Ikke desto mindre er begge parter enige om, at der stadig er meget tilbage af det fundament, RUC blev bygget op om i kølvandet på studenteroprøret i 1968.
For 40 år siden blev Europas universiteter rystet i deres grundvold, da et studenteroprør spredte sig over det meste af kontinentet fra Paris til København. Ideerne bag dette studenteroprør - opgør med "professorvældet", øget medbestemmelse for de studerende og en gennemgående anderledes tilgang til forholdene indenfor væggene på universiteterne - var nogle, der blev noteret af de kræfter, der blot fire år efter studenteroprøret i 1972 var med til at danne RUC. Således blev RUC bygget op om en anden pædagogisk tilgang til tingene, end der gjorde sig gældende på de andre danske universiteter, med toårige basisuddannelser, projektarbejde og gruppeeksamener.
Men hvor meget er der tilbage af dette fundament i dag? Masser ifølge rektor Poul Holm:
"RUC's fundament er stadig fuldt i live og et, vi faktisk arbejder for at gøre stærkere."
Politisk næstformand for studenterrådet på RUC Kristine Bak Nielsen er dog lidt mere forbeholden, men synes alligevel, at der er meget tilbage af RUC-fundamentet.
"De pædagogiske grundprincipper for RUC med projektarbejdsformen findes stadig. Men man kan sige, at der sker flere og flere tiltag, hvor det bliver sværere og sværere at opretholde RUC's specielle studiestruktur. Der er kommet mere detailstyring af universiteterne," forklarer hun.
Hvad med gruppeeksamen?
En central del af RUC's fundament er dog forsvundet med afskaffelsen af gruppeeksaminerne. De studerende kan fortsat få lov til at lave projektarbejde i grupper, men skal nu eksamineres individuelt. Afviklingen af gruppeeksaminerne er noget, rektor har haft svært ved at forlige sig med.
"Her har vi jo i virkeligheden at gøre med en paradoksal situation, hvor en statsministers helt personlige ungdomserfaringer har fået ham til at insistere på, at der skal være et forbud mod gruppeeksamen. Det er jo ikke i overensstemmelse med hverken pædagogisk forskning eller universiteternes anbefaling eller erhvervsorganisationernes anbefaling. Jeg tror, det er en forbigående ting. Det er forbud, der lever lige så længe som Anders Fogh Rasmussen er statsminister og ikke meget længere," forklarer Poul Holm.
Derfor ser rektor meget gerne, at gruppeeksaminerne bliver genindført. Kristine Bak Nielsen deler rektors forundring over afviklingen af gruppeeksamenerne:
"Eksamen er en metode til at afprøve den studieaktivitet, man har været igennem, og skal afspejle det, du har lært. Når man har skrevet projekt i en gruppe, så giver det ikke så megen mening at løsrive gruppeprocessen fra produktet til eksamen."
Stadig stort engagement på RUC
Til trods for at gruppeeksaminerne er blevet afskaffet - hvad der i øvrigt ikke gik stille for sig, da store dele af de studerende på RUC klagede højlydt over denne ændring - er der ligesom blandt de studerende i 1968, stadig masser af engagement på RUC og en vilje til at kæmpe for forandringer og forbedringer. Kristine Bak Nielsen forklarer:
"Vi har mange studerende, der engagerer sig. Da RUC's budget for 2008 skulle vedtages, og der blev lagt op til nedskæringer både på uddannelse og på forskning, mødte flere hundrede op til bestyrelsesmøderne i december og februar for at vise deres modstand."
Engagementet blandt de RUC-studerende er også et, der står centralt for rektor Poul Holm og er et, han ser som en positiv del af arven fra 1968.
"Jeg oplever, at der er mange studerende i dag, som ikke blot går efter den snævre karrierevej, men ønsker at universitetsuddannelsen skal bruges til både at få en fornuftig uddannelse, men også det at gøre en forskel, at kunne bidrage til et bedre samfund. Det, mener jeg sådan set, er en del af arven fra 1968 og er noget af det allervigtigste med universitet," fortæller han.
40 år efter kæmpes der stadig mellem rektorat og studenterråd.
Til trods for fællesnævnerne mellem rektor og studenterrådet i forhold til gruppeeksaminerne og det samfundsmæssigt engagement er tiden, hvor de to størrelser eksisterer side om side i fuld harmoni, dog ikke en realitet. De to parter diskuterer jævnligt i pressen, og ind i mellem rimeligt højlydt. Hvorvidt det skal ses som et sundhedstegn eller ej er svært at vurdere. En ting er dog sikkert, arven fra studenteroprøret om at kæmpe for at gøre tingene på en anden måde, er i den grad stadig i live på RUC anno 2008.
Rektor skifter job
Efter journalisten afleverede artiklen, har rektor Poul Holm sagt sin stilling på RUC op. Han oplyser til Politiken, at opsigelsen intet har at gøre med de elevdemonstrationer, der har været mod ham. Han skifter til et job som akademisk direktør for Trinity College Dublin, hvor han starter i slutningen af september. - red.