Det fortæller to indvandrere, der i dag selv er forskere. De er imod positiv særbehandling, men er frustrerede over, hvor meget netværket betyder for at komme ind i den akademiske verden. Og så er de godt trætte af at møde holdningen: "Indvandrere kan forske i integration, men helst ikke andet"
Vrid moppen op og mæng dig med rengøringspersonalet, hvis du vil snakke med en indvandrer på de danske universiteter. For her er der langt flere mørklødede end bag skrivebordene. Selvom integration har været på dagsordenen i Danmark i mange år, er der stadig langt mellem de forskere, der har en udenlandsk baggrund uden for de vestlige lande. Shahamak Rezaei og Marco Goli er to af de få. De er begge iranere, men har taget deres uddannelse i Danmark og er på trods af barrierer gået forskervejen. De fortæller om deres holdninger til kvoter, Rip-Rap-Rup-effekt, netværk, sprog og om at blive sat i bås af kollegaer.
Netværk betyder alt
Det var tommelfingeren nedad mange gange for Marco Goli, da han forsøgte at få et ph.d.-stipendiat efter veloverståede studier i Statskundskab på normeret tid. Selvom han i dag er ansat på Den Sociale Højskole i København, har vejen dertil ikke været nem. Han er ikke i tvivl om, hvad der var den væsentligste årsag til, at han ikke fik noget stipendiat de første mange år, han forsøgte:
"Netværk betyder alt, især inden for forskningsverdenen. Det handler om at blive indlemmet i den rigtige omgangskreds. Der er ikke noget, der hedder at søge på lige fod. Det hedder netværk. I andre lande kalder vi det også nepotisme eller endda korruption. På langt de fleste af de jobopslag, der kommer, er der i forvejen skrevet navne på til stillingerne", siger han og afviser, at det handler om for dårlige karakterer.
"Jeg tror ikke, det handler om karakterer. De personer, jeg kender til, som har oplevet barrierer i forskningsverdenen er kloge nok og har skrevet interessante ting. Forskningen er organiseret i grupper efter interesser, bestemte perspektiver og etablerede sandheder. Hvis du har andet et perspektiv, anfægter du netværket. Det gør det ikke nemmere, hvis man har en social label som udlænding i den sammenhæng".
Han mener derimod ikke, at sproget er en hæmsko for indvandrere, der har mod på en karriere som forsker:
"Selvfølgelig skal du kunne sproget, men ikke fejlfrit. Nogle af de fremmeste forskere i verden er folk, der taler et gebrokkent engelsk, selvom de har boet i USA det halve af deres liv. De kommer fra Polen, Tjekkiet og så videre. Forskere skal jo ikke skrive romaner. De skal analysere årsager, tænke nyt og kreativt, læse tabeller og lave dem".
Indvandrere skal forske i integration
Da Marco Goli endelig fik et ph.d.-stipendiat var det ikke inden for det emne i statskundskaben, han helst ville beskæftige sig med. Det var derimod et emne med relation til integration. Og sådan er det for de fleste forskere med indvandrerbaggrund, mener han, og forklarer at man med udenlandsk baggrund nærmest mere eller mindre bevidst bliver kanaliseret til kun at beskæftige sig med integration:
"Mange mener, at fordi vi har en udenlandsk baggrund, så er vi kun kvalificeret til at udtale os om integration og ikke andet. Mainstreamforskningen er lukket for os inden for det samfundsvidenskabelige område", siger han og supplerer:
"Jeg blev først etnisk, da jeg blev færdig med studiet. Mens jeg studerede, beskæftigede jeg mig med en bred vifte af emner, men da jeg blev færdig og søgte job, blev jeg betragtet som etnisk, og mine muligheder blev indskrænket meget".
Shahamak Rezaei der i dag er adjunkt i Økonomi på Roskilde Universitetscenter har samme erfaringer som Marco Goli både hvad angår netværkets store betydning for forskerkarrieren og kollegaerne i universitetsbranchen og i forskningsrådene og andres forudfattede holdning til, hvad indvandrere bør og kan forske i.
"Jeg mener ikke, man kan sige, vi i Danmark har colourblind'hed. Der er bestemte funktioner, som man synes folk med udenlandsk baggrund kan bestride", siger han og giver et eksempel: "Hvis man ser en pølsevogn med en indvandrer bag disken, så tænker de fleste, at han nok sælger halalpølser. Når man så finder ud af, at det gør han ikke, så tænker man, at han nok ikke er muslim. På den måde begrænser vi ubevidst hans kvalifikationer til kun at kunne sælge halalpølser", forklarer Shahamak Rezaei og tilføjer:
"En jobkonsulent, der er indvandrer, har som funktion at finde arbejde til indvandrere, ikke til Brian. Vi kan så videreuddanne ham til professor, men hans funktion er stadig at beskæftige sig med integration. Men en økonom er jo en økonom uanset baggrund", siger han.
Rap-rap-rup effekt er svær at bryde
En tredje barriere er Rip-Rap-Rup-effekten, mener Shahamak Rezaei. Han forklarer, at de, der ansætter, har en tendens til - om end den ofte er ubevidst - at foretrække nogen, der befinder sig de steder, hvor de selv befandt sig for 20-30 år siden, da de blev rekrutteret til eller fik en tilsvarende stilling.
"Man ser de mest pålidelige studerende som dem, der gør som man selv gjorde engang. På den måde bliver talentspejderne meget subjektive," siger han.
At indføre minimumskvoter til forskerstillingerne for forskere med udenlandsk baggrund mener han, er en dårlig løsning på at dæmme op for barriererne:
"Kvoter gør kun tingene endnu værre: I dag har vi forskere i a- og b-hold. Hvis du indfører kvoter så skaber du bare et c-hold", siger han.
Marco Goli bakker op om det synspunkt, selvom han synes, det vil være hensigtsmæssigt, at forskellige grupper i samfundet bliver repræsenteret i forskerstillingerne og på den måde bidrager til større mangfoldighed i forskningens perspektiver og prioriteringer:
"Et samfund der begynder at diskutere kvoter har et grundlæggende problem. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt med kvoter. Men fjernelse af barrierer er det bedste skulderklap, man kan give folk. Når nogen støder panden mod muren, er det ikke fordi, de ikke har fået positiv særbehandling, men på grund af negativ særbehandling. Vi skal ikke tage specielle hensyn, men vi skal kigge på egen praksis, når vi rekrutterer, og se på hvad vi gør, og hvad det betyder".
Råd til studerende, der vil forskervejen
Hvis man er indvandrer og klarer sig godt på sit studium og kunne tænke sig at blive forsker, så rådgiver Shahamak Rezaei til at blive god inden for mainstream-fagene frem for nichefag, der nemlig risikerer at begrænse de studerende til kun at beskæftige sig med integration.
"På den måde kan de, der senere skal rekruttere dig, ikke koble din baggrund med dine faglige kvalifikationer", siger han og peger på, at der er mange andre forskere med udenlandsk baggrund, der kun har satset på indvandrerforskning, som har betydet eller vil betyde, at de ikke overlever længe i branchen.
Marco Golis råd lyder på at dyrke netværket og at gå ud over grænserne. De studerende med udlandsk baggrund skal nemlig søge internationale markeder for forskning og publicering af artikler.
"Det kan være svært at få offentliggjort noget i et dansk tidsskrift, hvis der er et bestemt organisatorisk netværk med de samme perspektiver og problemopfattelser", siger han.
Etnisk ligestilling
Undervisningsministeriet afholdt en konference 5. oktober 2001 for at diskutere, hvordan danske universiteter kan fremme den etniske ligestilling.
En nedsat arbejdsgruppe pegede blandt andet på, at de ansatte på universiteterne helst vil arbejde sammen med folk, der er magen til dem selv, og dermed opstår den første barriere for en ansøger med anden etnisk baggrund end dansk. Denne Rip Rap Rup mentalitet, hvor man går efter at ansætte folk, der ligner en selv, baserer sig på ubevidste holdninger.
En anden barriere er "insider-princippet". Kontakter og netværk er en ikke uvæsentlig adgangsbillet til et job på en højere læreanstalt. Har man for eksempel haft et studenterjob på en læreanstalt, er det ulige meget nemmere at blive ansat. Og her kommer endnu et aspekt ind i billedet, nemlig de såkaldte administrative ansættelser. Mange stillinger på de højere læreanstalter bliver slet ikke slået op offentligt, men besættes via intern rekruttering.
Arbejdsgruppen anbefaler følgende:
- at universiteterne udarbejder visioner og handlingsplaner
- at universiteterne automatisk indkalder en eller flere ansøgere med etnisk baggrund til samtale, hver gang en stilling skal besættes
- at flere uddannelsesinstitutioner går forrest og viser vejen som rollemodel for de andre
- at universiteterne ansætter etniske konsulenter, og
- at universiteterne gør brug af en bredere vifte af rekrutteringskanaler
Kilde: Undervisningsministeriet.