Der gik næsten et år, inden Tom Buck erkendte fiaskoen. Han var nødt til at skifte sin specialevejleder. Specialet var gået i hårdknude, og vejledermøderne gik op i alt for løs snak om alt og intet.

Tom Buck er i dag juridisk fuldmægtig i Miljøstyrelsen. Han fik ikke ligefrem den bedste slutning på sit jurastudium på Aarhus Universitet. Han husker specialet som en dårlig oplevelse, hvor vejlederen aldrig blev den hjælp, han havde håbet på:

”Hun (red: vejlederen) brændte virkelig for emnet, og vidste nærmest alt om det, men hendes glæde blev aldrig omsat til noget håndgribeligt for mig,” husker Tom Buck. Han forklarer, hvordan han under møderne havde taget noter, men da han senere læste dem for at komme i gang, konstaterede han, at det nok mest af alt havde været en god snak uden noget, han kunne bruge i forhold til at komme videre med specialet eller få lidt struktur på sin arbejdsproces.

”Det var envejsdialog, og hun snakkede om løst og fast. Det var virkelig super spændende at høre hende fortælle, men der manglede virkelig struktur i forhold til mit arbejde. Jeg anede intet om at skrive speciale, eller hvordan det skulle struktureres, og kunne hverken se hoved eller hale i det.” Tom Buck husker, at det ikke hjalp meget, når han nævnte, han ikke kunne få styr på specialet:

”Hun så kun de gode ting og ignorerede fuldstændig problemerne for mig.”

De havde forskellige tilgange til, hvad vejledning skulle gå ud på. Han forventede at få nogle meget konkrete råd til, hvad han skulle. Skridt for skridt. Hun snakkede med den brede pensel på et overordnet plan for at inspirere, men blev aldrig særlig konkret om fx arbejdsmetoder eller planlægning.

Vejlederens speciale – ikke mit

Et andet problem var ifølge Tom Buck, at der næsten ikke var skrevet noget om emnet, så han var meget afhængig af sin vejleders viden om emnet.

”Hun kunne selv skrive 10 specialer om emnet, men hun havde svært ved at sætte sig ind i det niveau, jeg var på. Jeg sagde også til hende på et tidspunkt, at jeg er helt væk i det her,” siger han, men uden at hun tog initiativer til noget.

Snart var der gået et år, hvor Tom Buck ikke kom videre eller snakkede med hende i lange perioder, uden hun kontaktede ham for at høre, hvordan det gik. Da de endelig mødtes, ønskede han at skifte vejleder, og det accepterede hun. Det gik godt med den anden vejleder og specialet blev afleveret.

Pas på ikke at drukne i uoverskuelighed

Tom Buck indrømmer, at han selv har skyld i den dårlige oplevelse med specialet, fordi han var for passiv og ikke fik afklaret forventninger med vejlederen. Han mener omvendt, at vejlederen har en pligt til at hjælpe med at strukturere specialet og processen i nødvendigt omfang.

Han advarer derfor også kommende specialeskrivere om netop uoverskueligheden og for mange løse snakke:

”Man skal passe på ikke at drukne i uoverskueligheden, og få vejlederens hjælp til at gøre det uoverskuelige klart og at få struktur på sit arbejde, og at få tilrettelagt en tidsplan med små deadlines og få noget meget konkret at gå videre med fra hvert møde, og ikke bare en god snak,” siger Tom Buck.