Studerende viser vejen fra læsesal til lønseddel

Af: Elisabeth Ginsberg

Kan humanister og socialvidenskabsfolk andet end at producere til papirkurven? Ifølge 18 studerende fra KU, RUC og CBS, der i over et år har arbejdet for at bygge bro mellem universitet og erhvervsliv, så ’ja’.


Foto: Simon Roel

Den amerikanske sociolog Steve Fuller stod ved bagvæggen i CBS’ ”Vestas Auditorium” og smilede mildt. Rundt om ham virrede en gruppe studerende for at få det sidste på plads, inden han kunne betræde talerstolen og åbne den konference, de havde forberedt i over et år.

Så kom Steve Fuller endelig op på talerstolen, og der sænkede sig en andægtig ro. ”Humaniora og socialvidenskaberne er trængt op i en krog. Det er en tragedie. Men den skyldes ikke en grum djævel i form af for eksempel neoliberalisme. Det skyldes akademikerne selv,” sagde han og slog hermed fast, at der er behov for store ændringer.

Med konferencen Suitable for Business ønsker de 18 studerende fra KU, RUC og CBS netop at skabe en mentalitetsændring. De ønsker at skabe bevidsthed om, hvad en person, som f.eks. har læst antropologi i fem år, kan bidrage med uden for universitetet. En bevidsthed, som ofte savnes af den studerende selv.

”Vi kommer for at vise erhvervsfolkene, at vi kan noget særligt,” sagde én af tilhørerne, Charlotte, antropologistuderende fra Århus Universitet. ”Men vi kommer også for at overbevise os selv,” tilføjede hun.

Direktør for Dansk Industri, Lars Goldschmidt, var en af de mange talere på konferencen, der er overbevist om, at humanister og socialvidenskabsfolk har værdi for erhvervslivet. Men ligesom sociologen Steve Fuller mener han, at de selv må kæmpe sig ud af den krog, de er trængt op i.

Bejl til erhvervslivet

”Bejl til os,” sagde Lars Goldsmidt til tilhørerne på vegne af den gennemsnitlige danske virksomhed. ”Udvis noget begejstring for virksomheden. Og så fortæl, hvad I kan, for vi kender jer ikke.”

Det er ikke tilstrækkeligt at fremhæve sin kritiske sans, understregede han. Man skal have noget at byde ind med. En kernefaglighed, som man kan sætte i relation til andre fagligheder, og vigtigst af alt, i relation til virksomhedens mål.

”Hvis man f.eks. vil sælge sig selv til en virksomhed, der sælger pumper, så kunne man jo tænke på, hvad det er for nogle samfund, de skal levere pumper til, ofte meget fattige samfund, og hvilke kulturelle udfordringer, det afstedkommer,” sagde han.

”I er vant til at løse problemstillinger, hvor facitlisten ikke eksisterer. Det er første skridt til at skabe innovation. Brug den evne, også i et forsøg på at relatere jer til en given virksomhed. På den måde kunne I jo være så heldige at demonstrere, at I kan tænke,” tilføjede han.

”Sæt jer udover den klassiske humanist-rolle som selvudvikler og vis interesse for at skabe noget, der er relevant for andre mennesker, ikke mindst dem i erhvervslivet, ” var Lars Goldschmidts sidste råd.

Arbejdet fortsætter

For at kæmpe sig ud af samfundets skammekrog må de arbejdsledige humanister og socialvidenskabsfolk altså selv opsøge virksomhederne og være i stand til at formulere, hvad de kan bidrage med.

Ifølge Lars Goldschmidt bliver det dog kun nemmere, idet flere og flere humanister og socialvidenskabsfolk har fået job i det private inden for de sidste år.

Måske vil initiativet Suitable for Business også lette vejen for de jobsøgende. I hvert fald fortsætter gruppen af studerende fra KU, RUC og CBS med at vise omverdenen, at de kan andet end at producere til papirkurven.

”Arrangørerne af denne konference er levende reklamesøjler for relevansen af humanistisk og socialvidenskabelig viden,” sagde Steve Fuller anerkendende i sin åbningstale.

Ligeledes omtalte Lars Goldschmidt begivenheden som ”et fremragende initiativ, der viser en udføre-kompetence, der er relevant i mange sammenhænge.”

Næste års program er netop nu ved at blive udarbejdet. Enhver med interesse i at få styrket sin udføre-kompetence og blive en levende reklamesøjle for sit fag er velkommen til at engagere sig i projektet.

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op