Det undrer især, når politikerne gentagne gange påpeger uddannelse som et af de vigtigste indsatsområder for at sikre fremtiden. For at udnytte denne indsats må vi vel kunne forvente en rød tråd gennem indgrebene?

Jeg er en smule forundret og lidt fortvivlet, for der er i uddannelsessystemet rigtig mange interessenter med mere eller mindre konstruktive indspark til, hvordan man kan ændre det til det bedre. Det gælder hele spektret lige fra de studerende til universiteterne og ministerierne. Hvorfor er det da så svært at få alle disse gode kræfter til at tale sammen og finde ud af, hvor vi skal føre det hele hen?

Forandringer på godt og ondt

Jeg er, som person, generelt positivt stemt over for ønsket om at nedsætte gennemførsels-tiderne. Det må være i de studerendes interesse, at studiernes rammer er reelle, og at en femårig kandidatgrad ikke i virkeligheden betyder en seksårig.  At uddannelserne ikke fungerer perfekt, og at der er plads til forandringer er oplagt. Jeg kender ikke mange studerende, der ikke på et eller andet tidspunkt har tænkt: "Dette må kunne gøres bedre." Så lad os da lave de forandringer og forsøge at forbedre et, i det store hele, godt system.

Men forandringerne skal laves ud fra et helhedsbillede og ikke ud fra en partiel betragtning, hvor opfordringer til at søge studiejob og udenlandsophold ikke kædes sammen med, hvad det betyder for gennemførsels-tiden. Man har eksempelvis skabt en taksameter-bonusordning, som giver bonus ved at gennemføre en bachelor på fire år og en kandidat på de nummérede to år. Dette er sket uden at tage højde for, at uddannelserne er meget forskellige, og at studiebelastningen derfor kan ligge på forskellige tidspunkter. Det betyder, at uddannelser, hvor den største forsinkelse ligger på bacheloren, umiddelbart har nemmere ved at få del i bonus-ordningen, end de uddannelser som ikke har væsentlig forsinkelse på bacheloren, men hvor problemet med studietids-forlængelse eksisterer på kandidaten. Det er vel udtryk for, at man ikke har taget højde for de forskelle, der præger uddannelsesmiljøet.

Lap på lap på lap

Ændringen bliver så mødt med et forsøg på at tilpasse den til den aktuelle situation, en ændring på ændringen. Man forsøger at presse den enkelte uddannelse ned i en færdig skabelon. Problemet bliver, at uddannelserne hurtigt hugger en hæl og klipper en tå for at få det hele til at passe. Det siger måske noget om, hvordan de enkelte uddannelsessteder griber forandringer an, men er i ligeså høj grad et udtryk for det forandringspres, de konstant er under.

Incitamentsstyring er, forståeligt nok, den mest håndgribelige mulighed, Videnskabsministeriet har for at udmønte de politiske holdninger. Derfor skal deres bevillinger og taksameterordningen naturligvis bruges til at opstille den ramme, hvori uddannelserne skal fungere. Men man får hurtigt disse modstridende incitamenter, hvor universitetet bliver presset til at få de studerende så hurtigt som muligt igennem, mens de studerende bliver opfordret til at søge studiejob og udenlandsophold.  Hvis ikke man inddrager parterne i den rent praktiske udmøntning af disse tiltag, ender man derfor med et patchwork af ændringer og ændringers ændringer i stedet for at tage diskussionen og de praktiske problemstillinger i opløbet.

Én perfekt løsning?

Naturligvis vil man ikke kunne undgå problemer med indførslen af nye tiltag. Der er dog en række praktiske problemstillinger, som givetvis kunne undgås, hvis man forsøger at inddrage parterne mere i processen, så vi får den optimale implementering af de politiske strategier. Det er ikke det samme som at sige, at man ikke kan være uenig i en politisk dagsorden, men vi skal have uddannelsessystemet til at fungere så optimalt som muligt. Det må være målet, og det opnår vi ikke ved at sidde i hver vores lejr og tænke store tanker.