En af mine venner og bofæller fortalte mig forleden, at han til sin egen overraskelse blev meget rørt og inspireret over sin fars tale. Hans far talte om, hvordan han havde haft det svært i skolen, og i dag var stolt af, hvad han alligevel havde fået ud af livet, og oven i købet endt som leder af en skole. Min ven er selv ordblind, og vi kom til at tale om, hvordan forskellige mennesker kan inspirere én med hver deres særlige kvaliteter. Det udvikler én, når man bevidst finder og sætter ord på sådanne kvaliteter hos andre. Det inspirerer.

Ja, undskyld min lidt højtravende - nogen vil mene svulstige – måde at indlede på. Men det er en ny erkendelse for mig. Normalt når jeg omgås andre, går jeg efter at få det bedste ud af tiden. Jeg morer mig, lærer nyt eller udveksler synspunkter og erfaringer – med dejlige mennesker, helt bestemt - men det er sjældent, jeg sætter hjernen i bakgear for at finde ud af, hvad der egentlig inspirerer mig hos den eller de personer, jeg tilbragte tiden med.

Det vil jeg anbefale dig at gøre engang imellem. Det skal være mit første råd.

Et problem er, at dem, vi omgås, ofte ligner os selv ved nærmere sociologiske studier. Måske ikke vores udseende, men for eksempel livsstil, studie, alder, holdning, viden, omgangstone, ambition og fritidsliv. Det er knap så inspirerende, snarere selvbekræftende. Men vi er alle født som originaler, så hvorfor dø som kopier? Derfor er det særlig spændende engang imellem at opsøge dem, der ikke ligner os selv, og så gøre som min ven: Gør dig umage for at finde noget inspirerende hos dem. Så begynder det at blive rigtig interessant at lade sig inspirere og spejle sig i andre. Det skal være mit andet råd.

Jeg er så heldig at bo sammen med mange, der ikke ligner mig. For jeg bor i et fængsel – Pension Skejby - der er sat i verden af Kriminalforsorgen for at udsluse indsatte til samfundet, inden de løslades. Det unikke er, at knap halvdelen af de 26 beboere er ustraffede borgere, som jeg selv. Ideen er bl.a. at skabe en hverdag og stemning i huset, der minder om hverdagen, som de skal løslades til. Så det er trods alt ikke et af de her grumme fængsler med murer og pigtrådshegn omkring. Det er snarere et lidt højskoleagtigt, åbent sted. Her har jeg boet med banditter, der ikke er kønne. Men tro mig, de er værre indeni.

Her kan man tale om at møde nogle, der ikke ligner én selv. Alligevel bliver jeg inspireret. Jeg tænker ikke på tips og tricks til at begå sig i den kriminelle verden, men almenmenneskelige træk. Lad mig give nogle eksempler:

Mange af mine fordomme faldt til jorden. Selvom man er en grim bandit, kan man også være så meget andet. Man skal bare lige finde kvaliteten, og indrømmet, sommetider skal man kigge godt efter.

Alderen på dem, jeg bor med, spænder fra 18 til 60 år. Det åbner op for nogle helt andre typer venskaber end de typisk jævnaldrende, man har med sig fra gymnasiet og universitetet. To af mine venner fra pensionen er henholdsvis 10 år yngre og ældre end jeg. De har det sidste års tid været nogle af dem, der har inspireret mig mest.

Da jeg flyttede ind, tænkte jeg ikke over, hvor travlt jeg egentlig havde i min hverdag, grænsende til stress. På pensionen mødte jeg én, der i den grad kunne finde ud af at slappe af, om det så skulle være i yderste spor på motorvejen. Når han kom hjem fra arbejde, faldt der en ro over ham, der smittede. Der var altid tid til hygge, længere samtaler og omsorg i det små. At se kvaliteten i det lærte jeg ikke ved at spejle mig i mine studiekammerater på jura. De har mindst samme aktivitetsniveau, og sammen med dem havde jeg ikke mere travlt end så mange andre. Jeg kunne såmænd bebrejde mig selv, at jeg ikke fik mere ud af dagen.

Når jeg snakker med nogle af de kriminelle, kan jeg se, hvordan mit eget liv har været pisket af fløde, mens deres har været som bøller i karry. Jeg har levet et liv langt væk fra det Danmark, der bor til leje i beton og bistand. Det har fået mig til at tænke over, hvordan nogle af de indsatte er overraskende positive og tilfredse på trods af alt det lort, de har været igennem. De står heller ikke ligefrem med en lækker postkortudsigt til fremtiden med deres gæld og belastede fortid. Det er hos dem, jeg kan se den livsvigtige evne til at kompensere, når livet ikke arter sig, som man håber. Det er vigtigt at erkende de tab og mangler, som livet utvivlsomt påfører os alle, og at handle for at få det bedste ud af situationen. Det er inspirerende at opleve den indstilling.

At bo her er som at være backpacker, der rejser rundt i verden for at opleve og blive inspireret. Det er bare ikke en geografisk, men også mental rejse rundt i, hvor forskellige mennesker kan være, og i at forstå andre sider af livet end dem, jeg kender fra universitetslivet. Som backpacker er det fedt at rejse, så længe det varer. Man lever egentligt ret usselt i lang tid, kun med sin rygsæk. Det gør dog ikke noget, for man ved godt, det kun er en periode. Man udvikler sig. Sådan er det også at bo dette specielle sted.  

Sådan kan man lade sig inspirere af en verden uden for universitetet. Man kan naturligvis også tage til forstaden og realisere det almene.