At det ikke vrimler med studerende forældre på mange af landets videregående uddannelser, indikerer statistikkerne; kvinderne nærmer sig gennemsnitligt de 30 år, når de får deres første barn. Det må derfor betyde, at mange studerende venter med at få børn til efter deres graduering. Ifølge lektor, dr.med., forsker i barnløshed ved KU, Lone Schmidt er akademikerne en højt prioriteret gruppe, da ”vi ved, at højtuddannede kvinder udskyder deres fødsler, og der er stor fare for, at mange af dem vil ryge ud over grænsen” (kilde: Berlingske Tidende).
Vi har ifølge forskerne mange tegn på, at vi har en stor reproduktionskrise. Og en af de største syndere i den forbindelse er udskydelse af første barns fødsel: ”Vi tror, at der også blandt yngre voksne i Danmark mangler viden om frugtbarhed og ufrugtbarhed. Vi tror, at mange, der udskyder fødsel af første barn, gør det i den tro, at det ikke har betydning for frugtbarheden, om man venter med at prøve at få børn, til man er midt i 30’erne”, udtaler forsker Lone Schmidt samt professor fra Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion Niels Erik Skakkebæk (kilde: Information). De opfordrer dermed danskerne til at træffe et informeret valg – et valg, der i sidste ende kan være en medvirkende faktor til nedsat frugtbarhed eller decideret barnløshed.