Det tog otte timer for Mahmoud Halloum at slippe gennem sikkerhedskontrollen i Tel Aviv lufthavn.
Sådan er det at være arabisk udseende, når man rejser til Israel. Hvis du oven i købet skal besøge det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, så blinker alle røde lamper hos sikkerhedsfolkene.
Er du palæstinenser, bliver du, lige så sikkert som jøden går med kalot, pillet ud af pas-køen til intensiv afhøring. Du bliver afhørt om dit formål med rejsen, dit generelle liv og holdninger, og skal gøre det om igen tre gange. Nogle skal vise deres e-mails og facebookprofil, som nu én af dem han rejste til Palæstina sammen med.
”Det er nedværdigende at blive mistænkeliggjort, og urimeligt at de kan nægte én adgang til sit hjemland,” forklarer han.
Meget mere end medierne
Mahmoud Halloum er 22 år, læser jura på overbygningen ved Aarhus Universitet og er palæstinenser. Han er godt nok født i Aarhus, men bedsteforældrene boede i Palæstina, indtil de måtte flygte.
For to år siden opdagede han, at foreningen Palæstinensisk Ungdom arrangerede en rejse til Palæstina for unge danske palæstinensere. Han troede ellers ikke, at det var muligt at rejse til landet, han havde drømt om, men for det meste kun hørt om som et sted med krig og kaos.
Sammen med ni andre unge palæstinensere rejste han afsted for to år siden og gentog rejsen i efteråret, men denne gang som rejseleder.
Formålet med at rejse til Palæstina var at lære noget om sin families baggrund, forklarer han og supplerer:
”Det handler også om at opleve mere af Palæstina, end det billede man har fra nyhederne.”
Et nyhedsbillede, der har vist krig, terror, besættelse og forliste fredsforhandlinger, lige siden FN skabte Israel i 1948.
Føler sig som et stort problem
Som palæstinenser har Mahmoud Halloum svært ved at føle sig velkommen i verden, som han formulerer det.
”Som palæstinenser kan man ikke undgå at føle sig lidt anderledes i Danmark. Jeg føler mig hjemme her, men jeg har også en anden kultur og baggrund, der gør, at der bare er forskelle. Jeg føler mig heller ikke rigtig hjemme i den arabiske del af verden.
I Libanon, hvor mine forældre boede, inden de kom til Danmark, diskrimineres palæstinenserne også. De lever under umenneskelige forhold i flygtningelejrene. Der er regler, der forbyder dem at eje hus og være advokat og sådan noget.”
Han læner sig tilbage og tænker en ekstra gang over, hvordan han skal formulere det paradoks, at han føler sig hjemme i Danmark, men velkommen i Palæstina:
”Jeg er født i Danmark og tager en uddannelse og gør, hvad jeg kan for at være en god borger. Alligevel er der en os-dem-kultur. Når jeg tænder nyhederne, så hører jeg om, at udlændinge og 2.g.’ere er skyld i de og de problemer, som om vi er en sygdom, der skal udslettes. Det føler jeg mig ikke velkommen af. Jeg føler mig bare som et stort problem.”
Det er også min kamp
Hverken Mahmoud Halloum eller hans forældre har boet i Palæstina. Alligevel kæmper han landets og folkets sag. Men det er ikke forældrene, der har præget ham. De voksede op i Libanon, så de har mest talt om deres tid der. Så det er først i hans voksne år, at han er begyndt at søge sin historie og føle en pligt til at kæmpe palæstinensernes sag.
”Palæstina er min drøm. Jeg føler, det er noget, der er taget fra mig, selvom jeg aldrig har haft det,” lyder det poetisk.
Han afviser, at han tager tidligere generationers kamp på sig i stedet for at se fremad i Danmark.
”Jeg ville være en kujon, hvis jeg ikke arbejdede for den palæstinensiske sag, især efter jeg har været dernede og set, hvordan folk lever under besættelsen og frarøves rettigheder. Dem, der lever der, bliver fængslet uden grund, og de får frataget deres huse og rettigheder.”
Send Israel i international domstol
Som den jurastuderende Mahmoud Halloum er, understreger han flere gange, at Israel ikke overholder folkeretten og internationale love og konventioner:
”Israel begår forbrydelser mod menneskeheden og burde stilles for den internationale domstol. Jeg er træt af, at internationale love ikke håndhæves overfor Israel. Landet burde holdes ansvarlig, ligesom Gaddafi og Saddam Hussein er blevet det,” siger han.
”Jeg tror, at der i løsningen af konflikten mangler grundlæggende retsprincipper, som overholdelse af folkeretten.”
Bosættelser er det værste
De to rejser til Palæstina har bragt Mahmoud Halloum mange eksempler på, hvad Israels besættelse betyder.
De værste urimeligheder i dagens Palæstina er de mange og stadig flere israelske bosættelser. Det er små byer, som israelerne bygger på palæstinensisk jord og forbinder med veje, som de i nogle tilfælde afskærmer med murer, pigtrådshegn og checkpoints.
”Bosættelserne er direkte ulovlige, og FN har bedt Israel trække sig tilbage. Det er grotesk at bosætte sig dybt inde på palæstinensisk jord. De fordriver folk fra deres hjem, krænker deres rettigheder og sørger for, det tager tre timer at rejse, selvom det kun burde tage en halv time.”
På deres vej rundt i Palæstina besøgte de en gammel olivenbonde, der for et halvt år siden mærkede konsekvenserne, da en bosættelse udvidede. Det gik ud over halvdelen af hans marker. Han forsøgte at gå den israelske rets vej, at demonstrere og klage sin nød, men det hjalp ikke.
Politi kidnapper børn
Et andet chokerende møde fra rundrejsen skete en aften i Jerusalems bydel Silwan. Her bor palæstinensere side om side med mange israelere.
Den aften legede børn på vejen, da der pludselig kommer en bil kørende med fire arabisk klædte israelere. De springer ud og kidnapper en ti- og elleve-årig dreng og suser væk.
Det er politiet, der jævnligt tager børn med på stationen for at afhøre dem, og holder dem fængslet i flere dage uden at fortælle forældrene det, forklarer Mahmoud Halloum. Han tilføjer:
”Jeg så med mine egne øjne politiet tage de her to drenge, og vi har det også på film. Jeg talte med en anden dreng, der fortalte, han var 10 år og havde siddet fængslet fem gange og fået tæsk og mærker på kroppen.”
Han ryster på hovedet over, at de kan finde på at fængsle 10-årige og endnu yngre børn for at kaste med sten efter en politibil eller for at afhøre dem om forældrenes gøren og laden.
Han fortæller videre, at børn på gaden er så vant til, at israelere kaster tåregas ind på fodboldbanerne, at de nærmest ikke ænser det. De holder sig for munden og øjnene og venter på, at gassen forsvinder, så de kan spille videre, som om intet var sket.
Trafikracisme
Eksempler på hverdagens chikaner er der mange af. Han nævner et lyskryds i Jerusalem, hvor en palæstinensisk hovedvej krydser en israelsk vej.
Israelske myndigheder har ansvaret for krydset, og i retningen mod de israelske områder er der grønt lys i halvandet minut, mens det kun er grønt et halvt minut for den lige så tætpakkede palæstinensiske trafik.
”Selv i trafiklys er israelerne diskriminerende. Vi er helt nede på det niveau.” Han sukker.
Og så til noget godt…
Heldigvis er der også meget positivt at beskrive fra Palæstina, understreger Mahmoud Halloum. Det meste af de to rejser har været møder med imødekommende, livsglade og livlige palæstinensere, der tog imod ham og de andre, som var de deres bedste venner. Landet er smukt med sine bjerge og olivenlunde - og maden smager fantastisk, husker han.
”Det var overraskende at opleve, hvor åbne og gavmilde folk var. Vi blev inviteret hjem, uden de kendte os. På et tidspunkt var vi fjorten på en café i en lille landsby og fik sandwich og humus. Vi fortalte om vores baggrund for at besøge Palæstina. Det var rigtig stort for ham, at vi ikke havde glemt Palæstina, så vi skulle ikke betale noget som helst.”
Palæstina er trods alt andet end krig og kaos. Det er det, Mahmoud Halloum drømmer om.
Kort om Mahmoud Halloum
Født i Aarhus i 1989. Bedsteforældrene er oprindelig fra Palæstina.
Gift med jurastuderende Fatma. De har 1-årige Jenin, som er opkaldt efter en palæstinensisk by.
Jurastuderende på kandidatdelen ved Aarhus Universitet. Bachelor i jura fra Aalborg Universitet.
Formand for Palæstinensisk Ungdom i Aarhus.
Sælger hos Telenor.
Frivillig sagsbehandler hos Lejernes LO.
Mahmoud Halloum om FN-statsansøgningen
Det palæstinensiske folks leder Mahmoud Abbas ansøgte i efteråret FN og UNESCO om at få Palæstina anerkendt som en stat side om side med Israel. Det gik godt i UNESCO, mens det har været - og stadig er - op ad bakke i FN.
Dansk-palæstinenseren og jurastuderende Mahmoud Halloum er ikke begejstret for ideen om at søge FN om statsanerkendelse. Han er nemlig imod en to-statsløsning, hvor Palæstina vil udgøre 22 procent af det land, som før 1948 var frit for palæstinensere at bo i, og som tilbage i 1948, da FN oprettede Israel, blev begrænset til cirka halvdelen af området.
”Alt dét, der i dag er Israel, er Palæstina for mig. I FN taler man altid om 67-grænserne, aldrig 48-grænserne, hvor landet var delt op i cirka to halvdele. Hvorfor skal palæstinensere så acceptere kun 22 procent i dag?”
Bedre vilkår for palæstinenserne, basale rettigheder og flygtninges ret til at vende tilbage, mener Mahmoud Halloum, er vigtigere end at blive anerkendt som stat i FN. For en statsanerkendelse løser ikke i sig selv de mange problemer, som palæstinenserne kæmper med.
Skuffet over USA
Der er dog ikke kun hovedrysten overfor den proces, han har været vidne til med ansøgningen til FN.
”Med FN-ansøgningen har det været fedt at se, hvem der er med eller mod os. Det har været lidt diffust før. Jeg har været glad for at se den opbakning, der er til det palæstinensiske folk.”
”USA’s holdning kommer ikke bag på mig, men så alligevel, fordi jeg næsten kommer til at tro på det, når de siger, at de vil have fred, forhandle osv. Når det så kommer til stykket, nedlægger de veto i FN og trækker sin penge til UNESCO væk. Så er det hele jo bare en stor løgn,” lyder det med beklagelse i stemmen.
En samlet stat for alle
Stod skabelsen af fremtidens Palæstina til Mahmoud Halloum, oprettede han en fælles stat for jøder, muslimer og kristne.
”Min drøm er en stat, hvor alle, uanset om man er muslim, kristen eller jøde, har samme rettigheder. Ingen har ret til visse dele af landet. Sådan var det før 1948. Alle levede side om side. Der var ikke det had til hinanden, der er nu.”
”Det er ikke en religionskrig. Det er en krig, der handler om land, rettigheder og eksistens. Den israelske stat, Netanyahu (statslederen, red.) er ved at skabe, er en jødisk stat, hvor der ikke er adgang for kristne og muslimer. Det er i mine øjne meget racistisk,” siger han. Det frygter han, bliver konsekvensen, hvis FN accepterer den nuværende ansøgning om statsanerkendelse.
Palæstina-Israel konflikten
Israel-Palæstina konflikten er en af de ældste og tragiske konflikter om, hvem der har ret til landet. Både jøder, kristne, muslimer, arabere og israelere har historisk tilknytning til området.
I slutningen af 1800-tallet opstår den jødiske bevægelse, zionismen, som ønsker et hjemland i Palæstina: ”Et land uden folk til et folk uden land.” Palæstina er dog beboet af formentlig en halv million arabere.
Folkeforbundet (i dag: FN) mener efter 1. Verdenskrig, at de lokale folk bør få deres egne stater som afløsning for Det Osmaniske Rige, der brød sammen under krigen. Derfor opstår Jordan, Irak, Syrien og Libanon. Tilbage er landområdet Palæstina.
Efter 2. Verdenskrig i 1945 rejser tusindvis af jøder ind i området. De har overlevet nazismens udryddelser, og Europa forstår ønsket om at begynde et nyt liv i et andet område.
FN opretter staten Israel d. 14. maj 1948 med en delingsplan. Jøderne, som udgjorde 33% af befolkningen og ejede knap 10% af jorden, bør få 56% af området, mens palæstinenserne bør få 44%.
Dagen efter udbryder der krig. Palæstinenserne mener, at de har ret til en stat i hele området, og afslår derfor FN’s plan. Nabolandene bakker op, hvilket fører til en række krige mod Israel gennem årtier.
I 1967 besætter Israel palæstinensiske områder, og gennem årene bygges byer (bosættelser) på palæstinensisk jord, og siden 2002 grænsemurer, -hegn og bevogtede checkpoints som værn mod terror og oprør.
I årevis forsøger det internationale samfund at forhandle fred. Konfliktpunkterne er især: Grænsen mellem de to stater, Jerusalems status, palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, israelske bosættelser, sikkerhed og fordeling af vandressourcer.
I dag længes det palæstinensisk-arabiske folk efter frihed fra den israelske besættelse. Det israelske folk længes efter sikkerhed mod palæstinensisk terror og oprør.
Palæstinenserne ansøger i efteråret FN om anerkendelse som stat. FN-organisationen UNESCO anerkender staten, mens FN ikke har taget stilling.
Kilder: Danmarks Undervisningsportal, FN og mellemøstjournalist Malene Grøndahl.