Fordi der pr. 1. august i år indføres en helt ny karakterskala, der er tilpasset europæiske standarder, og som eksempelvis forandrer dit 9-tal til et 7-tal. Djøf Studerende vil arbejde for at fortælle vores kommende arbejdsgivere om den ny skala, så de kan se, hvor god du egentlig er - selv med de nye karakterer.
Fra 13-skala til 12-skala
Den ny karakterskala kommer til at gå fra -3 til 12 og kommer til at have færre karakterer og større afstand mellem karaktererne, end vi er vant til fra 13-skalaen. Alle vil skifte til den ny karakterskala pr. 1. august, og selvom karakterer opnået på den gamle skala vil stå på eksamensbeviset, vil de blive omregnet til den ny karakterskala og gennemsnittet beregnet på den ny karakterskala. Derfor kan ens karaktergennemsnit pludselig se ret anderledes ud efter sommerferien.
Internationale karakterer
Den ny karakterskala skulle imidlertid gerne forøge vores muligheder for at komme ind på et større arbejdsmarked end det danske. Med den ny karakterskala skulle det blive lettere at omregne vores karakterer til fx den amerikanske karakterskala eller den såkaldte ECTS-skala i Europa. Derudover bliver 11 og 13 slået sammen, så udlændinge slipper for at skulle forstå, hvorfor 11 de fleste steder er en ret god karakter, selvom den ikke er den højeste.
Karakterer betyder stadig meget
Selvom vi alle gerne vil ansættes på vores vindende væsen, så ved vi også inderst inde, at hardcore facts som vores karakterer også spiller ind, i særdeleshed når vi kommer som dimittender eller søger studiejob undervejs i vores studie. Derfor må vi også konstatere, at et skift til en ny karakterskala kan have betydning for vores jobmuligheder, hvis vores kommende arbejdsgivere ikke helt forstår, hvor gode vi er selv med et snit på, skal vi sige 8,2 efter den ny skala.
Overgangen bliver svær
Selvom man indfører den ny karakterskala med kortest mulig overgang, vil der alligevel være en årrække, hvor der vil være studerende og dimittender med karakterer givet på forskellige karakterskalaer. Det stiller krav til dem, der skal vurdere, om den ene er bedre end den anden - det vil sige vores kommende arbejdsgivere. Er det eksempelvis bedre at ansætte en person med et snit på 9,3 efter den gamle skala end en person med at snit på 8,8 på den ny skala? Og hvordan skal man egentlig vurdere personer, som har fået halvdelen af deres karakterer efter den gamle skala og resten efter den nye?
Oplysning, oplysning, oplysning
Der er nok ikke andet for, end at vi må sande, at det er os som studerende, der kommer til at skulle gøre vores kommende arbejdsgivere opmærksom på, hvad det egentlig betyder det her med den ny karakterskala. Det ser ikke ud til, at der rigtig er andre, som vil gøre så meget. I Djøf Studerende er vi i hvert fald parate til at tage en del af opgaven på os. Vi ved, hvor meget karaktergennemsnittet stadig betyder, og vi ved, at vi ikke bare kan regne med, at vores kommende arbejdsgivere selv bruger en masse energi på at finde ud af, hvad de nye karakterer betyder. Vi vil derfor arbejde for at gøre vores kommende arbejdsgivere bekendt med den ny karakterskala, så de ikke er i tvivl. Så når du kommer tilbage efter sommerferien, skal vi nok hjælpe dig med at fortælle din kommende arbejdsgiver, hvor god du egentlig er - selv med de nye karakterer.
Oversættelse af karaktergennemsnit
I forbindelse med den koordinerede tilmelding (KOT) har man udarbejdet nedenstående omregningstabel, som altså skal bruges for at vurdere personer, som søger ind på uddannelserne på universiteterne.
13-skala/7-trins-skala
6,0 svarer til 2,0 7,7 svarer til 5,3 9,4 svarer til 9,0
6,1 svarer til 2,2 7,8 svarer til 5,5 9,5 svarer til 9,2
6,2 svarer til 2,4 7,9 svarer til 5,8 9,6 svarer til 9,4
6,3 svarer til 2,6 8,0 svarer til 6,0 9,7 svarer til 9,6
6,4 svarer til 2,8 8,1 svarer til 6,2 9,8 svarer til 9,8
6,5 svarer til 3,0 8,2 svarer til 6,4 9,9 svarer til 10,0
6,6 svarer til 3,2 8,3 svarer til 6,6 10,0 svarer til 10,2
6,7 svarer til 3,4 8,4 svarer til 6,8 10,1 svarer til 10,4
6,8 svarer til 3,6 8,5 svarer til 7,1 10,2 svarer til 10,5
6,9 svarer til 3,7 8,6 svarer til 7,3 10,3 svarer til 10,7
7,0 svarer til 3,9 8,7 svarer til 7,5 10,4 svarer til 10,8
7,1 svarer til 4,1 8,8 svarer til 7,7 10,5 svarer til 11,0
7,2 svarer til 4,3 8,9 svarer til 8,0 10,6 svarer til 11,2
7,3 svarer til 4,5 9,0 svarer til 8,2 10,7 svarer til 11,4
7,4 svarer til 4,7 9,1 svarer til 8,4 10,8 svarer til 11,6
7,5 svarer til 4.9 9,2 svarer til 8,6 10,9 svarer til 11,8
7,6 svarer til 5,1 9,3 svarer til 8,8 11,0 og derover svarer til 12,0
Oversættelse af de enkelte karakterer
13-skala 12-skala
13 12
11 12
10 10
9 7
8 7
7 4
6 02
5 00
03 00
00 -3
Efter denne oversættelse vil gamle karakterer blive regnet om til nye på eksamensbeviset. Det skal dog bemærkes, at det ikke er meningen, at man skal bruge den ny karakterskala på samme måde som den gamle. Oversættelsen i tabellen er derfor kun i relation til oversættelsen af karakterer på eksamensbeviset. Når man skal give karakterer efter den ny karakterskala, skal man vurdere præstationen efter kriterierne for de nye karakterer og ikke efter de gamle for derefter at oversætte karakteren.
Læs mere på ved at klikke på linket i boksen øverst til højre.