
Har jeg ret til løn ved overarbejde?
Jeg har typisk vagter på mit arbejde, der ligger i tidsrummet fra kl. 17 - 21. Jeg sidder i et callcenter, som tager mod opkald fra kunder, og mit spørgsmål går på, om min arbejdsplads kan ”tvinge” mig til at blive på arbejdet efter kl. 21, som er udenfor min planlagte arbejdstid?
Mvh. Timmy, stud.ha.(psyk).
Kære Timmy
Din forpligtigelse til at påtage dig merarbejde afhænger bl.a. af, hvor nødvendigt det er for din arbejdsgiver at få løst opgaven. Så derfor kan din arbejdsgiver godt tillade sig at holde på dig, sådan at du får afviklet de kunder, der står i telefonkøen, når callcentret lukker. Der kan dog være private forhold, der gør, at du lige netop en bestemt dag ikke kan tage merarbejde efter kl. 21, hvilket du er i din gode ret til at melde ud til din arbejdsgiver.
Vilkårene omkring overarbejde fastlægges i din kontrakt, hvorfor jeg her må henvise til de aftaler, som du og din arbejdsgiver har indgået i kontrakten. Kontrakten kan være formuleret sådan, at du ikke honoreres for merarbejde.
Du skal dog huske, at du altid har mulighed for at gå til din arbejdsgiver og foreslå ændringer til din kontrakt, så du ved, hvad du med sikkerhed har krav på. Hvis det mere er reglen end undtagelsen, at du må tage merarbejde efter kl. 21, kan du argumentere for, at det er rimeligt at du enten får betaling for de ekstra timer eller kan afspadsere dem.
Mvh. Sine Dyhre-Petersen, studenterrådgiver.
Hvad skal min løn være, som bachelor i staten?
Jeg er ansat som student i staten. Gennem hele ansættelsen har jeg været bachelor, altså studerende på kandidaten. Jeg får 116,43 kr. i timen (i begyndelsen 115 kr.). Nu har flere af mine medstuderende nævnt, at de mener, det er alt for lidt, når jeg har en bachelor. Kan I fortælle mig, om min løn er korrekt?
Mvh. Randi, stud.scient.pol.
Kære Randi
Hvilken løn du får, kommer an på hvilken overenskomst, du er ansat på.
Ud fra det lønniveau, som du oplyser, vil jeg gætte på, at du er ansat på en HK-overenskomst, som er den typiske overenskomst for studentermedhjælpere, da denne nemlig er billigere for arbejdsgiver.
Ifølge denne overenskomst skal du netop have 116,43 kr. i timen.
Som du dog kan se, er der mulighed for at få udbetalt et kvalifikationstillæg på 2,86 kr. pr. time, hvis du laver særligt, kvalificeret arbejde. Der er ikke noget bestemt krav til, hvornår det er kvalificeret arbejde, da det i høj grad gælder om at slå på sine faglige kompetencer og forhandle sig frem til tillægget.
Der er også mulighed for at komme på AC-overenskomst, som du har mulighed for at komme på, når du udfører akademisk arbejde. Der er ikke noget klart skel for, hvornår du skal på den, og derfor er der ikke specielt mange studenter, der er under denne. Men det kan i sjældne tilfælde forhandles, og det kan være værd at prøve. Timelønnen starter her omkring de 150 kr. i timen inklusiv pension, så det er en væsentlig forskel.
Derfor vil jeg foreslå dig først at spille ud med AC-overenskomsten, og hvis denne ikke er en mulighed, så prøv med kvalifikationstillægget. Så mht. din løn er den derfor korrekt, men du har mulighed for at forhandle dig til mere.
Mvh. Simone Deisting Skejø, studenterrådgiver.
Dækker mine forsikringer hele husstanden?
Jeg har tegnet en indbo- og ulykkesforsikring ved Djøf, men jeg er i tvivl, om forsikringerne kun dækker mig, eller om de også dækker andre i min husstand? Desuden vil jeg gerne ændre min ulykkesforsikring til en anden sum, men hvordan gør jeg det?
Mvh. Johannes, stud.HA.almen.
Kære Johannes
Din indboforsikring er en del af det, som vi kalder for en familieforsikring. Familieforsikringen indeholder således både dit indbo, rejse-, ansvars- og cykelforsikring. Disse fire dækker din husstand, så hvis du eksempelvis bor med din kæreste, er hun også dækket ind i kraft heraf. Det er dog en forudsætning, at I ikke bor mere end to voksne i husstanden, da husstanden ellers er karakteriseret ved at være et bofællesskab, hvilket forsikringen ikke dækker. Desuden skal du være opmærksom på, at det kun er familieforsikringen, der dækker din husstand, da ulykkesforsikringen er personlig og altid kun dækker forsikringstageren – dvs. dig.
Når du vil ændre dine forsikringer, skal du gå ind på djoef.dk og derpå Mit Djøf, som du finder oppe i højre hjørne på hjemmesiden. Her logger du ind, og hvis du ikke før har været inde på Mit Djøf, skal du vælge ”ny adgangskode for førstegangsbrugere”, hvor du går ind og opretter et personligt password. Når du har gjort det, har du adgang til alle de oplysninger, vi har om dig, og kan ligeledes ændre i dem – som f.eks. dine forsikringer.
Mvh. Sine Dyhre-Petersen, studenterrådgiver.