Lider du af magelighedskultur

- og mangel på flid.


Magelighedskultur

I den seneste statistik for europæiske studerende bruger danske bachelorstuderende 40 timer om ugen på undervisning, forberedelse og studiejob, mens kandidatstuderende bruger 41 timer.

Det lyder af meget, og danske studerende tror da også, at de bruger mere tid end deres europæiske kolleger. Men ifølge undersøgelsen hører de faktisk til dem i Europa, der bruger mindst tid på studier og studiejob.

Det får Dansk Erhverv til at skælde ud på de danske studerende for at lide af magelighedskultur, mangel på flid og et urealistisk selvbillede. ’I skal selv kræve mere og bedre undervisning’, lyder det fra Dansk Erhverv.


Voxpop

Hvor mange timer bruger du på studier og studiejob?

Maiken Christoffersen, 23 år, Sociologi, 5. semester, Aalborg Universitet

”Jeg har i gennemsnit 4 forelæsninger om ugen af 2 timers varighed. Jeg bruger 1½ til 2 timer på at forberede mig til hver forelæsning. På Aalborg Universitet skriver vi projekter på hvert semester og i projektperioder bruger jeg op til 30-40 timer om ugen på mit studie. Herudover er jeg på mit studiejob 7 timer om ugen.”

Julie Engstrøm Kragh, 25 år, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, sidste semester på overbygningen

”Jeg bruger 7 timer om ugen på egentlig undervisning på universitetet samt 45-50 timer på forberedelse og læsning til undervisningen, herunder specialeskrivning. Dertil er jeg ansat som stud.jur. på et advokatkontor, hvor jeg bruger gennemsnitligt 20 timer om ugen.”

Christian Buch, 22 år, Aarhus University, Business and Social Sciences, cand.merc.jur., 1. semester

”Jeg bruger 16 timer om ugen på forelæsninger. Dertil går der 21 timer med læsning. I gennemsnit bruger jeg 3 timer på gruppearbejde, og jeg arbejder 26 timer om ugen i en stuiderelevant stilling – lidt for for meget, hvis jeg selv skal sige det.”

Marie Juhl, 23 år, SDU, Cand.negot. i tysk, 5. semester

”På forelæsninger og forberedelse bruger jeg ca. 20-25 timer om ugen. Derudover bruger jeg i gennemsnit 5 timer om ugen i vores studenterorganisation på negot-studiet. Og forhåbentlig kommer jeg også til at bruge nogle timer på et studiejob indenfor nær fremtid”.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op