Den Gyldne Kaffekande. Det kalder Studenterrådet på Roskilde Universitetscenter (RUC) sin pris til årets vejleder. Det er den eneste af sin slags på danske universiteter, altså ikke en forgyldt kaffekande, men hædersprisen som sådan. På studier ved andre universiteter har man ikke tilsvarende priser til vejledere. Her er det nogle steder normalt at hædre årets underviser.
Medlem af Studenterrådet på RUC, Johanne Skriver forklarer i en mail, at man ønsker at styrke vejledningen med sådan en pris:
”For Studenterrådet er projektarbejdet meget centralt, da vi mener, det er her vi kan fordybe os i et spændende område, der motiverer os, og det kan bringe vores teori i spil i praksis,” skriver hun som begrundelse for, at for at kunne styrke projektarbejdet også må styrke vejledningen. Hun skriver videre om vejlederens rolle:
”Vejlederen er meget central, fordi det er vores eneste hjælp, og en person der kan inspirere og hjælpe med at sætte tingene i perspektiv. Det er også vejlederen, der kan sikre, at ingen bliver tabt på gulvet, selv om man i projektarbejdet godt kan føle sig lidt lost ind imellem.”
Myte at forskning er vigtigere end undervisning
Laurids Lauridsen er professor i globalisering på RUC og modtog for to år siden en gylden kaffekande og dermed Studenterrådets pris som årets vejleder. Det var han glad for:
”Det er jo et dejligt rygklap at få en pris som årets vejleder. Anerkendelse er altid dejligt, og jeg forbinder det også med en vis prestige,” siger han. Når man får ros motiverer det til fortsat at lægge stor vægt på det i sit arbejde, forklarer han. Han mener, det generelt er vigtigt at opprioritere fokus på netop vejledningen og undervisningens betydning:
”Det er en god ide at highlighte vejledning og undervisning. Det udgør jo cirka tres procent af vores arbejde. Det er klart størstedelen af det, som universiteter reelt er sat i verden for. Alt det her med, at universiteter har betydning for opfindelser og så videre, er peanuts i forhold til den effekt, det er at uddanne folk,” siger Laurids Lauridsen.
Ole Bruun Nielsen er lektor i jura på Aarhus Universitet. Han vejleder og underviser ofte studerende, og mener også det er en god ide at hædre gode undervisere og vejledere:
”En pris vil skulle begrundes og dermed tydeliggør nogle af de positive ting, de studerende har oplevet og på den måde kan det krystalliseres ud blandt andre vejledere,” siger han og tilføjer:
”Folk er stolte over at blive hædret for noget, de har gjort, og det vil helt sikkert også spille ind på den fortsatte undervisning,” siger Ole Bruun Nielsen.