Stadig noget at kæmpe for

Af: Pia Duus Jensen

Danske praktikanter i udlandet har fået bedre forhold siden 2002. Det viser en undersøgelse, Djøf har lavet blandt praktikanter i udlandet i efteråret 2006.


Men der er stadig noget at kæmpe for - eksempelvis får under halvdelen af praktikanterne løn for deres arbejde, og arbejdstiden overskrider ofte en fuld arbejdsuge.

På Jens Peter Bondes (Junibevægelsen) kontor i Europaparlamentet i Bruxelles er en stor del af arbejdet baseret på de tre praktikanter, der er ansat på kontoret. En af dem er Marie Kirk på 25, der læser Forvaltning på Roskilde Universitetscenter (RUC).

"Meget af arbejdet her varetages af os praktikanter. Og det er sjovt, meget studierelevant og godt for mit cv", fortæller Marie, der på langt de fleste punkter er godt tilfreds med sin praktikplads.

Og danske praktikanter i udlandet har det godt, i hvert fald i forhold til tidligere praktikanter. Det viser en undersøgelse, Djøf har lavet i efteråret 2006 blandt praktikanter på ambassader, handelskontorer og i Bruxelles. I sammenligning med en undersøgelse fra 2002 får flere praktikanter løn for deres arbejde (42 % mod 29 % i 2002), flere har ansættelseskontrakter (95 % mod 69 % i 2002), og flere har løbende evalueringer af praktikforløbet (67 % mod 33 % i 2002). Med hensyn til arbejdstiden er der dog ikke sket de store forbedringer: praktikanterne arbejder stadig mere end det timetal, de er ansat til, og Djøf Studerende (Djøfs studenterorganisation) påpeger, at under halvdelen af de studerende, får løn under deres praktik.

"Vi er rigtig glade for, at forholdene for praktikanter i udlandet er blevet bedre", siger Anita Okkels Birk Thomsen, formand for Djøf Studerende. "Men vi ser også stadig et forbedringspotentiale på nogle områder, fx i forhold til løn og vilkår. Det er stadig over halvdelen af praktikanterne, der ikke får løn for deres praktikhold!".

Undtagelsen

Marie Kirk arbejder med miljø, sundhed og landbrug, og som praktikant er hun med til at lave lovforberedende arbejde og betænkninger, ligesom hun følger forskelligt udvalgsarbejde og så småt er begyndt at lave pressearbejde. Hun har en ansættelseskontrakt, hun får løn for sit arbejde, og arbejdstiden er hun rigtig godt tilfreds med. Hvor Djøfs undersøgelse viser, at praktikanter normalt arbejder mere, end det er aftalt i deres kontrakt, kan Marie Kirk holde sin arbejdstid på 37 timer om ugen, som aftalt i kontrakten.

"Vi er et af de få kontorer i Europaparlamentet, hvor praktikanterne holder sig inden for 37 arbejdstimer om ugen", siger hun. "Jeg har tit møder eller arbejde om aftenen, men så får jeg lov til at gå tidligere en anden dag eller holde fri, hvis jeg har gæster. Men tit synes jeg jo også at arbejdet er spændende, og så vil jeg gerne lave det færdigt", siger hun.

Det er andet semester, hun arbejder på Junibevægelsens kontor. Oprindeligt blev hun ansat for ét semester, men hun gjorde det så godt, at hun blev tilbudt et halvt års ekstra ansættelse. Det første halve år fik hun diæter på 2500 kr. om måneden, men nu får hun en løn på 9700 kr., fordi hun ikke kan få merit for andet semester af praktikken og dermed heller ikke SU.

"Jeg har fået 20 ECTS i merit for et semester i praktik. Det svarer til et projekt på RUC", fortæller hun. "Men jeg tror, at lang Forvaltning er en af de eneste uddannelser på RUC, der giver merit for praktik".

Mangler: evaluering

Det eneste, Marie Kirk savner, er en evaluering af praktikopholdet. "Jeg har ikke fået nogen evaluering, og det har jeg savnet. Vi taler selvfølgelig om tingene, hvis der er noget, jeg har brug for at snakke om, men det ville være godt at have det i mere formelle rammer. Det er også, hvad jeg har hørt fra nogen af de tidligere praktikanter", siger hun.

Arbejdet i Europaparlamentet er så spændende, at Marie Kirk varmt anbefaler andre at tage praktik: "Det er meget studierelevant, og jeg får en rigtig god forståelse af EU og en praktisk indgangsvinkel, så jeg får mere ud af studierne senere. Men det er vigtigt, at man selv tager initiativ, når man er praktikant, for så får man også lov til at lave alt det spændende arbejde".

Anita Okkels Birk Thomsen fortæller, at Djøf Studerende lige nu overvejer mulighederne for at få lavet en lignende undersøgelse, der kan afdække forholdene for praktikanter i Danmark og derved sætte fokus på de problemer, som praktikanter herhjemme oplever.

Læs hele praktik-undersøgelsen og få gode råd om praktik - klik på linket i boksen øverst til højre.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op