Erstatning til fyret student

Af: Pia Duus Jensen

Djøf forhandlede en erstatning hjem til jurastuderende Martin Westy Løvendahl, da han uretsmæssigt blev fyret fra sit studenterjob. Erstatningen er ikke bare en økonomisk kompensation, men også en personlig oprejsning for den fyrede student.


Der ligger en vis symbolik i, at Martin Westy Løvendahl har valgt at skrive sin tak bag på et postkort med arkitektoniske detaljer fra det smukke Aarhus Universitet.

Sidste år blev han fyret fra en studentermedhjælperstilling på det juridiske bibliotek på Aarhus Universitet - officielt fordi biblioteket ikke længere havde brug for studentermedhjælpere, ifølge ham selv fordi han havde en uoverensstemmelse med sin leder.

Efter forgæves at have søgt hjælp hos HK, der repræsenterer alle offentligt ansatte studentermedhjælpere, kontaktede han Djøf, der gik ind i sagen og i løbet af et par måneder fik forhandlet en godtgørelse for uretsmæssig fyring på plads.

Personlig oprejsning

"Det er svært at sætte ord på den forskel, I har gjort i mit liv. Det fantastiske forlig, Helene indgik, og den interesse Signe viste sagen under vores samtaler, savner jeg simpelthen ord for. Det er fra hjertet, jeg giver jer min dybfølte TAK!".

Sådan skriver Martin Westy Løvendahl på postkortet til Helene Rafn og Signe Svane fra Djøfs forhandlingsafdeling, der har taget sig af hans sag.

For selvom han hellere ville have beholdt sit job på biblioteket, er godtgørelsen vigtig for ham:

"Det var et stort psykisk pres at blive fyret, og jeg oplever godtgørelsen som en undskyldning for, at man har fyret mig. Samtidig kan jeg bruge den ved senere ansættelsessamtaler til at vise, at jeg ikke blev fyret, fordi jeg var en dårlig medarbejder," fortæller han.

Fyret den forkerte

Martin Westy Løvendahl har arbejdet på juridisk bibliotek på Aarhus Universitet siden 2001. I modsætning til de andre studenter på stedet var han fastansat, og derfor blev han også overrasket, da bibliotekets chef sidste år fortalte ham, at biblioteket på grund af strukturændringer ikke længere havde behov for studentermedhjælpere. De andre studenter, der var ansat på tidsbegrænsede kontrakter, blev ikke fyret. De ville i stedet ikke få forlænget deres kontrakter.

Det er et brud på reglerne, at man fyrer en fastansat studentermedhjælper frem for en kontraktansat. Det var da også den krog, som kravet om en godtgørelse blev hængt op på, da Djøf tog til Århus for at forhandle med universitetets personaletekniske udvalg. Forhandlinger der endte med, at Martin Westy Løvendahl fik to en halv måneds økonomisk kompensation for den uretsmæssige fyring.

Djøf hjælper studerende, der bliver fyret uden saglig grund, eller som har brug for hjælp til forhandling af løn og ansættelsesvilkår, fortæller Helene Rafn fra forhandlingsafdelingen. For at få hjælp skal dit job være studierelevant, det vil sige et vil sige typisk Djøf-arbejde, og omfattet af funktionærloven.

Læs mere om Djøfs tilbud til studerende - klik på linket i boksen øverst til højre. 

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op