Djøf Studerende brevkassen

Af: SK'erne - Djøfs repræsentanter på studiestederne

Videndeling for studerende djøfere.


Foto: Mette Knudsen

Skal jeg have løn under barsel?

Min arbejdsgiver har sagt, at jeg ikke har ret til løn eller barselsdagpenge under min barsel, fordi jeg er studentermedhjælper. Kan det passe?

Mvh. Mette
stud.merc.sol.

Kære Mette

Nej, det er ikke rigtigt! Som studentermedhjælper har du ret til enten løn eller barselsdagpenge under barsel. Hvis du har arbejdet mindst 120 timer inden for de sidste 13 uger op til din barsel, har du ret til barselsdagpenge fra din bopælskommune. Du får dagpenge 4 uger før forventet fødsel, og efter fødslen er der 46 ugers dagpenge, hvoraf de 32 kan deles med barnets far, hvis han er berettiget til barselsdagpenge.

Hvis du er funktionær – dvs. arbejder med kontorarbejde eller salg og arbejder mere end 8 timer om ugen, har du i henhold til funktionærloven ret til ½ løn fra 4 uger før forventet fødsel til 14 uger efter.

En halv studenterløn er ofte mindre end dagpengesatsen (og dagpenge er derfor at foretrække), så derfor kan du bare henvende dig direkte til kommunen, da det er dem, som udbetaler dagpengene. At du har ret til barselsdagpenge indebærer også, at du har ret til barselsorlov fra dit arbejde, du behøver således ikke sige dit studenterjob op for at gå på barsel.

Ved siden af barselsdagpengene får du desuden ekstra SU-klip. Du skal dog være opmærksom på, at der er en grænse for, hvor meget du kan tjene – denne grænse kaldes fribeløb. Du bør kontakte SU-styrelsen vedr. forhold om SU og fribeløb.

Mvh. René Rasmussen
studenterrådgiver

Har jeg ret til løn under sygdom og helligdage?

Jeg er deltidsansat studentermedhjælper på et mindre advokatkontor. Jeg er timelønnet med en timeløn på 120 kr. Ifølge min kontrakt er jeg ansat til 15 timer om ugen. Der står ikke noget i kontrakten om løn under sygdom og ved helligdage, hvor der er tvunget fri. Jeg arbejder to faste hverdage i ugen. Vi studenter på arbejdspladsen har længe snakket om, hvordan reglerne er omkring løn ved sygdom og helligdage på vores faste arbejdsdage. Vores chef har netop meldt ud, at vi ikke får betaling for helligdage, hvor vi har fri, selvom helligdagen falder på vores faste arbejdsdage. Har han ret i det?

Mvh. Lars
stud.jur.

Kære Lars

Du har ret til løn under sygdom, hvis du arbejder på kontor eller med salg i mere end otte timer om ugen, hvilket du jo gør. Forudsætningen for løn under sygdom er, at arbejdsgiveren vidste, at man havde planlagt at komme på arbejde den pågældende dag. Det vil sige, at hvis arbejdsplanlægningen er alt for løs, kan det påvirke retten til løn under sygdom, det skulle dog ikke være noget problem i dit tilfælde, når du har faste arbejdsdage.

Med hensyn til løn på helligdage, så afhænger det dels af, hvad der fremgår af din kontrakt eller i en personalehåndbog. Ellers er det normalt forudsat, at hvis man er månedslønnet – dvs. hvis man får en fast løn uanset, hvor mange arbejdsdage den enkelte måned har indeholdt, så får man sin sædvanlige løn, også når der har været arbejdsfrie helligdage i løbet af måneden. Hvis man er timelønnet, er udgangspunktet, at man ikke får løn på helligdage, selvom man har en fast arbejdsdag, som falder på helligdagen.

Når man tager din chefs udmelding i betragtning, så lyder det umiddelbart til, at der ikke er aftalt løn på helligdage, og vurderingen vil derfor afhænge af, om du er månedslønnet eller timelønnet.

Mvh. Maria Milling
studenterrådgiver

Hvilken a-kasse kan jeg tilmelde mig?

Jeg vil gerne spørge, hvilken a-kasse jeg kan tilmelde mig? Jeg er stud. jur., ved at afslutte min bachelor og skal videre på kandidatuddannelsen. Men jeg kan se, at jeg skal være under 30 år for at kunne tilmelde mig AAK. Hvilken a-kasse kan jeg tilmelde mig som studerende over 30 år?

Mvh. Johanne
stud.jur.

Kære Johanne

A-kassen oplyser følgende: Du kan godt blive medlem af AAK, selvom du er over de 30 år. Dog forholder det sig sådan, at medlemskabet ikke er gratis, og at du har en måneds karantæne fra den dato, du dimitterer.

Der er også den mulighed, at du kan melde dig ind som deltidsforsikret et år inden, du bliver færdig som kandidat, og derved undgår du karantæneperioden på én måned.

Mvh. Annemette Kokholm
studenterrådgiver

Har du selv spørgsmål til Djøfs Studenterrådgivning så skriv til djoef@djoef.dk
eller ring på 33 95 97 00 eller chat med studenterrådgivningen via djoef.dk

 

Kontakt Djøf


33 95 97 00

  • Send en mail
  • Ring mig op