Når Lise Mørup Dalsgaard kigger ud af panoramavinduet på sit kontor, på sjette sal i en mørk, glasbygning i den arktiske hovedstad, Nuuk, ser hun ud på den grønlandske virkelighed – på godt og ondt. Udsigten er både rettet mod den triste sociale virkelighed i form af trøstesløse, saneringsmodne boligblokke på rad og række. Og retter hun hovedet mod venstre, ser hun spydspidsen af de mange arkitektoniske perler, der er kommet til Nuuk, Kulturhuset Katuaq, tegnet af arkitektfirmaet bag ”Den sorte Diamant”, Schmidt, Hammer & Lassen. De to ”udsigter” afspejler meget godt den komplekse virkelighed i det grønlandske samfund – både kulturelt, socialt og økonomisk. Og ikke mindst: Danmarks indflydelse på Grønland.
Denne mangefacetterede grønlandske virkelighed står i kontrast til kontoret. Her bliver man overvejende mødt af en dansk design-virkelighed med flotte arkitektoniske møbler i den rette ergonomiske stil, kun smagfuldt (og blidt) afbrudt af Aka Høeghs fantastiske malerstreger på væggene, en kendt grønlandsk kunstner, der på flotteste vis illustrerer den grønlandske kultur. Og Lise Mørup Dalsgaard herself – hun er fra top til tå vestligt klædt i den moderne ende. Det er kun ringen på højre ringfinger, der afslører en relation til Grønland. En ring af rensdyrtak, som viser to nuttede sælunger.
Det er denne dobbelthed, som afspejler den 27-årige advokatfuldmægtigs hverdag. Hele tiden en vekselvirkning mellem det grønlandske og danske. Det gælder både i forhold til at løse arbejdsopgaver og den kollegiale relation til hendes grønlandsk/danske kollegaer.
”Der er ingen tvivl om, at arbejdskulturen i en grønlandsk advokatvirksomhed er på danske præmisser. Det kan svært være anderledes, når hovedparten af advokater i Grønland er fra Danmark, og lovgivningen på mange måder er inspireret af en dansk lovtradition – men dermed ikke sagt, endda langtfra, at Grønland er et Mini-Danmark”, mener Lise Mørup Dalsgaard og uddyber:
”Den grønlandske kultur, sprog og det store arktiske lands vidstrakthed influerer på så mange måder på en jurists hverdag, at man ikke bare kan tage udgangspunkt i, hvordan man gør i Danmark. Generelt er det en god idé at stikke en finger i ”fjeldet” som dansker, inden man udtaler sig eller foretager sig noget, ellers kan ens ophold i Grønland blive meget kort”.
Ifølge Lise Mørup Dalsgaard er man ikke i tvivl om, når det går galt med det grønlandsk/danske kulturmøde. Når en nyankommet dansker med en ”flyfrisk” viden om grønlandske forhold, med det samme begynder at fortælle grønlænderne, hvor ”skabet skal stå”. Så bliver lakmustestens farve pludselig meget markant.
”Jeg skal bruge pengene til noget andet”
Et af de områder, hvor Lise Mørup Dalsgaard har den grønlandske virkelighed tæt inde på livet, er, når hun arbejder med inkasso-sager. Det er typisk sager, hvor en skyldner har glemt at betale et afdrag – fx på sin båd.
”Grønlænderne er et meget ærligt folkefærd. De erkender som regel, at de ikke har betalt, men der er oftest en sjov grund til, at de ikke har betalt”, siger en smilende Lise Mørup Dalsgaard og kommer med nogle eksempler:
”Det kan være lige fra, at personen ikke kan betale, idet pengene skal bruges til noget andet. Eller at de gerne vil betale, når de får pengene fra en anden. Og en tredje variant er, at vi aftalte, at jeg ikke skulle betale”.
Når pengene skal inddrives, sker det jævnligt på en utraditionel måde. Lise Mørup Dalgaard havde fx en inkassosag, hvor hun på vegne af en klient havde en skyldner, der boede langt mod nord. Hun fik på forhånd at vide af klienten, at skyldneren var ligeglad med, hvad de skrev nede fra Nuuk. Hun blev nødt til at kontakte skyldneren personligt, idet skyldneren ikke læser breve.
”Jeg fik min grønlandsktalende sekretær til at kontakte skyldneren. Da skyldneren fik overbragt nyheden, var der ingen problemer. Skyldneren ville gerne betale og bad om et kontonummer. Et godt eksempel på, at mange grønlændere har det svært med det skriftlige”, forklarer Lise Mørup Dalsgaard, der bruger et par timer om dagen på advokatfirmaets inkassovirksomhed.
”Eksemplet viser ligeledes, hvor afhængige vi er af hinanden på kontoret. Jeg kunne ikke have klaret den opgave uden sproglig assistance fra min grønlandsktalende advokatsekretær. Det er med til at skabe en super god stemning på kontoret, at vi alle sammen har en så stor betydning for samarbejdet på kontoret.
Retsmøde fra tre byer
I løbet af hendes første år som advokatfuldmægtig, har hun kun i et begrænset omfang været i retten – og i et af tilfældene var hun endda ikke engang fysisk til stede. Hun sad i Tele-Greenlands lokale for video-konferencer.
”Det var en speciel sag, hvor retssagen foregik i Grønlands sydligste by, Nanortalik, og hvor den anden forsvarer og jeg sad i hver vores by henholdsvis Nuuk og Narsaq og deltog via video-konference. Det er ikke optimalt, men det er meget besparende”, forklarer Lise Mørup Dalsgaard og oplyser, at hun skulle have brugt flere dage, hvis hun skulle have taget fra Nuuk til Nanortalik og tilbage.
Det er meget mere krævende at deltage via video-konferencer, end hvis alle sad samlet i en retssal. Hvis man eksempelvis skal forklare noget spidsfindigt, kræver det en større pædagogisk indsats at forklare sig, da man ikke kan se på de andres ansigtsudtryk, om de forstår, hvad man siger. Og i den sammenhæng skal man huske på, at kredsdommeren og forsvareren ikke er juridisk-uddannede og oftest begår sig bedst på grønlandsk.
”Her er udfordringen at forklare tingene så pædagogisk som muligt, uden at virke nedladende. Man skal fremlægge sagen på en sådan måde, så en lærer eller en mekaniker kan forstå det. Det er en balancegang af de helt store”, forklarer NUNA Advokaters yngste fuldmægtig og fortsætter:
”I den forbindelse er jeg meget glad for, at jeg kan indlede en samtale og sige tak på grønlandsk, og bagefter sige, at jeg herefter gerne vil fortsætte på dansk. På den måde viser man, at man ikke er helt blank i det grønlandske, og man ikke er ligeglad med deres sprog og kultur”, siger Lise Mørup Dalsgaard, mens de to sælungehoveder fra hendes ring kigger bekræftende op på hende.
Frihed under (arktisk) ansvar
Masser af udfordringer – masser af muligheder. Lise Mørup Dalsgaard var ikke i tvivl om at sige ja,
da hun blev spurgt om at være advokatfuldmægtig i et grønlandsk advokatfirma.
Lise Mørup Dalsgaard blev advokatfuldmægtig ved en tilfældighed. Hun blev headhuntet af sin nuværende chef ved svømmekanten i en svømmehal i Nuuk. Et tilfældigt sammentræf, som hun i dag er glad for. Hun sagde ja tak til tilbuddet og har ikke siden fortrudt det.
”Du bliver kastet ud i store opgaver lige med det samme, da der er mangel på advokater i Grønland. På den måde får man virkelig prøvet sin juridiske viden af”, siger den 27-årige advokatfuldmægtig hos NUNA Advokater i Nuuk med en kortvarig fortid som fuldmægtig i Grønlands Hjemmestyre.
Hun kommer med et eksempel, som samtidig var hendes debut som advokatfuldmægtig. Det drejede sig om en sag, hvor entreprenøren og bygherren var blevet uenige om, hvordan en bygning var blevet lavet. Her kommer hun ind som tredjemand, hvor der ikke var andet at gøre end at tage hjelmen på og komme ud i ”marken” og besigtige problemet for at finde ud af, hvad der var op og ned i sagen.
”Så skal man pludselig til at finde ud af, hvordan blandingsforholdet er, når man laver beton, og hvordan man lige finder ud af det. Ud over at læse et utal af bygningsreglementer kontaktede jeg også en af mine venner, der er uddannet bygningsingeniør. Han hjalp mig en del. Det var enormt udfordrende”, siger en glædesstrålende Lise Mørup Dalsgaard, der helt klart foretrækker at prøve kræfter med den uforudsigelige virkelighed end forudsigeligheden og trygheden bag universitetets mure.
På trods af det store element af selvstændighed i jobbet som advokatfuldmægtig er man ikke fuldstændig placeret alene ude på en isflage. Hvis der opstår problemer, kan hun altid spørge en af sine to overordnede, og derudover optræder Lise Mørup Dalsgaards signatur aldrig alene på de breve, hun skriver. En af mine to chefer vil altid være medunderskrivere.
På skolebænken i Danmark
Som advokatfuldmægtig i Grønland er man underlagt den danske fuldmægtig-uddannelse. Til oktober begynder hun på kursusrækken – en anelse forsinket, men det er et problem, som hun deler med mange andre advokatfuldmægtige. ”NUNA Advokater betaler for hele uddannelsen, men jeg kan desværre ikke dukke op til alle kurserne. Det er for dyrt og tidskrævende at tage til Danmark hver måned”, erkender en ærlig Lise Mørup Dalsgaard, der ser frem til igen at komme på skolebænken. Ifølge advokatfuldmægtigen behøver man slet ikke at bekymre sig om, hvorvidt man kan bruge uddannelsen som advokat i Danmark. ”Den grønlandske erhvervsjura ligner på den lange bane den danske. Forskellen er, at store dele af den grønlandske erhvervsjura ikke er opdateret på grund af ressourcemangel i Grønlands Hjemmestyre (nu: Selvstyre)”, mener Lise Mørup Dalsgaard, der – efter planen – bliver advokat i september 2011.
Kort fortalt om Lise Mørup Dalsgaard
Lise Mørup Dalsgaard ser ikke støvet på paragrafferne – men menneskene bag dem. Lovene er lavet af mennesker af kød og blod, og der har været en bestemt tanke bag hver paragraf. Det var bevæggrunden til, at den nu 27-årige Lise Mørup Dalsgaard i 2001 begyndte på jura-studiet på Aarhus Universitet. I 2007 blev hun færdig og kunne skrive cand.jur. på visitkortet. Hele uddannelsen blev taget i Århus på nær et par afstikkere, først på et praktikophold hos Rambøll Management i Århus og dernæst et semester på South Texas College of Law – et universitet i Houston, Texas.
Herefter tog hun til Grønland sammen med sin kæreste, Morten Koldby, hvor hun efter en fransk visit ved det tidligere Hjemmestyre (nu: Selvstyre) blev advokatfuldmægtig hos NUNA Advokater i efteråret 2008 i Nuuk – den grønlandske hovedstad. Efter planen skulle hun gerne i 2011 blive ejer af den beskyttede (og indbringende) titel, advokat.
Ud over de ”normale” sprog som engelsk og tysk behersker den sprogkyndige vestjyde (Vildbjerg) det japanske sprog til husbehov og forstår en del grønlandsk efter sammenlagt halvanden måneds uddannelse i det fonetisk opbyggede inuit-sprog. Hendes japanske kundskaber blev lært på et års udvekslingsophold i Japan efter 9. klasse.