Hvis du vil være god til faglig formidling, er Tillægsuddannelsen på Danmark Medie- og Journalisthøjskole et godt sted at søge hen. Uddannelsen varer et semester, og alle universitetsbachelorer kan søge om optagelse.
Anja Madsen Kvols og Thomas Mølgaard kom fra to vidt forskellige uddannelser, da de i efteråret 2007 kom ind på Tillægsuddannelsen. I dag kan de dokumentere, at faglige formidlingskompetencer gør en forskel på CV’et og i det daglige arbejde, hvad enten man er virksomhedskonsulent eller seminarielærer.
Formidling gavnede specialet
Thomas på 28 år er virksomhedskonsulenten. Efter fire år som cand.merc-studerende trængte han til luftforandring og ville læse noget ’blødt’ som supplement til tallene og teorien. Den første tid på Tillægsuddannelsen bød dog på hårde udfordringer.
”Jeg skulle arbejde sammen med en pige, der studerede noget med kunst, og vi havde absolut intet fagligt til fælles,” siger Thomas.
På et halvt år i Århus fandt han ud af, at faglig formidling kan være lige så gavnlig for erhvervsøkonomer, som for kommende museumsguider, og de to endte med sammen at arbejde godt sammen. Deres forskellige udgangspunkter skabte en dynamisk skriveproces og masser af praktisk anvendelig feedback.
De skriftlige opgaver trænede Thomas i at vælge fokus og skrive, så det rammer en bestemt målgruppe. Delvist var det en øvelse i at komme af med nogle akademiske vaner. Han skrev speciale i semestret efter Tillægsuddannelsen og arbejdede bevidst med at gøre indholdet forståeligt for læsere med meget forskellige faglige baggrunde. Han fik stor ros fra sin censor og vejleder, netop fordi sproget gik imod strømmen af lange ord og tunge sætninger.
Anja kæmper for det gode sprog
Anja Madsen Kvols er 31 år og uddannet i generel pædagogik på DPU. Hun skrev sit speciale i en forskergruppe, og her oplevede hun, at hun med Tillægsuddannelsen som en del af sin faglige bagage så anderledes på formidling end nogle af de andre i gruppen.
”Vi havde nogle kampe. Jeg havde fået nogle anderledes ideer om sproget i opgaven, og når jeg tabte kampene, var det tydeligt, at sproget blev utilgængeligt og tungt i stedet for beskrivende og med masser af eksempler, som jeg ville foretrække det.”
I dag arbejder hun på seminariet i Silkeborg og bruger sine erfaringer fra Tillægsuddannelsen aktivt, hver gang hun søger fonde ellers skriver artikler og projektbeskrivelser. Selvom der ikke længere er insisterende medstuderende med inde over, når hun skriver sine tekster, oplever hun, at udfordringen med at skrive godt kun er blevet større.
”Faglig formidling er faktisk blevet sværere efter min tid på Tillægsuddannelsen, for nu stiller jeg store krav til de ting, jeg skriver. Der er dog kneb fra journalistikken, der har hjulpet mig til at skrive artikler og projektbeskrivelser, der skiller sig ud fra mængden. Det har sat mig i stand til at skrive anderledes og bedre end mine kolleger og konkurrenter, også når jeg ikke skriver typisk journalistisk.”
Den professionelle formidler
Også for Thomas Mølgaard er erfaringerne fra Tillægsuddannelsen blevet en integreret del af arbejdet i daglige. Han beskriver det som, at den gode faglige formidling sidder på rygraden. Det er ikke et redskab, han tager frem, når det lige passer, men et grundlag, som han baserer al sin kommunikation på.
Han arbejder som virksomhedskonsulent i en landboforening i Nordjylland. Blandt 270 ansatte, er han den eneste, der har en kommunikationsuddannelse. Til jobsamtalen reagerede direktøren på samme måde som censoren til Thomas’ eksamen.
”Han var solgt, da jeg fortalte om kommunikationsdelen på Tillægsuddannelsen. Nok fordi han i mig kunne se de formidlingsmæssige kompetencer og den dynamik, som man savner i lidt fastgroede virksomheder, hvor alting bliver gjort på samme måde.”
Thomas nåede at skrive – og få positivt svar på – to jobansøgninger, men han nåede aldrig til mere end den ene samtale.
Også Anja Madsen Kvols er sikker på, at Tillægsuddannelsen gjorde en forskel i forbindelse med jobansøgningen. Det handler om at kunne præsentere sit fag og sine kompetencer med kant og kløgt, og det er det, der giver Tillægsuddannelsen styrke og gør den attraktiv, når man skal søge job. ”Når vi omringer os med fagfæller, kan vi tale indforstået og i koder. Men sådan ser det jo ikke ud ude i virkeligheden. Når man møder en masse andre fagligheder bliver man nødt til at forklare sig på en god måde. Det er jo netop det, faglig formidling går ud på, og det kan man bruge, når man bliver færdig herfra.”
Om tillægsuddannelsen
Tillægsuddannelsen foregår på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus, hvor også journalistuddannelsen, overbygning cand.public og forskellige andre journalistfag har hjemme.
- Der er optagelse to gange årligt med start i slutningen af august og januar.
- Ansøgningsfristerne er 1. april og 1. oktober.
- Alle med en bachelor og en forhåndgodkendelse fra deres institut kan søge uddannelsen.