Cand.merc. Reimer Ivang skrev Erhvervs-PhD i samarbejde med den verdenskendte danske virksomhed Danfoss. Emnet var, kort fortalt, hvordan man forbedrer virksomheders evne til at skabe og implementere strategier for anvendelse af den digitale teknologi i relationen mellem kunder og leverandører. Emnet giver sikkert ikke mening for alle, men for Reimer Ivang og Danfoss gjorde det.
"Da vekselvirkningen mellem virkelighed og forskning altid har haft min interesse, er der ingen tvivl om, at jeg ikke havde skrevet en ph.d., hvis det ikke havde været muligt at skrive en ErhvervsPhD. Jeg har en meget pragmatisk tilgang til forskning. Det vil sige forskningen skal kunne anvendes til at gøre en forskel, og den skal kunne iværksættes med det formål at skabe fordele. Derfor passer vekselvirkningen, som skabes mellem forskning og virkelighed mig perfekt. Udelukkende forskning eller arbejde i en virksomhed var således ikke perfekt for mig," fortæller Reimer Ivang. Muligheden for at tjene mere end en almindelig ph.d.-forsker var ikke altafgørende for ham, men han fik dog stadigvæk en anelse mere i lønningsposen. Den ekstra løn forhandles mellem virksomheden og ErhvervsPhd-forskeren.
Brænd for dit emne
Reimer Ivang har følgende råd til folk, der overvejer at skrive en ErhvervsPhD:
"Find et emne som du brænder for. Tre år er lang tid, og det kan ikke undgås, at der kommer perioder undervejs, hvor energien ikke er på toppen. Vær skarp på hvornår der er tale om virksomhedstid, og hvornår der er tale om forskningstid. Der er således ingen grund til at være i virksomheden, hvis der er behov for refleksion og teoretisering. På den anden side så skal man ikke sidde på Uni, hvis der er behov for interaktion med personer, som kender til detaljerne."
Reimer Ivang fortsætter kombinationen mellem forskning og virkelighed, da han nu er ansat halv tid på Danfoss og halv tid på Aalborg Universitet. En løsning som han er yderst tilfreds med.