Hun er ung, højhælet, lyshåret og koncentreret. Begge arme peger nedad, og hun bøjer let i knæene, mens hun gentager lydene, der er hentet direkte fra de jagende, australske aboriginals, og som skal hjælpe hende til ikke at rødme: Ho. Ho. Ho. Ho.
Maja er studerende på Jura i København. Hun er med i Juras processpil, og dermed også til den retorikundervisning, der skal ruste de studerende til at stå ansigt til ansigt med dommerne, når de til foråret skal spille anklagere og forsvarere i efterligningen af en rigtig retssag.
Derfor er hun mødt op i den baggårdskælder, som Jura har stillet til rådighed for processpildeltagerne, denne sidste undervisningsgang før jul, hvor hun nu sammen med femten andre processpildeltagere øver sig i at få kindernes blussen til at blive til varme tæer.
De kommende advokaters troværdighed vil lide et alvorligt knæk, hvis deres procederen ledsages af rødmende kinder. Tricket er derfor at lede varmen væk fra kinderne, ned gennem kroppen og ud i fødderne.
"I kan flytte jeres rødmen ved hjælp af lyd. Men I skal nok ikke gøre det inde i retssalen", advarer retoriklærer Inger Høedt-Rasmussen. "Gå ud på toilettet og gør det inden, retssagen begynder".
Jeg har skreget derhjemme
Maja og et par andre af de studerende kan dog ikke mærke varmen sive ned i fødderne. Inger Høedt-Rasmussen forklarer de studerende, at de har tre punkter under fødderne, som de skal fokusere på. Hun mener, at Maja måske får et problem på grund af sine høje hæle.
"Det er derfor, jeg altid har lave sko på", afslører Inger Høedt-Rasmussen. "Men på den anden side, så er Maja jo calm, cool and connected, så hun klarer sig nok".
Ifølge Maja selv var hun dog hverken calm, cool eller connected, da hun for to måneder siden begyndte på retorikundervisningen.
"Før jeg begyndte til retorikundervisningen, turde jeg ikke række fingeren op i timen, jeg var bange for at sige noget forkert og for at føle mig dum. Nu har jeg ikke noget problem med det, og det er på grund af retoriktimerne. Jeg er blevet meget mindre genert - for tre måneder siden ville jeg aldrig stille mig ind i midten af en gruppe, som jeg gør til retorikundervisningen, jeg ville være løbet min vej".
Patrick, Frith og Louise, der sammen med Maja udgør en processpilgruppe, har også fået vendt op og ned på nogle ting efter, de har stiftet bekendskab med retorikken.
"Jeg føler, at mit liv er vendt fuldstændig rundt efter mødet med Inger", siger Frith, der kommer fra Australien, men er på udveksling i København.
"Da jeg først kom med i konkurrencen, så jeg mig selv som en isoleret enhed, og jeg ville helst arbejde alene, men Inger har lært mig, at du bliver en stærkere person ved være en del af holdet - ved at løsne op for dig selv og lade folk hjælpe dig og selv hjælpe dem".
Maja fortæller om den første gang, hendes gruppe mødte Inger.
"Vi talte om, hvad vi ville have ud af det, og jeg sagde, at jeg ville være bedre til at tale offentligt", fortæller Maja. "Pludselig bad hun mig stille mig op og skrige..."
"Det er fordi Maja sagde "nogen gange er jeg så genert, at jeg har lyst til at skrige"", supplerer Frith. "Og Inger sagde, "Ok, gør det", og Maja blev helt rød i hovedet".
"Jeg sad på mine hænder og ville bare løbe ud ad døren", siger Maja. "Jeg skreg ikke, men jeg lærte noget af det alligevel".
"Jeg har faktisk prøvet at skrige derhjemme en dag, hvor det hele blev for meget", fortæller Louise. "Jeg skreg så højt, jeg kunne i lejligheden, og min kæreste sagde "Lad være med det, der kommer bare nogen"".
At kunne argumentere
I det svindende dagslys står gruppen af processpildeltagere og fortæller hinanden fantastiske historier - om en rosin! Patrick stiller sig i midten af kredsen, gnider håndfladerne mod hinanden og spørger rundt i kredsen. "Hvor mødte du James?", som rosinen hurtigt er blevet døbt. En fortæller, at hun mødte ham på hospitalet, hvor han havde været ude for en ulykke og var blevet helt flad. Det kan en anden bekræfte. Faktisk var han en stor filmstjerne, han vandt en Oscar, men desværre blev han mast under statuetten. En tredje fortæller, at han nu har en stor pose børnebørn, mens en fjerde mener, at han har været igennem en kønsskifteoperation og nu kalder sig Betty.
Men det er ikke bare for sjov, når de jurastuderende fortæller skøre historier om rosiner. Det er benhård træning, der i sidste ende skal gøre dem til bedre jurister.
"Med historierne øver vi os i at få højre og venstre hjernehalvdel til at spille sammen, og vi flytter fokus væk fra kontrol, der er dominerende på universitetet, og over på læring", forklarer Inger Høedt-Rasmussen og uddyber:
"Når vi fortæller historien om rosinen, er det er nemt for de studerende at finde på noget, men når vi taler om juridiske sager, er de mere tilbageholdende, fordi de er bange for at blive bedømt på deres faglighed. Den begejstring, som de har ved at fortælle om rosinen, skal de flytte over til deres faglighed, så lærer de stoffet meget bedre, og de er mere overbevisende".
I kælderen bliver deltagerne i undervisningen nu bedt om at lege med forskellige roller og argumenter - både de følelsesbetonede argumenter og de helt strikse juraargumenter. De bliver opdelt i tre grupper, der hver skal bruge en af de tre appelformer etos, patos og logos.
Grupperne tager udgangspunkt i Maja, Louise, Frith og Patricks sag om en sanger, der har modtaget Hiv-smittet blod efter en bilulykke i forbindelse med en koncert i sit naboland, og om hans hjemlands retssag mod nabolandet for ikke at have levet op til dets forpligtelser til at bekæmpe og behandle Hiv og AIDS.
Nervøs på den gode måde
Inger Høedt-Rasmussen foreslår patos-gruppen - der skal bruge argumenter, der opildner publikummet - at slå på, at nu kan man ikke engang ligge i med en sanger længere uden at blive smittet. Etos-gruppen - dem der skal overbevise publikum ved hjælp af deres troværdighed - argumenterer med, at sangeren kom for at glæde folket i sit naboland, men i stedet fik han en dødsdom med sig hjem, mens Patrick, der er i logos-gruppen forsøger at komme sig med en fornuftsbaseret argumentation:
"Tjah, der er jo nogle menneskerettigheder, som vi skal følge, og jeg synes, at I reagerer hysterisk, for der er jo allerede advokater, der tager sig af sagen".
"They had the money, but they didn't give a fuck!", lyder det fra Maja, der er havnet i etos-gruppen. "Hov, jeg må jo ikke bruge det ord".
For at blive en god retoriker, skal man kunne bruge alle tre slags argumenter, men i sidste ende er det væsentlige, at de studerende finder deres egen rolle. Den rolle, der passer bedst til deres personlighed og gør, at de er autentiske.
"Man kan ikke skelne mellem faglighed og personlighed. Du er din kompetence, og vi arbejder kun med roller, som vi allerede har, sådan at man udfolder sin kompetence på sin helt egen måde. Hvis du er nervøs, skal du lære at bruge din nervøsitet på en konstruktiv måde. Hvis du har angst, kan du lære at vende den til begejstring. I virkeligheden er det uhyggeligt enkelt", fortæller Inger Høedt-Rasmussen.
Hun fortæller om en pige, der deltog i et af hendes tidligere kurser. Hver gang hun skulle tale for forsamlingen, besvimede hun. Inger bad hende om at lægge sig ned, når hun skulle tale. Det gjorde hun så et par gange, men på et tidspunkt blev hun træt af det og rejste sig op - og nu besvimede hun ikke længere.
"På den måde kan man vende en negativ situation til noget positivt. Det samme med en studerende, der ikke kunne holde armene i ro, når hun skulle procedere. Jeg bad hende om at stå og ryste med armene mens hun procederede. Det gjorde hun et stykke tid, men til sidst holdt hun op af sig selv. Det handler om, at man ikke siger "Du må ikke" til sig selv, for når kroppen får at vide, at der er noget, den ikke må - så gør den det. Det er det samme med rødmen", siger Inger Høedt-Rasmussen.
Konfliktløseren
Inger Høedt-Rasmussen står ikke bare for retorikundervisningen, hun er med de studerende hele vejen gennem processpillet.
Patrick fra Australien skal fejre jul hos hende, og når der er konflikter mellem Maja, Louise, Frith og Patrick, møder hun op som mægler for holdet.
Det er ikke til at se det på de fire medlemmer, som de sidder og griner sammen, men aftenen før har de faktisk haft et konfliktløsningsmøde med Inger Høedt-Rasmussen, da tingene var gået lidt over gevind i gruppen.
"Egentlig fik hun os bare til at tale med hinanden og udtrykke, hvad vi følte, mens hun sørgede for, at vi ikke gik over stregen, så vi ikke kom til at ødelægge vores forhold til hinanden", fortæller Louise. "Selvom man er sur over noget, må vi prøve at se tingene fra alle sider. Vi skal arbejde sammen i et år, og hvis vi ikke kan arbejde sammen, har vi et alvorligt problem. Så vi må angribe problemerne, når de kommer, og tale det igennem før det virkelig bliver et problem".
"Til mødet fik hun os til at indse, at vi er forskellige, og at vi må acceptere vores forskelligheder. At det ikke er noget personligt", siger Maja.
Frith kalder det at omfavne forskelligheden: "Altså ikke bare vide, at vi er forskellige, men bruge det positivt. For eksempel Maja - hun stresser helt ud, men det er en god ting, også for os, for vi kan bruge hendes stress. Louise og jeg har været virkeligt afslappede, og Maja kan sørge for, at vi ikke er alt for afslappede", siger Frith.
Inger Høedt-Rasmussen, der blandt andet er uddannet mediator, fortæller:
"Det er en ustyrlig voldsom proces, de studerende er igennem med processpillet, og alle gode hold får en konflikt i løbet af forløbet. Men i enhver konflikt ligger der et udviklingsskridt", mener hun. "Man laver selv konflikten, den kommer ikke bare af sig selv, så man kan og skal også selv finde løsningen på den".
Processpil
Louise Aaen, Maja Skovmøller, Frith Brennan og Patrick Ambrose er et team. Tilsammen danner de det hold, der i denne sæson repræsenterer Københavns Universitet i det internationale jura-processpil Telders.
Processpil er en konkurrence, hvor studerende på jura-uddannelser i hele verden simulerer en retssag og konkurrerer mod hinanden som forsvarere og anklagere - i rigtige retssale og foran rigtige dommere. Jura på Københavns Universitet deltager i otte forskellige processpil.
Telders processpil handler om international lov og menneskerettigheder. I dette års spil er to latinamerikansk klingende lande, Allegria og Amargura, i strid med hinanden. Allegria har lagt sag an mod Amargura for ikke at overholde en aftale mellem de to lande om bekæmpelsen af Hiv og AIDS. Maja og Patrick er forsvarere i sagen, og Louise og Frith er anklagere. Både forsvarer og anklager skal udarbejde et processkrift, og til konkurrencen ved den Internationale Domstol i Haag i april skal de skal dyste mod andre universiteter uden for Danmark. Konkurrencen - også udarbejdelsen af processkrifter - foregår på engelsk.
Hvorfor er de med til
processpillet?
Maja (27): Det giver så meget mere end hvis man følger et normalt kursus. Her vil man ikke bare bestå, man vil også være god til det. Vi har heller ikke et pensum som til en normal eksamen, vi skal selv finde ud af, hvad vi skal læse.
Frith (23 og fra Australien): Universitet er meget abstrakt, så det er en mulighed for at prøve virkeligheden af. Indtil nu ser det rigtig godt ud. Og så er det for vildt at skulle til Haag. Vi læser international lov lige fra første år, og vi hører om Haag og Den Internationale Domstol - og nu skal vi rent faktisk dertil!
Patrick (23 og fra Australien): Det er meget realistisk, for eksempel bliver du udspurgt af ægte dommere. Og så er det en stresset situation, hvor du er under maksimalt pres, og det er fedt at lære at håndtere det på en god måde. Og så ser det uden tvivl godt ud på cv'et.
Louise (28): Jeg er også med på grund af emnet. Jeg er mest interesseret i international lov og menneskerettigheder, og jeg tænkte, at det er en god måde at få indsigt i det på. Man får det virkelig ind på den her måde! Og så får man øvet på sit engelske.