vejlederen, der bestemmer et emne, ligesom vejlederen også skal være tilbageholdende med at give entydige svar på, hvad der skal skrives i specialet. ”Jeg leverer aldrig en opskrift, men derimod et diskussionsoplæg, de skal forholde sig til. De skal selv kunne stå indenfor det, de skriver og den vinkel, de vælger. Jeg er en diskussionspartner, som de kan benytte,” siger han.
Studerende må melde ud og i gang med at skrive
Det er vigtigt at få afklaret forventningerne til specialeprocessen med hinanden, forklarer Ole Bruun Nielsen. Det er også vigtig, at de studerende selv melder ud: ”De studerende skal være aktive og melde ud, hvad de har brug for at få vejledning til,” siger han. Og så er det vigtigt, at der bliver skrevet noget hele vejen i specialeprocessen og ikke først den sidste måned. Laurids Lauridsen forklarer, at det oftest er problemformuleringen, der volder de studerende problemer, og som han ofre mest tid på at sparre med de studerende om.
”Det er vigtigt, at de får problemformuleringen og designet for deres speciale på plads. Det er det vanskeligste, og hvis det skubbes alt for langt hen, er det skidt. Jeg mener, det er en af de væsentligste opgaver for en vejleder at sørge for, de studerende ikke først får styr på problemformulering og design af opgaven langt henne i forløbet,” siger han.
Ole Bruun Nilsen fremhæver også den gode begyndelse i kraft af problemformuleringen som det centrale for vejledningen.
”Min erfaring er, at når først rammen og problemformuleringen er på plads, så er risikoen for skibsbrud meget mindre. Godt begyndt er halvt fuldendt,” siger han. Til gengæld undgår han at læse mange sider igennem i sidste fase: ”Jeg læser nødig tekst sent i forløbet, hvor der måske ikke er tid til de store ændringer. Jeg vil aldrig læse et større sideantal. Jeg giver feedback på fem til otte sider i alt, som studielederen anbefaler.” Han understreger endnu engang, at han ikke skal godkende, men virke som sparringpartner i forsøget på at få den studerende til at præstere det bedst mulige produkt, og derfor vil tekstfeedback lige før aflevering ikke give mening.
Karakteren påvirkes ikke
På jura har Studielederen sat cirka fem timer af til den individuelle vejledning af en studerende. Ole Bruun Nielsen forklarer, at den norm nogenlunde skal overholdes, så de studerende behandles ens, men som klar hovedregel betyder det ikke noget for karakteren, om en studerende har fået lidt mere eller mindre vejledning.
”I de situationer, hvor vejledningen væsentlig overstiger normen, vil jeg altid advare, når den studerende er ved at ramme loftet, så man har mulighed for ikke at bruge mere vejledning. Men jeg giver vejledning efter behov, og når jeg får specialet, vurderer jeg det uden hensyn til, om de nu har fået mere eller mindre end gennemsnittet,” siger han.