Med 37.724 personlige stemmer sikrede Emilie Turunen sig i juni en sikker plads i Europaparlamentet. Samtidig gik hun på et døgn fra at være almindelig anonym studerende til at blive offentlig europapolitiker og kendt som det nye håb i dansk politik og en kommende dansk kvindelig statsminister. Det blev et skift, der ikke bare udvidede Emilie Turunens daglige pendlerradius mellem København og Roskilde til en mellem København, Bruxelles og Strasbourg. Men som også udvidede omfanget af hendes ansvarsfølelse fra kun at have dækket hende selv og hendes nærmeste til pludselig at skulle rumme 500 millioner europæere. Og det var et skifte, der kunne mærkes.
Ansvar
”Følelsen af ansvar har uden tvivl været det mest overvældende. Selvom jeg også før var politisk aktiv som formand for SFU, så var det på et niveau, hvor jeg dybest set kun var ansvarlig overfor mig selv og derfor i princippet kunne sige næsten hvad som helst. Det kan jeg ikke mere. Jeg er blevet medlovgiver for en halv milliard europæere og kan påvirke deres dagligdag rigtig meget. Og den følelse tynger. Det får mig ikke til at fortryde, men bare til at ranke ryggen og tænke, at så må jeg hellere sørge for at gøre det rigtig godt,” siger Emilie Turunen, da Djøf Studerende møder hende en fredag i september på Christiansborg til en snak om springet fra anonym RUC´er til medieombrust europaparlamentariker og om konsekvenserne af den store omvæltning.
Emilie Turunen møder op med morgenvådt hår og røde kinder efter en cykeltur i modvind igennem de københavnske gader. Hun kunne ellers roligt have taget en taxa. Som europapolitiker er hun blevet udstyret med en solid bunke taxabon´er, som det faktisk forventes, at hun gør brug af, hvis hun skal kunne passe en hverdag i både København og Bruxelles. Men det er en af de ting, som Emilie Turunen har lidt svært ved at vænne sig til.
Goderne og den gode løn
”Jeg har altid slået på, at man ikke skulle blive europapolitiker for at høste goderne og den gode løn. Men jeg kan se nu, at den løn får man jo, fordi man lider en række afsavn. Man arbejder fra morgen til aften og pendler samtidig konstant mellem to hjem. Og skal det liv hænge sammen, er man fx nødt til at kunne tage en taxa en gang imellem. Men alligevel prøver jeg faktisk så vidt muligt at cykle, når jeg er i København og har også købt en cykel i Bruxelles,” siger hun og forklarer, at det har været vigtigt for hende at holde fast i nogle af de vaner, hun også havde i sit liv før. For ikke at komme til at føle sig for fremmed i den nye tilværelse som EU-parlamentariker.
Et liv som tog sin begyndelse søndag den 7. juni, da hun blev valgt ind i Europaparlamentet for SF. Hun havde i måneder ført en intens valgkamp sammen med spidskandidaten Margrethe Auken. De havde i dagevis af gangen sammen været på farten rundt i landet og i ugen op til valget nærmest arbejdet i døgndrift. Alligevel slog det benene væk under Emilie Turunen, da hun troppede op på Christiansborg på selve valgaftenen for at følge stemmeoptællingen på sidelinjen med venner og familie. For hun viste sig at skulle blive en af valgets store overraskelser og gik derfor fra det ene kamera til det andet, efterhånden som det blev mere og mere sikkert, at hun havde vundet en plads i Europaparlamentet.
Voldsomt
”Det var meget voldsomt og egentlig ikke særlig rart. Jeg havde inviteret familie, venner og min kæreste med herind på Christiansborg, så vi kunne være sammen efter, at jeg havde følt, at jeg faktisk havde forsømt dem under valgkampen. Men jeg kom lige ind af døren, og så hev Natasha Crone fat i mig som den første og så var det direkte på TV. Efter hende var det DR og så Godmorgen og Godaften Danmark. Det var som at befinde sig i en boble og meget uvirkeligt,” fortæller Emilie Turunen om den uventede mediemæssig ilddåb, der skulle vise sig at fortsætte lang tid efter også. I dagene efter valget mest i de danske medier, der hurtigt udråbte den 25-årige stemmesluger til det nye store danske håb og kommende kvindelige statsminister. Og senere på måneden i de europæiske medier, da hun mødtes med de andre nye parlamentarikere til første samling i Strasbourg.
”På første samling senere i Strasbourg i juli måned havde jeg troet, at jeg kunne bruge dagene på lige at se det hele an. Men hurtigt gik det op for mig, at jeg som det yngste parlamentsmedlem tilsyneladende var én af tophistorierne på samlingen. Derfor havde jeg en hær af pressefolk efter mig i tre dage og blev i de europæiske medier med det samme kåret som parlamentets benjamin,” siger hun.
Hun synes på den ene side, at netop mediepostyret og den pludselig følelse af at være blevet en offentlig person har været en af de sværeste ting at skulle vænne sig til. Men er alligevel glad for, at hun fik muligheden for og takkede ja til at stille så meget op i medierne som muligt. Hun ved nemli hvor svært det er for mange europapolitikere at tilegne sig spalteplads i de daglige medier, når først rusen efter europaparlamentsvalgene har lagt sig.
Trak stikket ud
Men efter en hektisk juni og juli måned trak Emilie Turunen dog stikket helt ud og tog på tiltrængt danmarksferie med sin kæreste. Både for at genvinde fodfæstet i det efter valgkampen lidt slidte parforhold. Men også for at samle energi til det nye pendlerliv, som netop er begyndt at tage form. Og som indtil videre kommer til at foregå med base i København i lejligheden på Nørrebro fra torsdag til søndag og fra mandag til torsdag i en lejlighed alene i Bruxelles.
”For mig er det vigtigt at bevare min base med min kæreste, mine venner og min familie herhjemme. Det liv, der foregå i Bruxelles, er super spændende, og man bliver nemt suget helt ind i det, hvis ikke man har noget eller nogen, der trækker en tilbage til København,” forklarer hun og fortæller videre, at hun dog glæder sig over nu endelig at kunne begynde at tage fat på det reelle politiske arbejde i Bruxelles og Strasbourg og kaste sig over de mange konkrete opgaver, der ligger foran hende.
Opgaverne
En handler om, sammen med kollegaen Margrethe Auken, at opbygge et nyt sekretariat og ansætte medarbejdere. En anden om de administrative og organisatoriske opgaver hun har fået tildelt med rollen som nyvalgt vicepræsident for Den Grønne Gruppe, som SF er en del af i parlamentet. Og så er der det egentlige politiske arbejde som at deltage i udvalgsmøder, lære at netværke, men også at få fod på forretningsgangene og forstå, hvordan politik formes i Bruxelles. Og selvom det klør i fingrene på Emilie Turunen for at komme i gang, kæmper hun samtidig også lidt af en kamp for at lære sig selv at acceptere rollen som den, der ikke bare er den yngste, men også ny og grøn og derfor hele tiden lidt bagud.
”Jeg har altid været mest vant til rollen som hende, der er længst fremme i skoene. Men lige nu står jeg i en situation, hvor jeg ikke rigtig føler mig på sikker grund og alle omkring mig ved mere om det, der foregår, end mig. Og det er vist det ,jeg har sværest ved at vænne mig til i mit liv lige nu. Det der med ikke at være den førende på feltet. Så derfor øver jeg mig i øjeblikket på at give mig selv lov til at føle mig ny og hele tiden sige til mig selv: Jamen, hvor søren skulle jeg vide det hele fra? Og så ellers vente på, at det kommer,” slutter Emilie Turunen.