Nietzsche mente, at politikere deler mennesker op i to slags: Værktøj og fjender. Politik har aldrig været kendetegnet ved godt arbejdsmiljø, og jurastuderende Laura Hay var da også betænkelig, da hun som byrådspolitiker for Venstre pludselig i sommers fik tilbudt at blive Rådmand i Århus for sociale forhold og beskæftigelse. Men hun så nøgternt på det:
”Man er ikke i politik for at sidde til pynt. Når man får chancen for at få indflydelse og for at rykke på nogle ting, så griber man muligheden. Så inderst inde var jeg ikke rigtig i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg ville være rådmand, men jeg gjorde mig klart, at det har omkostninger.”
Meget offentlighed og lidt tid
32-årige Laura Hay måtte stoppe sin ejendomsvirksomhed, sætte sidste del af jurastudiet på stand by og var især betænkelig over at blive en endnu mere kendt person, som ny rådmand.
”At blive offentlig kendt vedrører ikke bare én selv, men også éns familie. De bliver også konfronteret på deres arbejde med konsekvenserne af det, vi politikere laver.”
Laura Hay har allerede oplevet konsekvenserne af at være offentlig. Det er slut med alt for privat snak med veninder på cafeer, og når hun besøger Den Gamle By med sin danselystne niece, tænker hun sig om en ekstra gang, før hun lige pludselig står og danser vildt med hende foran de andre besøgende. Og så er der journalisterne og deres jagt på gode historier: ”Da vi var ude at se basketball med Bakken Bears i finalen, sad jeg ved siden af borgmester Nicolai Wammen. En fotograf fra Århus Stiftstidende havde taget et billede af os, og ringede mig op for at høre, om vi var kærester. Ha-ha. Så hvis man sidder ved siden af hinanden, er man pludselig kærester.” Laura Hays latter fylder det store rådmandskontor på fjerde sal i Århus Rådhus, hvor Jacob Bundsgaard Johansen også sidder i anledning af interviewet. Han tilføjer med glimt i øjet:
”Det er derfor, jeg ikke sidder ved siden af borgmesteren.”
33-årige Jacob Bundsgaard Johansen fik ligesom Laura Hay tilbudt en rådmandspost på grund af afgående politikere og deraf nødvendige nyudnævnelser midt i valgperioden. I februar stoppede den statskundskabsuddannede Jacob Bundsgaard Johansen derfor i sit job som konsulent i Gunbaq for at blive rådmand for Kultur og Borgerservice i Århus. Et job der kan sammenlignes med at være minister. Han er ikke i tvivl om, at arbejdstiden er den største ulempe ved jobbet. Det koster for familien at være så engageret i politik, forklarer han:
”Det gør nas, når jeg får sådan en lille huskekage fra min søn, fordi jeg har glemt noget.” Han forklarer, at man som rådmand har to job. Det almindelige fra otte til fire-fem stykker, hvor man gør det, man nu skal som Rådmand. Og et andet fra fem til ti med møder internt i partiet og alle de aktører på ens område, som ikke har arbejdet som fuldtidsarbejde og derfor kun kan mødes om aftenen.
Ikke bare til pynt
Har de to unge rådmænd så overhovedet gjort en forskel i den korte tid på deres poster? Ja, svarer Jacob Bundsgaard Johansen og forklarer, at man har adgang til at træffe beslutninger, som man ellers ikke har, og man bestemmer retningen for fordeling af tilskuddene til kultur. En anden vigtig forskel er den politiske slagkraft:
”Som rådmand har man en markant stemme i den offentlige debat, hvor man kan påvirke holdninger og retningen af byens udvikling. Der gør en forskel, hver gang man ytrer sig.”
Laura Hay nævner en række konkrete sager som eksempler på, at hun har gjort en forskel. Et eksempel er hendes forslag om at rykke 16 millioner kroners investeringer i offentligt byggeri frem, så de ikke først investeres efter budgetforliget senere på året. Hun synes også, det gjorde en forskel, da hun tog ud og besøgte de mange institutioner, fagforeninger og brugere, som hun er rådmand for:
”Jeg har en meget åben tilgang til, hvordan vi kan forbedre den offentlige service, og har derfor været ude at besøge rigtig mange, og har fået gode og meget konkrete ideer med mig, som nu ligger på mit bord.”
Drivkraften er at kunne forandre
Det er netop muligheden for at gøre en forskel og forandre, som driver de to rådmænd. Jacob Bundsgaard Johansen nævner kærligheden til Århus og ønsket om at være med til at udvikle byen, og fremhæver også pligten til at gøre noget: ”Man må bruge sine evner til at gøre noget for sin by og andre. Hvis man har evner og muligheder, så er man også forpligtet til at bruge dem.” Både Jacob Bundsgaard Johansen og Laura Hay mener, det dejlige ved lokalpolitik er den korte tid fra tanke til handling. Man ser resultatet af politiske aftaler hurtigt som fx, da kultursteder som Vikingemuseet og biografen Øst for Paradis blev reddet fra at lukke. Eller når søskende i dag har ret til at gå på samme skole til stor lettelse for mange travle forældre, forklarer de. ”At kunne se resultater af ens indsats er simpelthen brændstof i sig selv. Det er ikke specielt altruistisk,” siger Laura Hay og fortsætter:
”Jeg er vokset op på en lille ø, hvor man kan se, at man - hvad enten man vil eller ej – påvirker det samfund, man er i. Man kan være med til at gøre tingene anderledes. Når man tager initiativ, så rykker det noget for én selv og for andre. Når man har oplevet det, så er det svært at lægge fra sig.”
En øvelse med sekretær
Jobbet som Rådmand inkluderer en sekretær, og det er Jacob Bundsgaard Johansen glad for:”Det kan simpelthen ikke beskrives, hvor stor en hjælp, det er at have en sekretær,” siger han og forklarer, at der er mange aktører og interessenter som gerne vil have et øjeblik med rådmanden. Der er pres på kalenderen, og det er derfor nødvendigt med et filter og en til at prioritere tiden, så det er de vigtige ting og de rigtige mennesker, der kommer frem.
Det er en tilvænning at få en sekretær, der gerne vil have styr på det meste i ens liv: ”Det er en øvelse at skulle slippe kontrollen. Jeg har været vant til at lave alt selv. Nu kan det bare ikke nytte noget, at jeg ikke sender det hele gennem min sekretær, for så er hun ikke opdateret. Det er gået galt adskillige gange,” griner han. Laura Hay nikker genkendende:
”Når jeg er sådan én, der godt kan lide at have styr på alting, så er det en overvindelse, at det ikke er mig selv, der tjekker, om der er tid til at køre fra det ene til det andet.” Hun nævner en anden fordel ved at have en erfaren sekretær:
”Min sekretær har været i den her afdeling i rigtig mange år. Når jeg er ude til et møde, har hun indblik i, hvad problemstillingen var sidst, så vi kan følge op på det.”
Første job som leder
Som rådmand er man også på overordnet niveau ansvarlig for personalet i samarbejde med en direktør. De to rådmænd har dog ingen erfaring som ledere. ”Det er en ny opgave for mig, men vores organisation er jo bygget op til, at man netop kommer uden erfaring fra byrådet til rådmandskontoret,” understreger Laura Hay og fortsætter:
”Jeg har heldigvis mange venner, der har erfaring som ledere, som jeg kan spille bold op ad.” Jacob Bundsgaard Johansen supplerer:
”Erfaring er selvfølgelig vigtig, men at være leder handler også meget om personlige egenskaber. Man skal kunne løse sine opgaver og have blik for andres opgaver og evne til at inspirere andre, og så udstikke nogle overordnede retningslinjer. Det er dybest set noget, man kan eller ikke,” siger han og tilføjer, at den eneste måde at få ledelseserfaring er at prøve det. Og det er netop, hvad de er i gang med. De to rådmænd er ikke kommet for at sidde til pynt på Århus Rådhus.
Gode råd til studerende med politikerdrømme
De to rådmænd i Århus, Laura Hay og Jacob Bundsgaard Johansen, svarer på spørgsmålet om, hvad studerende kan gøre, hvis de gerne vil være politikere og Rådmænd.
Laura Hay: Realistisk set skal man først og fremmest melde sig ind i et parti. Men før jeg gik ind i politik, har jeg haft stor fordel af mit frivillige arbejde ved blandt andet at sidde i bestyrelsen på Juridisk Institut og i Djøf Studerende. Man lærer her, at beslutninger ofte ikke træffes omkring et mødebord, men lang tid før. Det er en vigtig erfaring, som er god at gøre sig, før man bliver politiker. Man lærer også noget om forhandlingsteknik og en hel masse andet, som minder om byrådsarbejde i mindre skala.
Jacob Bundsgaard Johansen: Man skal ikke bare have en ambition om at få en bestemt politisk post. Man skal ville gøre en forskel for andre mennesker og kæmpe for noget, man tror på. Men jo, man skal da gå ind i politik. Det meste af min studietid har jeg siddet i byrådet. Det er verdens bedste studiejob. Det tager for meget tid fra studierne, men man får et ansvar og en indsigt i, hvad der sker omkring beslutninger, der er helt uvurderlig.
Laura Hay
Rådmand i Århus for Sociale forhold og Beskæftigelse siden juni 2009
Århus Byråd for Venstre siden 2006
32 år, kandidatstuderende på jura, Aarhus Universitet
Jacob Bundsgaard Johansen
Rådmand i Århus for Kultur og Borgerservice siden februar 2009
Århus Byråd for Socialdemokraterne siden 2002
33 år, uddannet i statskundskab i 2008, Aarhus Universitet
Gift og to børn på 3 og 5 år